Plader

Clearlake: Cedars

Skrevet af Peter Hansen

Med en blanding af storladne smukke melodier og skramlet indierock kommer bandet Clearlake med en plade, der drypper af melankoli og er godt bud på én af de bedste britiske rockudgivelser i år.

Melankolien har det svært i disse tider. Den er afvist af mange indiefolk på grund af dens rolle som hovedingrediens i klynkerock a la Coldplay, Travis eller Saybia og erstattet i mainstreamen af den primitive rock’n’roll-attitude, som The Strokes, The White Stripes, The Liars og andre The-bands har at byde på. Nogle gange tager melankolien dog revanche. Den skinner igennem og viser sit sande ansigt – et ansigt fyldt med den nerve, som altid har været en stor bestanddel af den gode musik.

Cedars fra det engelske band Clearlake er et eksempel på det. Pladen, der er bandets anden udgivelse, drypper simpelthen af melankolsk sørgmod fra start til slut. Og lad det være sagt med det samme:

Det er en fornøjelse at lytte til. Både musikalsk og tekstmæssigt blander Clearlake nemlig kortene en hel del bedre end deres mere kendte og klynkende landsmænd og artsfæller. For det første fordi, at melankolien i teksterne stikker langt dybere end en konstatering af “Jeg elsker hende, men hun elsker ikke mig / Hvor er jeg dog ked af det.” I stedet er der mere tale om poetiske vurderinger af de sørgelige ting her i livet, hvilket gør det både mere originalt og mere vedkommende. For det andet strækker Clearlake sig rent musikalsk relativt bredt på pladen, hvor storslåede øjeblikke med strygere og det hele bliver afløst af en mere skramlet rocklyd, der igen giver plads til meget stille og simple melodier. Pladens første tre skæringer er eksempler på denne variation.

Det hele bliver sat i gang med Almost the Same. En sang, der ruller derudaf og umiddelbart giver indtryk af, at man har investeret i en god, men simpel rockplade. Allerede det næste nummer gør dog den opfattelse til skamme. The Mind Is Evil er en meget stille og rolig sang med en noget foruroligende tekst: “And sometimes I think if I killed off my mind / Then my heart and I would be free / But somehow it knows what I’m thinking about / And it’s always that one step ahead of me” Dette citat er udtryk for en tankegang, som en psykolog sikkert kunne bruge mange timer på at snakke om.
Næste nummer markerer det første store højdepunkt på pladen. Wonder If the Snow Will Settle er decideret hjerteskærende på den fede måde. Når forsanger Jason Pegg synger sig helt ud med linjen “I wonder whether losing you was such a good idea,” er det lige før, der ikke er et øje tørt. Det er næsten for meget, men også kun næsten.

Under alle omstændigheder klæder det pladen, at de næste tre numre er mere skramlede og knap så smukke. Can’t Feel a Thing minder om Blur, når de rocker, mens I’d Like to Hurt You med sin lidt skæve klaverrytme får én til at kaste en tanke omkring Radiohead-nummeret A Punchup at a Wedding. Som titlen indikerer, kredser nummeret omkring det samme lettere foruroligende tema som The Mind Is Evil. Den næste skæring, Come Into the Darkness, er endnu et medrivende rocknummer, der mest af alt lyder som en blanding mellem Queens of the Stone Age og My Bloody Valentine. Derefter bliver det igen roligt og pænt. Først med Just off the Coast og derefter Keep Smiling, der både i melodi og tekst minder om Wilcos lille fine nummer fra et par år tilbage, How to Fight Loneliness.

Clearlake slutter pladen af endnu bedre, end de begyndte den. Den episke Treat Yourself with Kindness bruger mange af de bedste elementer fra de forrige numre og eksploderer i nerve og melodi, inden den glider direkte over i det mættede og smukke afslutningsnummer Trees in the City. Nummeret er det mest optimistiske på hele pladen, og det er faktisk ganske rart at slutte på den måde, efter at være blevet bombarderet med sortsyn.

Generelt må man sige, at Cedars er en af de bedste plader fra Storbritanien i år, og samtidig er den ufattelig britisk i sin lyd. Det sidste trækker selvfølgelig ikke ned, men det gør det til gengæld, at et par af skæringer rent melodimæssigt ikke har vildt meget at byde på, selv om også de er med til at give pladens dens varierede udtryk. Det er dog mindre indsigelser mod en plade, der svømmer i melankoli – på den fede måde altså. Hvad mere kan man så forlange?

★★★★★☆

Deltag i debat