Plader

The Cooper Temple Clause: Kick up the Fire, and Let the Flames Break Loose

Skrevet af Mikkel Mortensen

Cooper Temple Clause leverer et overraskende godt andet album. Det kan dog blive bedre – meget bedre.

Titlen er grum. Coveret er dystert, og cd’en er mørk som den sorteste nat. Lad det være sagt med det samme: Engelske Cooper Temple Clause er ikke ligefrem blevet happy-go-lucky på deres andet album. Et album, der allerede er på gaden et år efter debuten, See This Through and Leave. Et album, der viste et ungt rockband, der ikke var bange for at eksperimentere med elektronikken. Desværre fik de som oftest ikke noget ud af eksperimenterne, og det var de mere rockede momenter, som den glimrende single “Who Needs Enemies?”, der udgjorde de få højdepunkter på debuten.

Cooper Temple Clause åbner albummet i chokerende god form: “The Same Mistakes” er en glimrende ballade, der starter smukt og tilbageholdende og fortsætter i samme tempo i over tre et halvt minut, før frustrationerne endelig får frit løb, og sangen ender i et underskønt stormvejr af guitarstøj. Singlen “Promises Promises”, der er et klart angreb på musikbranchen, er nærmest Muse-agtig med sine barberbladsskarpe riffs og melodiøse aggressivitet.

“New Toys” er mere afdæmpet med sine smukke guitarlinjer, og for en gangs skyld holder bandet lidt igen i omkvædet, hvilket rent faktisk klæder dem.
“Talking to a Brick Wall” domineres af messende vokaler med cembalo som underlægning (hvilket fungerer ufatteligt godt), indtil omkvædet smadrer ind med distortede beats, støjende guitar og smukke vokalharmonier.

“Into My Arms” lyder omtrent som Spiritualized med sine smukke, slørede vokaler, men alle sammenligninger med Jason Pierce og co. ophører, når sangen ender i et to minutter langt, elektronisk støjhelvede, der mærkeligt nok slet ikke ødelægger sangen. “Blind Pilots” minder i versene ufatteligt meget om Grandaddys “Crystal Lake”, men også disse sammenligninger falder til jorden, når bandet sætter alle sejl til i det ekstremt aggressive og meget velfungerende omkvæd.

Efter den overraskende gode start begynder albummet dog at falde fra hinanden: “A.I.M.” er en mislykket blanding af aggressive beats og superstøjende guitarer, hvilket gør det svært at ignorere tekstlige pinligheder som disse: »Oh my sweet love / My beautiful disease / The bullet to my knees / It’s her and her alone I adore.«
Generelt set er teksterne ikke bandets stærke side, hvilket der dog sagtens kan ses gennem fingre med, når musikken er god nok. Det er den bestemt ikke i “In Your Prime” – et meget kort og komplet mislykket nummer der ikke alene skal trækkes med en absurd, nærmest spoken word-agtig vokal, men også en tekst, der får tæerne til at krumme sig så meget, at de muligvis aldrig retter sig ud igen: »Like to dream / ‘cause when I dream / I’m with you / And you let me do things to you / That I would not normally do.«
“Music Box” starter smukt og afdæmpet, men af en eller anden grund skal tempoet skrues op i absurde højder, hvilket fuldstændig smadrer den smukke stemning, sangen ellers var godt på vej til at få opbygget.

Helt galt går det i albummets sidste sang, den ni minutter lange “Written Apology”. Der er ikke nemt at lave så lange kompositioner, der ikke på et eller andet tidspunkt bliver kedelige. Det beviser Cooper Temple Clause her. Det hjælper selvfølgelig ikke, at sangen ikke er specielt god fra starten af: en halvkedelig semiakustisk ballade, der selvfølgelig tiltager i intensitet lidt efter lidt. Efter fem alt for lange minutter, forledes man til at tro, at sangen endelig er slut, men så forvandles den til noget, der bedst kan beskrives som soundtracket til en aften på Crazy Daisy fra helvede. Her skraber bandet virkelig bunden, og endnu en gang er deres opdagelsesrejse udi den elektroniske musik fuldstændig forfejlet.

Cooper Temple Clause har på ny bevist, at de bestemt har potentiale, men de har så sandelig også demonstreret, at deres trang til at eksperimentere for det meste er en gigantisk hæmsko. Den må de gerne komme af med til næste gang, og hvis de så samtidig tager sig tid til at skrive minimum 10 sange af samme kvalitet, som dette albums seks første, kan det vise sig at blive noget af en oplevelse.

★★★½☆☆

Deltag i debat