Plader

Consonant: Love and Affliction

Skrevet af Martin Laurberg

Andet album fra Mission of Burma-veteranen Clint Conleys nye gruppe Consonant er en gennemtærsket og uspændende omgang støjrock, som langt fra er tilfredsstillende, når man kender Conley og de andre medlemmers baggrund.

Hvis Boston-gruppen Consonant ikke kan blive berømte på grund af deres musik, så kan de sikkert blive det i kraft af medlemmernes baggrund: Matt Kadane (Silkworm, Bedhead), Winston Braman (Fuzzy, Come), Chris Brokaw (Come, Codeine) og til sidst det helt store scoop, Clint Conley fra verdens måske første indierockband, Mission of Burma. Consonant har vakt en del interesse, fordi ingen har hørt noget fra Conley siden Mission of Burmas opløsning i 1983. Der er med andre ord tale om historisk gods her (i anden omgang godt nok – Consonant udgav deres debutalbum sidste år).

Man kan spørge sig selv, hvordan man mon kan undgå at blive skuffet over en plade, som er lavet af så prominente personligheder, som det er tilfældet her. Det er meget sandsynligt, at musikken aldrig vil kunne leve op til éns forventninger, at man vil kunne pege på fortidige guldkorn, som langt overgår det aktuelle, og at man dermed kommer til at ignorere en plade, som eller er god. Det, som imidlertid er overraskende ved Love and Affliction, er, at spørgsmålet om uretfærdig skuffelse aldrig rigtig melder sig. Der er virkelig i det store hele tale om en helt igennem middelmådig plade, som lugter langt væk af ufokuseret venstrehåndsarbejde. Det er ærgerligt, når man ved, at alle medlemmerne normalt laver god musik.

Indledningsnummeret, “Little Murders”, er en klassisk støjrock-sang, som er symptomatisk for pladen. Nummeret handler om tabt kærlighed med en følsom og selvretfærdig slacker i hovedrollen, og det er netop denne følelse af noget klassisk, som lynhurtigt bliver irriterende ved Consonants plade. Ud over teksten har “Little Murders” det obligatoriske larmestykke, som alt, alt, alt for mange rockbands har brugt, fordi de har lyttet til Sonic Youth: Trommerne og bassen falder ud (alternativt pumper de på en monoton måde), og én guitar spiller en skæv og følsom melodi på de tynde strenge, mens én eller flere andre laver feedback. Det kan være udmærket, men det kræver altså mere opfindsomhed end et klichéfyldt tryk på en distortionpedal fra Boss. Hos Consonant er det ikke opfindsomt, og det bliver ikke bedre af, at de bruger sådanne stykker i næsten hvert nummer.

Love and Affliction lyder meget som en plade, der er udkommet 10 år for sent. Man kunne sikkert være blevet charmeret af Consonants støjrock, hvis ikke den lød som fællesmængden af 200 andre plader, man allerede kender – men det er netop, hvad den gør. Det betyder ikke, at det hele er rent af lave. “Lost Together” er for eksempel en rigtig dejlig sang, hvor både vers og omkvæd er meget melodiske, og hvor de på en mærkelig måde kommer til at hænge sammen, selv om de er helt uens. Her træder Clint Conley i karakter som sangskriver. Et af hans gamle varemærker er netop, at han bestandig forsøger sig med uortodokse former og mærkelige sammensætninger af stykker. Desværre – og symptomatisk nok for Love and Affliction som helhed – skæmmes nummeret af et irriterende c-stykke (foruden den obligatoriske feedback-pause).

I det hele taget er Love and Affliction en rodet affære. Consonant er dygtige til at lave musikstykker, der fungerer isoleret: Omkvæddet i “Dumb Joy”, verset i “Hell-Blonde”, verset i “Little Murders” og omkvæddet i “Are You Done?” er alle rigtig gode stykker, men når det kommer til sammenhæng og helhed, så er numrene simpelthen ikke gennemarbejdet godt nok. Derfor er det ingen overraskelse, at pladens højdepunkt er “She’s Driving Fast”, hvor Conley er alene med sin guitar. Det er til gengæld også en rigtig god sang med en konstant overraskende melodi og et omkvæd, der nærmer sig The Beatles. Conley er en enormt dygtig sanger, og her kommer hans stemme virkelig til sin ret.

Som antydet er Love and Affliction langt fra noget mesterværk. Ud over sløsethed (og dårlig smag – lyt bare til den forfærdelige “Cauldron”, der har det nye årtusindes mest cauldron-agtige guitar-riff) er problemet, at pladen gennemgående er middelsøgende. Her er hverken Mission of Burmas anarkistiske punkattituder og kanter eller Codeines provokerende langsomhed. Når Consonant larmer, larmer de ikke nok; når de sparker røv, sparker de ikke hårdt nok og så videre og så videre. Det hele er hyggeligt nok, men det bliver aldrig rigtig spændende eller vedkommende. Det er ærgerligt.

★★½☆☆☆

Deltag i debat