Plader

Denali: The Instinct

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Denalis andet album, The Instinct, viser bandet fra en mere rocket side end på debuten. Maura Davis’ fantastiske stemme dominerer det musikalske udtryk – nogle gange desværre lidt for meget.

Selv om Denali ikke havde gjort andet end at spille koncerter og lavet nogle rå indspilninger af enkelte numre, var der stor opmærksomhed omkring bandet fra branchens side for et par år siden. Adskillige pladeselskaber var interesseret i at skrive kontrakt med Denali, men bandet gik uden om de store selskaber og signede med Jade Tree, som blandt andet udgiver Joan of Arc og Pedro The Lion. I 2002 udkom Denalis debutalbum, som viste et band med et flot, men rodet udtryk, og det var mest sådan en plade, der rettede forventningen mod næste album i vejret.

Denali er en kvartet, men det er primært sangerinden Maura Davis, som skriver musikken og teksterne, selv om The Instinct mere er en gruppepræstation, end debuten var. Maura Davis er på den måde en meget central figur i bandet, og det er også tydeligt på albummet, hvor hendes stemme ikke er til at komme uden om; den dominerer de fleste af numrene. Hun har en baggrund som klassisk uddannet sangerinde, og hendes stemme er utrolig flot og har en enorm spændvidde rent tonemæssigt. Hendes stemmes klarhed og fremtrædende karakter bliver desværre også en svaghed på albummets ni numre.

“Hold Your Breath” åbner med en guitar i den ene kanal og trommer i den anden, og ovenpå den meget PJ Harvey-agtige åbning lægger Maura Davis sin stemme – som på dette nummer også lyder som P.J. Harvey. Nummeret er ikke albummets bedste, men er egentlig meget kendetegnende for resten af The Instinct og derfor et udmærket åbningsnummer; dyster rock med kvindelig vokal.
Når man så lytter videre, kan man alligevel ikke hægte denne betegnelse på samtlige numre. For det elektroniske islæt, som bandet brugte på debuten, er stadig en del af musikken, men spiller knap så stor en rolle. Den mere moderate brug klæder det rockede udtryk, som musikalsk set er præget af gode guitar-riffs i den mørke ende af skalaen.

Det elektroniske islæt finder man blandt andet i “Run Through”, et nummer, som åbner stille med barnelatter (eller er det gråd?) og et trommemaskinebeat, hvorpå Maura Davis nærmest bløder indover med sin intense stemme. Guitaren lægger bunden i nummeret, som ikke helt er en ballade, dertil er omkvædet for følelsesmæssigt (sangmæssigt råbende) udbrydende, men heller ikke et rocknummer, dertil er stilen for tilbagelænet og tempoet for langsomt. Albummets titelnummer benytter ligeledes trommemaskine (eller måske skulle man sige trommemaskine-udtryk, for det er faktisk svært at høre) og en guitar, som med strengespil sætter nummeret i gang. Beatet er insisterende og monotont hele nummeret igennem og bliver kun i overgangene mellem A-, B- og C-stykker suppleret med mere rockede trommer. Introen i “Normal Days” har også nogle elektroniske blips, inden nummeret eksploderer i guitar og trommer umiddelbart efter, Maura Davis har sunget et par strofer.

Tempoet er generelt ikke specielt højt på albummet, men man føler sig alligevel godt tilfredsstillet efter en gennemlytning: Man har fået det hele. Både de hurtige rocknumre som åbningsnummeret, de langsomme tunge som “Do Something” og den rene og dystre ballade på nummeret “Nullaby” (som næsten er et pinligt plagiat af temaet til James Bond-filmen The World Is Not Enough), hvor Maura Davis lyder som Björk visse steder. Eller det flotte afslutningsnummer med den ironiske titel “Welcome”, som faktisk giver gåsehud næsten hver gang.

Når man lytter til The Instinct, forstår man godt, at der før debuten var stor opmærksomhed omkring Denali. Bandet har udfoldet adskillige af de muligheder, som man kun kunne se potentialet af dengang. Hvad der lød som en lidt rocket Portishead-klon, er i dag et band tættere på sit eget originale udtryk. Man må tage hatten af for de store skridt, som Denali har taget, men The Instinct får alligevel ikke altid givet det, som det prøver på. Numrene er lidt for ens, pæne og polerede (er det måske producer Peter Katis, der også har produceret Interpol og Mercury Rev, som har poleret lidt for meget?), og Maura Davis’ stemme bidrager kun yderligere til dette udtryk. Hun har en utrolig stemme, men den er for dominerende, og stemmen er måske den primære grund til, at The Instinct er lidt ensformig og glat.

★★★★☆☆

Lyt til “Hold Your Breath”:
[audio:http://www.jadetree.com/mp3/Denali-Hold_Your_Breath.mp3]

Deltag i debat