Koncerter

16 Horsepower, 05.11.03, Amager Bio

Scenen var gjort klar i Amager Bio til, at en trio fra de mørke sydstatsområder i Amerika skulle gøre deres entré. Vi fik dog mere end en regulær koncert: Vi stod som vidner til frontfigur David Eugene Edwards’ introspektive selvransagelse med den om muligt mørkeste countrymusik nogensinde spillet.

16 Horsepowers plader har altid fungeret som en slags halvt ruinlagt kirke, i hvilken frontmand David Eugene Edwards ser ind i sig selv, flår fat i sin plagede sjæl som kæmper daglige brydekampe med dødssynderne og Herrens ubarmhjertige retfærdighedsforståelser. I livesammenhæng er der ikke så meget, der har ændret sig. Det musikalske udtryk bliver omarrangeret, men ikke desto mindre mere intenst. Edwards er ikke heldigvis ikke forkyndelsens mand. Religion er en privat sag; forskellige religiøse retninger og ateisme er sagen uvedkommende her – religion er en privat sag… medmindre man som Edwards åbner den store port til sit indre og lader alle se, hvad der gemmer sig derinde i de mørke afkroge. Scenen bliver hans private alter, foran hvilket små tusind menneskers glubske øjne ihærdigt vil have det hele med. Således så det i hvert ud denne onsdag aften i Amager Bio.

Amager Bio udgjorde de perfekte rammer for 16 Horsepowers mørke countrymusik. Scenen var bred, og der var rigeligt med luft til loftet. Man skulle ellers ikke tro, at bandet havde brug for det, for denne aften trådte de på scenen som blot en trio. Det var dog på ingen måde til at høre. Med deres livligt vibrerende lydbillede lød de som en hel hær af marcherende spøgelser på vej mod afgrunden, og med Edwards’ introspektive selvransagelse var det aldrig til at vide, hvor vi ville blive ført hen i løbet af koncerten.

Den diafane skikkelse under navnet David Eugene Edwards har vitterlig en personlighed, som nærmest overdøver og -skygger alt andet. Hans fysiske fremtræden på scenen er altid siddende ned, alt imens han arbejder løs på sit instrument og lader sin intense og til tider desperate røst runge ind i mikrofonen. Udover en regulær mikrofon var han også udstyret med en speciel af slagsen, som lagde et lille lag af forvrængning på vokalen, en effekt som blot bevirkede, at intensiteten blev flået yderligere i vejret.

Guitaren var Edwards’ oftest benyttede instrument, og med et sliderør på fingeren blev vi ført til mørke, rurale sydstatsområder, eksempelvis i en sang som For Heaven’s Sake hvor Edwards konstaterer: “All my love, well it is madness / Freely given to you folks with gladness,” og der blev serveret rigelige mængder countrygalskab. Shametown indledtes med drilske rytmer, som man nærmest skulle særligt matematisk begavet for at kunne regne ud, men efter et kløgtigt skift slog sangene dog over i et beat, så hele salen kunne nikke med uden problemer. Vi fik generelt mange klassikere, og eftersom bandet turnerer på baggrund af demoopsamlingen Olden, der ligeledes er en gang blandede bolscher, kunne man næsten heller ikke forvente andet. Der blev selvfølgelig også plads til “hittet” Black Soul Choir og den intense I Seen What I Saw. Sangene American Wheeze og Harm’s Way (begge fra Sackcloth ’n’ Ashes) var blandt de helt store øjeblikke i løbet af koncerten, fordi de begge inkorporerede brugen af harmonika. Edwards gyngede frem og tilbage på stolen, han flåede instrumentets sider rytmisk frem og tilbage, mens han udbrød: “I am an honest man when I’m not lying / I am a living man when I commence to dyin’.”

I Horse Head blev der skruet ned for den implicitte desperation, som nummeret ellers har, specielt i vokalmelodien. Edwards havde generelt et mere hysterisk fremtonende udtryk på pladedebuten Sackcloth ’n’ Ashes, noget der virkelig klæder den plade og som også skiller den ud fra gruppens øvrige materiale. Men i denne livesammenhæng valgte Edwards desværre i langt de fleste tilfælde alternative veje i vokalmelodierne, så udtrykket blev mere nedtonet, især i ovenfor nævnte nummer. De ustyrlige skrigs dage er nok desværre forbi, men man havde da lov at håbe.

I can sense it all around me / There’s something in this room / It ain’t magic nor no witchcraft / No bitch on no broom,” sang Edwards i Black Bush – og nej, det var sandelig ikke helt nemt at sætte fingeren præcist på, hvad der skabte denne kuldegysningsfremkaldende stemning, som klæbede mod hvert et hjørne i Amager Bio, og hvis det ikke var magisk, så var det i hvert fald manisk. Også banjoen var et flittigt brugt instrument, og dens traditionelle klang med dybe og mørke undertoner tilsat Edwards messende klagesang passede smukt ind i 16 Horsepowers mørke countryunivers.

Edwards indre dæmoner blev skudt ud i salen som hastige kugler fra romerlys, og publikum greb hver og én. Der var dog som før nævnt enkelte kugler, som man ikke havde helt samme lyst til at gribe som de mest funklende af dem alle, men overordnet set var det svært ikke at blive ramt og lade sig fascinere af 16 Horsepowers univers. “Thank you for clapping,” sagde Edwards efter at have spillet to gange ekstranumre, men det var os der takkede med heftige skudsalver af bifald.

Læs også Undertoners anmeldelse af Folklore

Deltag i debat