Plader

Bliss: Quiet Letters

Cafégruppen Bliss er ude med efterfølgeren til Afterlife. Hvis du ikke har lyst til cappucino, inden du sætter cd’en i maskinen, får du det stensikkert efter første nummer. Efter endnu et par numre går du sikkert over til noget med alkohol i, for ligesom at få det hele til at blive lidt sjovere.

Prøv at tænke tilbage til dengang, du var med din familie i City 2, og du selv ikke var meget mere end 10. Prøv så at se, om du kan genkalde dig den musik, som ganske blidt strømmede ud fra de skjulte højttalere, og som ledsagede dig og din familie rundt til alle de spændende butikker. Den musik, som dulmede din fars nerver, da han for sjette gang på den dag måtte hive kontokortet op og trække det igennem den lille betalingsmaskine, selv om han udmærket vidste, at han ikke havde råd. Den musik, der dulmede din lillebrors gråd, da han tabte sin is ned på terrazzogulvet. Nej vel? Det var ikke særlig god musik, der lagde sig som en dyne over alle. Jo, altså, melodierne var gode nok, det var mere måden, de var spillet på, ikk’? Det var sikkert strygerarrangementer af kendte pophits, eller et James Last-lignende bigband, der lettere latinificeret spillede andre, lige så kendte pophits.

Er det ikke fascinerende at tænke på, i hvor høj grad musik ledsager vores offentlige forbrugsliv? Ikke bare i City 2. Overalt bliver der tænkt over, hvilken musik en given butik skal spille – eller: Det burde man i hvert fald tænke over. Hvor vigtigt er det ikke for en butiks præsentation af sig selv, om ekspedienten hamrer derudaf med Eurodance på fuld knald, lader radioen stå på Pop FM, eller om hun forsøger sig med Vivaldi?

I midten af 90’erne spillede de små, trendy tøjbutikker kunstnere som Tricky, Transglobal Underground, Kruder & Dorfmeister, The Orb og andre pionerer. Så kunne man gå rundt og kigge på smart tøj, samtidig med at man hørte smart musik. Og selv føle sig vældig smart. Højst sandsynligt begyndte hverken Tricky eller Peter Kruder og Richard Dorfmeister på at lave musik, fordi de syntes, at deres lokale tøjbutik manglede et pift. Men de ramte tidens toneklang, som det engang hed på P3, og hippe forretningsindehavere lod musikken og dens image skinne lidt på deres varer. Andre, lidt mindre trendy butikker, ville gerne have lidt af de trendy butikkers profil, og det nemmeste var at spille den musik, som de trendy spillede, eller noget, der lignede. Endnu mindre trendy butikker lånte så musikken fra de lidt mindre trendy. Og så fremdeles.
Tiden er gået, og langsomt er midt-90’ernes nyskabende lydbilleder forfaldet til en luftig, til tider intetsigende hybrid af verdensmusik, breakbeats og ambient.

Denne soufflé af en musikgenre bekender den danske gruppe Bliss sig til. Bliss betyder ekstrem lykke, og hvis musikken på deres nyeste CD Quiet Letters skal repræsentere bandets opfattelse af lykke, har vi at gøre med en lykkefølelse blottet for energifyldt eufori, ekstase og inderlighed. Vi er mere ovre i det velbehagelige velvære, sådan en mmm-Marabou-følelse.

Bliss er en kvartet bygget op omkring de to producere Marc-George Andersen og Steffen Aaskoven, og de debuterede for to år siden med Afterlife på det dengang nystartede selskab Music for Dreams. Et selskab startet af en af de “gamle” mænd i dansk dansemusik, Kenneth Bager.
Afterlife kastede et par hits af sig, og i de forløbne år har Bliss været repræsenteret på mere end 60 kompileringer. “Kissing” er det nummer, der har været udlånt til flest opsamlinger, og det er også med på Quiet Letters i en ny version. Da mange af numrene desværre ligner hinanden, kan jeg lige så godt beskrive dette nummer frem for nogle af de andre.

Vi har at gøre med lange keyboardflader, congas og rislende percussion samt en æterisk kvindestemme leveret af Sophie Barker, der også har sunget med Zero 7. Der er godt med rumklang på trommerne, og en varm violin spiller sørgmodigt i midterregistreret. Tilbagetrukket i mixet synger en mandlig tenor lidt udenlandsk godt underbygget af en samplet akustisk guitar, og sammen skaber de to elementer lidt stemning af udlængsel.
Ligesom de mindre trendy butikker lånte lidt af de mere trendy butikkers stemning ved at spille musik, der ligner, forsøger Bliss sig også med lidt vemodig harmonika. Efter den store succes for Gotan Projects Tango-electronica er det, som om vi ikke kan komme rigtig i stemning, førend harmonikaen har grædt lidt. Hen imod slutningen af nummeret jazzer en tværfløjte af sted, inden der lukkes og slukkes. Disse beskrevne elementer går alle igen på de andre numre i forskellige udformninger. Så er det måske et klaver, der jazzer, eller også er det en trompet, så er det den mandlige (flamenco-?) sanger, der er i front og alfekvinden, der er i baggrunden. Tempoet sættes lidt op, sættes lidt ned. Hele tiden er der masser af lækkert produceret og velspillet percussion.

Det er umuligt at sige noget dårligt om denne cd. Den er velspillet og velproduceret. Numrene er oven i købet enslydende på den rette moderigtige måde. Det er musik til at købe ind til, musik at drikke cappucino til, musik at kede sig til.
Før i tiden, i City 2, hed det ‘muzak’ – i dag hedder det ‘lounge’. Men forskellen er den samme.

Lige så svært det er at forestille sig, at City 2s muzak byggede på gode pop- og rock-kunstnere, lige så svært er det at forestille sig, at denne loungemusik bygger på så hæderkronede genrer som triphop, house og ambient. Man kan blive helt sur på de nævnte genrer, indtil man husker, at det hverken er The Orb, Tricky eller Kruder & Dorfmeisters skyld, at de er blevet kopieret en million gange.

★★★☆☆☆

Deltag i debat