Plader

Dakota Suite: This River Only Brings Poison

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Chris Hooson udgiver under navnet Dakota Suite sine altid blide og dystre melodier. På dette album har han arbejdet sammen med to American Music Club-medlemmer, og det er mundet ud i det mest country-inspirerede Dakota Suite-album til dato.

For otte år siden forsøgte Chris Hooson at tage sit liv. At han i dag er frontfigur og i det hele taget er synonym med navnet Dakota Suite, vidner om, at hans selvmordsforsøg ikke lykkedes. Men sammen med hans mangeårige arbejde på et hospice for terminale alkoholikere præger det i den grad hans tekster og stemningen i musikken; det er selvransagelse og til tider barske førstehåndsbeskrivelser af forskellige menneskeskæbner, der præger Dakota Suites dystre og smukke musik.

This River Only Brings Poison er, alt efter hvordan man tæller (diskografien er en blanding af 7″ere, single-opsamlinger, lange ep’er og to instrumentale albums), Dakota Suites tredje ’rigtige’ album, og det kan man sagtens sige uden at bringe de andre udgivelser i miskredit, for der er nogle rigtig gode albums derimellem. På dette nye album samarbejder bandets eneste faste medlem Chris Hooson (hvis man ikke medregner eks-producer Richard Formby, som denne gang kun har bidraget musikalsk) med to medlemmer fra American Music Club, Bruce Kaphan og Tim Mooney, som er personlige venner af Hooson. Albummet er mestendels indspillet i San Francisco og Nashville, og det er da også en mere amerikansk lyd, man finder på This River Only Brings Poison, end hvad engelske Dakota Suite tidligere har præsteret.

Albummet åbner med masser af stemning og steelguitar i “The Lepers Companion”, og umiddelbart derefter får vi præsenteret, at forskellige horn også er en væsentlig del af stemningsopbygningen, ligesom blandt andet meget blå saxofon var på albummet Signal Hill. This River Only Brings Poison gemmer også på dystre, rent instrumentale numre som den enkle og næsten stemningsovermættede “The Finished River”. Nummeret er mindre end halvandet minuts piano og cello, som i den grad er i mol og præget af tristesse. Eller “Vendriet”, som lader et prustende orgel glide over i enfinger-piano; produceret med masser af rumlighed minder nummeret i sin stil om, hvad Matt Elliot udgiver, både under eget navn og som Third Eye Foundation. Det gælder faktisk alle de instrumentale numre, som næsten udgør en tredjedel af albummet. Hvis man tænker, at akustiske numre uden vokal, hvor der er pillet temmelig meget ved producerknapperne, ikke passer så godt sammen med country, tager man faktisk fejl, for i Dakota Suites tilfælde er de to genrer af numre faktisk født til at skabe en stemning af dysterhed, men også en slags håb.

“Sand Fools the Shoreline” er en smuk duet mellem Hooson og en unavngiven kvinde, et nummer som til trods for sin blidhed i vokalbrugen minder om den måde, som der synges duet på i blandt andet Speaker Bite Me. Der skiftes ikke decideret leadvokal mellem mand og kvinde, men begge synger samtidig hele nummeret igennem, hvilket skaber en mere glidende effekt. Der er enkelte steder, hvor man kan høre, at der er mere Leeds, UK, end Nashville, USA, i Hoosons sjæl. “The Space Around You Sleep” har en engelsk indiefeel, men det er kun, indtil steelguitaren overtager omkvædet, og så forstår man, hvorfor hans udgivelser primært er udgivet på det tyske selskab, Glitterhouse.

Der er fire bonusnumre på det lange (over 70 minutter) album, og de er bonusnumre forstået på den måde, at nogle af dem har været udgivet tidligere på de instrumentale albums, mens andre af dem er nye. De er ikke anderledes end resten af albummet i stemning og stil. De burde måske have været på en bonusdisk ved siden af, for nu ligger de egentlig bare som fire numre i slutningen af albummet, og mens man hører dem, spørger man sig selv, om de nu er en del af albummet eller ej. Under alle omstændigheder bidrager de til, at albummet med sine 70+ minutter er for langt for den lytter, som kan lide den mørke og trykkede stemning, som Tindersticks, Spain og Red House Painters skaber med deres musik, men forventer, at der kommer et hurtigt nummer indimellem. Der er absolut ingen uptempo numre på This River Only Brings Poison, men hvis man lader regnen tromme videre på ruden og glemmer de solrige sommerdage, er albummet perfekt til at ligge under dynen med, mens solen forsvinder midt på eftermiddagen og mørket sniger sig gennem gaderne og ind i sjælen.

★★★★★☆

Leave a Reply