Plader

Del Rey: Darkness & Distance

Skrevet af Mikkel Arre

Chicago-bandet Del Rey kæmper hårdt for at vride noget spændende ud af postrocken, men modarbejdes på det skammeligste af klichéernes vogter, postrock-monsteret Olaf, der destruerer de fleste forsøg på at vise mere end gennemsnitstalent. Klimakser og valne riffs er ikke nok.

Den regnvåde skovs træer har kastet de krogede arme mod himlen i håb om en anden og lykkeligere tilværelse som loftsplanker i et redskabsskur. Regnen klasker ned ad de frønnede stammer, og alle dyr i nabolaget er blevet hjemme ved kaminildens skær med varm kakao og krydsord. Pludselig skærer fire skikkelser gennem luften. Med paniske bevægelser flintrer de ind gennem de dyngvåde bregner. Deres øjne er opspilede, og fråden står dem ud af munden. Skiftevis vender de i angst hovederne bagud. Forfølgeren er en sært udefinérbar, massiv kontur. Den gungrer ikke op og ned som de løbende, men glider bare fremad som en gråvejrssky. Den spreder hverken død eller ødelæggelse, men i stedet en enerverende fornemmelse af dels uoriginalitet, dels skønne spildte kræfter.

Optrinet i skoven – der også går under navnet Darkness & Distance – varer næsten 51 minutter og er delt op i syv faser. Det jagede vildt er Chicago-bandet Del Rey, og deres vedholdende plageånd er et slemt monster, der vil pådutte Del Rey alle postrockens dårligdomme. (Monsteret har egentlig ikke noget navn, så lad os bare for nemheds skyld kalde det Olaf.)

Olaf har en stor vadmelssæk fyldt med tungt kværnende, dybt ligegyldige guitarriffs, som han med vold og magt prøver at få afhændet til alle bands, han møder. I hans højre bukselomme, som er dybere end samtlige udskæringer på Crazy Daisy, er der et arsenal af uopfindsomme opbygninger, der som varmesøgende missiler drøner direkte mod det første og bedste postrock-nummer, de kommer i nærheden af – og i venstre lomme ligger det allerfrygteligste: den fæle klimaks-forbandelse, som kan få et hvilket som helst band til at stirre sig fuldkommen blindt på klimakser.

Olaf er gammel tikæmper. Den slags folk bliver ved med at være i forbløffende god form – og Del Rey kan heller ikke holde stand. De første to kapitler af dramaet viser med stor tydelighed, at Olaf er så tæt på, at han med sin kraftfulde forbandelse fra venstre bukselomme har bandet under fuld kontrol. Første kapitel, “Asimov”, er i høj grad postrock med autopilot. Efter opskriften riffs-mellemstykke-riffs-breakdown-riffs tæves der godt og grundigt igennem; guitarerne knurrer og brummer, og trommerne buldrer i fuld galop, men uden at noget af det gør indtryk. De stille passager, som burde kontrastere energi-udladningerne, er sært uengagerede og fungerer alene som små stykker rullende fortov, der bringer os fra det ene klimaks til det næste. Opbygningen er ganske enkelt for forudsigelig.

Mens Del Rey har benene på nakken i “Asimov”, forsøger de undervejs at afskære Olaf vejen. De prøver at spille et af de mest populære trumfkort i musikverdenen af i dag, nemlig “elektroniske virkemidler.” Så hist og hér strøs der først lidt blippen og bloppen og senere en noget stivbenet, uinteressant tromme-programmering. Idéen med at tilsætte elektronik er fin nok, men lykkes slet ikke hér – der skal kæles lidt mere for detaljerne.

