Plader

Armor for Sleep: Dream to Make Believe

Armor for Sleep folder deres drømmehistorier ud på en plade, som med emopoppens fremturen først lyder frisk og indbydende, men hurtigt afslører et forudsigeligt og ensartet udtryk.

En ’lucid drøm’ er den type drøm, hvor man er bevidst om, at man drømmer og derfor reelt kan styre alle begivenheder samt gøre, hvad man vil på kryds og tværs af de fysiske og psykiske grænser – kun fantasien sætter grænser. Det er dette fænomen, som den amerikanske kvartet Armor for Sleep udforsker på deres debutplade, Dream to Make Believe. Det er en interessant indgangsvinkel til et pladekoncept, og med et musikalsk baggrundstæppe bestående af velspillet emopop er der lagt i ovnen til et fint udspil. Det lyder i hvert fald alt sammen rigtig godt på papiret, men helt så godt forløber det ikke i realiteten på Dream to Make Believe.

Armor for Sleeps debutplade indeholder flere problematiske elementer. Lad os tage indledningsnummeret til at starte med…
Jeg har aldrig forstået meningen med de korte, instrumentale og retningsløse åbningsnumre. “Armor for Sleep” er et sådant nummer, og der sker ingenting i det. Vi får en melodi i mellemtempo med ulmende bas, flimrende baggrunds-keyboardlyde og lyse guitartoner, som gentages i samme mønster fire gange rundt, og efter 44 sekunder er det farvel og tak til det åbningsnummer med en udtoning til et par sekunders stilhed. Man kunne forestille sig, at bandet forsøger at illustrere vejen mod søvnen og den lucide drøm. Jeg er til gengæld ganske sikker på, at bandet ikke har sigtet mod en følelse af irritation hos lytteren med et eftervirkende tryk på skip-knappen.

Men lad os komme til de reelle numre. I pladens anden skæring, titelnummeret, begynder pladen ordentligt. Vi skal ikke mange takter ind, før stærke reminiscenser til et band som Taking Back Sunday allerede flyder over det hele. Armor for Sleep træder ind i rækken af bands som fylder lag af melodisk og huggende guitarspil med en lettere klagende vokal på toppen af det hele. Rytmerne stopper og starter igen i tide og utide, og det er blandt de elementer, som holder interessen vakt. Ben Jorgensens vokalarbejde spejler sig i mange af forbillederne, men han har alligevel en klang, som er hans alene. Jorgensen holder sig heldigvis langt på afstand af den frygtelige tendens i nutidens emopop, at man efter et vers eller to skal overhældes med unødvendige, halsbrækkende skrig.

Det er førnævnte titelnummer samt “Being Your Walls” og “Frost and Front Steps”, der skiller sig ud fra mængden. Numrene er på ingen måde originale i deres tilgang, men det er i disse sange, at ingredienserne lånt fra forbillederne lyder mest friske og indbydende. Sangene har et lækkert groove med masser af knas i guitarerne, rytmerne pumper fremad, holder sig selv tilbage for en kort stund for igen at hive sangene videre i seje hug. Jorgensens ømme vokal bløder oven på støjkonstruktionerne, og han gør det med en snert af naturlig forvrængning, noget der kun kan føre yderligere et nøk til den emotionelle opbygning.

Sange som “My Town”, “The Wanderer’s Guild” og “Raindrops” har fat i powerpoppens nemmere tilgængelige stil, og det virker, som om bandet ikke helt kan bestemme, om de vil holde sig til poppunkens yndigheder eller punkens kantede aggressivitet (deraf genrebetegnelsen emopop). Som jeg har været inde på ovenfor, er det, når punk-elementerne fremhæves i sangene, at Armor for Sleep er mest interessante; her får melodierne nemlig lov at bløde og sangenes åbne sår lov at dampe i den frostkolde luft, som de synes omgivet af. Især “My Town” fremhæver ufrivilligt sig selv som et af pladens absolut svageste numre. Sangen klynger sig til et halvsvagt omkvæd, og det hjælper ikke på sagen, at man vælger at trave gennem selv samme omkvæd 10 gange for meget (“Phantoms Now” lider af samme sygdom).

Der er nogle overordnede kritiske øjeblikke på Dream to Make Believe. Blandt de værre af slagsen er forudsigeligheden: Selv om de respektive sange har en del udmærkede finesser i sig, bliver det bare for nemt at gennemskue strukturen, når man har lagt ører til et par sange. Pladen har en længde af ca. 40 minutter, men den føles væsentlig længere på grund af de ensartede kompositioner og Jorgensens manglende evne til at variere sit vokale udtryk. “Kind of Perfect” er faktisk den eneste sang, som formår at skille sig helt ud fra de øvrige. Det er et afdæmpet øjeblik med kønt guitarspil, forsigtige kantslag og… en frygtelig tekst!

Det bringer mig frem til pladens måske allerstørste svaghed. Som nævnt i indledningen har Armor for Sleep fat i et ganske finurligt tekstkoncept, den lucide drøm. Dette tema går igen i mere eller mindre samtlige af de 11 sange, men Jorgensen reducerer blot en fin idé til musikhistoriens mest fortærskede tema, kærlighed. I lucide drømme kan man alt, men det eneste, Jorgensen vil, er begive sig ud i en metadrøm: I sin drøm drømmer han om pigen, som han ikke kan få (i stedet for i det mindste at drømme, at han kunne få hende) – det er da at smide alt på gulvet. Det er faktisk først i den afsluttende “Slip Like Space”, at han opgiver drømmen om pigen og tager på en flyvetur i rummet i stedet, men dog alligevel præget af kærligheden, som ødelagde ham: »Approach light speed / And break apart / I don’t care now / Nothing’s real somehow.«

Lucide drømme skulle efter sigende være svære at opleve. Jeg har aldrig selv prøvet det, men ét er sikkert: Skulle jeg nogensinde opleve en sådan drøm, ville jeg da bruge tiden mere fornuftigt end at drømme om pigen, jeg ikke kan få. Der er en del problemer på Armor for Sleeps debutplade, men de skal ikke helt overskygge de gode elementer, som der trods alt også er at finde herpå. Armor for Sleep er tydeligvis et ungt band, som skal udvikle sig, og når de engang er vokset til, er jeg temmelig sikker på, at de har noget mere interessant materiale at byde på.

★★★☆☆☆

Deltag i debat