Elektronik-tilførslen gør desværre heller ikke lykke i det ellers hæderlige afsnit “Staph & Strep”. Faktisk lyder trommemaskinen hér pletvist som en donation fra et 80’er-bands overskudslager. Nummeret starter ellers fint, idet de fire ungersvende har fundet sig et lille pusterum. Guitarerne risler nænsomt som det lille vandløb ved Del Reys fødder. Men den slags spæde, smukke øjeblikke er Olaf altid mand for at spolere. Han smadrer resolut en nærliggende dæmning, og straks fosser guitar-vandmasserne – pacet frem af bundsolide trommer – derudaf i en ny smådesperat jagt på et nyt klimaks. Men hér er det så, Del Rey viser modstandskraft. De holder lidt igen og griber ikke med det samme chancen for at levere endnu en larmende eksplosion, og først efter et mellemspil – som faktisk viser tegn på følsomhed og på, at Del Rey, når det kommer til stykket, har visse intentioner om at videreformidle nogle følelser og stemninger – kommer forløsningen. En forløsning som ikke passer Olaf. For denne ene gang lykkes det Del Rey at opbygge et klimaks, der gør indtryk og bliver hængende. Denne gang bliver der ikke bare rocket middelsvært igennem; næ, der gives fuldstændigt los – her er virkelig noget på spil. Der læsses distortion på guitarerne, der nu hyler og skærer. De vrider sig ustyrligt og flår i ørerne og minder om Mogwai i Young Team-perioden. Del Reys solide bas-fundament giver en varmere undertone end hos skotterne, men ellers er ligheden hér ret slående.

Del Reys problemer opstår først og fremmest, når de – i stedet for enten at spille sig 110% ud i klimakserne (som på “Staph & Strep”) eller at lade helt være med at gå efter de store udladninger – prøver at være pæne og melodiske, samtidig med at de vil kværne løs på tungeste vis.
Både femte og syvende fase beviser, at Chicago-bandet faktisk er talentfulde og snu nok til at undslippe den grumme Olaf. “Dual Sun System” er så afgjort albummets perle. På en hektisk, metallisk delay-effekt lægges lag på lag af varme, indbydende synth-flader og skånsomt afdæmpede guitar-toner, der i fællesskab rammer små skovsøer og reflekteres i alle retninger som månestråler, der rammer små prismer. Gradvist bliver guitar-anslagene mere og mere kantede, og et kort øjeblik lyder Del Rey faktisk som Ulrich Schnauss, når han er mest My Bloody Valentine-inspireret. Men pludselig blokeres månens lys, og man tænker uvilkårligt: “Åh nej, ikke igen – ikke et nyt klimaks, der ødelægger det hele.” Heldigvis holder Del Rey skansen, og Olaf trænges tilbage til fordel for dels ulmende og intense, men aldrig eksplosive, få-tonige guitar-figurer, dels for mere luftige mellempassager, som hér netop er hvilende og rolige og ikke blot et springbræt mod næste klimaks.

Det afsluttende nummer, “Vega”, er enkelt opbygget med et mol-plaget A-stykke og et lysere, mere optimistisk B-stykke, der, efterhånden som nummeret skrider frem, får overtaget. Der er noget herligt grandiost og opløftende over det changerende, lune B-stykke – hvor det i øvrigt for første gang på pladen lykkes at få sitrende trommeloops og almindeligt trommespil til at gå op i en højere enhed – og efterhånden som det stabiliserer sig, breder forhåbningen og glæden sig: Nu ender det nok godt alligevel. Men nej, ikke helt. Et fortvivlet ønske om lidt tiltrængt variation blander sig nemlig og får Del Rey til at indkalde en sækkepibe. Det fungerer nogenlunde, indtil sækkepiben til sidst kommer til at stå helt alene sammen med trommerne. Den sjaskvåde skov ender dermed som en filial af Edinburgh-tattooet – og sækkepiben ender som hovedparten af elektronik-injektionerne med at være et nødvendigt, men desværre fejlslagent forsøg på at skille sig ud fra mængden.

For man må ikke tage fejl. Darkness & Distance er ikke nogen horribelt dårlig plade. Man kan sagtens holde ud at høre den fra ende til anden, idet Del Rey kan deres kram efter de vanlige postrock-opskrifter. Det er bare sjældent, at de demonstrerer, at de kan anderledes ting end alle de andre, der lyder ligesom dem.

★★½☆☆☆

Deltag i debat