Plader

Fairweather: Lusitania

Fairweather takker af med svanesangen Lusitania, der samtidigt er et glimrende album, men også slukker alle håb om fremtidige potentielt fremragende plader.

Den 7. maj 1915 blev lastskibet Lusitania uden advarsel torpederet af en tysk ubåd. På blot 18 minutter sank Lusitania til bunds lige ud for Islands kyst, hvilket resulterede i et drabstal på 1195 mennesker. Denne hændelse var blandt flere, der satte Første Verdenskrig i gang. Ud over at være et sunkent skib og et navn i historiebøgerne er Lusitania også navnet på en plade. Det er det amerikanske emoband Fairweather, som står bag pladen, og selv om Fairweather ikke selv var klar over det, da de udsendte pladen, skulle titlen Lusitania vise sig at være væsentlig mere sigende end umiddelbart forventet. Fairweather er nu selv en sænket skude, for bandet opløste sig selv for ganske kort tid siden. Tilbage står vi med Lusitania, som, trods bandets egen forliste skue, holder sig fint oven vande.

Fairweather har vokset sig noget fyldigere siden debuten, If They Move Kill Them fra 2001, og de har gjort al fordomsfuld kritik og alle ufortjente sammenligninger med gennemsnitlige bands til skamme. Fra debuten kender vi bandet for deres høje tempo, hårdtslående riffs og Jay Littletons højt pitchede vokal. Denne stil blev videreudviklet på ep’en Alaska fra sidste år, som med energien intakt præsenterede mere vægt på melodierne. Selv om Lusitania fungerer som en slags bro mellem de to udgivelser, er pladen dog helt sin egen uden egentlig sammenligning med nogle af de to andre udgivelser. Lusitania åbner portene for en blanding af emorock og mere atmosfærisk rock, ikke helt ulig udviklingen hos The Appleseed Cast.

Med producer J. Robbins (Jets to Brazil, Promise Ring, Burning Airlines) ved roret har Fairweather skruet deres mest fokuserede og sammenhængende album sammen. Selv om tidligere bedrifter også ringer med positiv klang i undertegnedes øre, synes akkordsammensætningerne her at hænge bedre ved, efter de er ringet ud, vokalarbejdet synes at have bedre melodier og mere dynamik. Kun trommerne har ikke udviklet sig – men det er på sin vis også temmeligt svært at gå fra hårdtslående og rytmisk udfordrende til noget endnu bedre.

Når man lytter til åbningsnummeret “Derivative Opener”, tror man først, at man har fået fingrene i den forkerte plade. Titlen er på mange måder en underlig selvironisk mærkat at klæbe på sig selv, for hvad vi har fat i her ligger milevidt fra Fairweathers normale musikalske gøren og laden. Nummeret åbner med lyden og følelsen af en kold blæst, som fylder lytterummet. Lyden er mudret og består ringende guitarer og en lys udecifrérbar vokal. Vidste man ikke bedre, kunne man nemt forveksle “Derivative Opener” med en ukendt My Bloody Valentine-skæring, ikke mindst på grund af lydkvaliteteten af en anden tid. Som lytter sættes man i en kortvarig tilstand et sted mellem søvn og fuld bevidsthed; noget, der understøttes med teksten: »All is calm / Wake no more / Stay and sleep until this ends / All is still, warm and dark / Wait inside this quiet.«

Portalen til Lusitania er hermed åbnet, og netop som man er gledet ind i atmosfæren af åbningsnummeret, vækkes man atter til live, blot for at finde sig selv i den egentlige Fairweather-verden, som langsomt skabes fra og med skæring nummer to, der også er titelnummeret. Det er et hårdt slag på lilletrommen med pludselig krystalklar lyd, som starter den egentlige oplevelse. Fra dette slag er hele bandet på, og alt lyder helt fremme i højtalerne. Der er catchy riffs og pathosladet sang, der fortæller små lyriske historier – og i løbet af den time, som pladen varer, kunne man nemt befinde sig ved siden af den sunkne skude på havbunden – musikken er i hvert fald kløgtig nok til at skabe de rammer, éns fantasi nu vil udfolde sig inden for.

13 sange bliver serveret, og de hænger fint sammen, dels på grund af selve sangskrivningen og dels fordi der er bløde instrumentale overgange mellem flere af numrene, så man føler ikke, at man på noget tidspunkt forlader Fairweathers verden. Det eneste, der gør, at man kan falde ud, er, at pladen er for lang. Her skulle bandet enten have skåret et par sange af eller, endnu bedre, skåret lidt ned på de lange instrumentale passager, som flere gange bevæger sig retningsløst.

Men der er generelt mange fine sange at finde på Lusitania. Et af højdepunkterne er “The Treachery of Images”, som stiller sig selv i et hypnotisk lys, hvor den er melodisk uden at forfalde til det kedelige, og hvor den er tungt slæbende uden at falde fra hinanden. Jay Littleton lyder, som han aldrig har lydt før. Han har lagt råbene på hylden for en stund og fokuserer i stedet på en herlig vokalmelodi. Desperationen går ikke tabt af den grund; den gnider sig op ad ordene i den abstrakte tekst, som det ene øjeblik maler et billede for det næste at viske det ud igen og skabe et nyt påny – deraf titlen.

I “Letter of Intent” har vi fat i et Fairweather i topform. Det er muligvis også det nummer, som minder mest om deres gamle materiale. Her er de hastige punk-elementer, som svømmer hastigt gennem vandene. På vej til den simple, men virkningsfulde guitarsolo får vi håndklap understøttet af en grum forvrænget bas, trommerne slår siden om kap med håndfladerne, hvorefter nummeret falder ind i sin form igen. Før vi når de første tre minutter af nummeret, er vi ude på ny og videre.

Man har aldrig hørt bandet iklædt så mørk og dyster en lyd, som er tilfældet i den mystisk betitlede “I Dread the Time When Your Mouth Begins to Call Me Hunter”. Det er en ubehagelig, men effektfuld stemning, som stables på benene med guitarer, der lyder som hvalsang i det fjerne og tekstlige billeder af død og spørgelser: »We look for ghosts and that’s what we find / Will we bury who we loved or is the ground too cold to break?« Og alle disse flimrende billeder foregår som i en feberdrøm, som den afsluttende linje indikerer: »Well we slept our way through knowing what to do.«

Pladen fortsætter fremad med det mørke tema ulmende, om end aldrig lige så fremtrædende som i det forrige nummer. Bandet kæmper sig frem mod en forløsning, som kommer gradvist. I Burn Bridges Stay Warm er vi tæt på et decideret sammenbrud med en fantastisk virkning. Til trods for jeg’ets manglende bevægelse psykisk som fysisk formår han at brænde broerne bag sig og holder sig samtidig helt tæt ved ilden, så han ikke glemmer smerten. »Don’t react,« lyder mantraet fra Littleton med fremragende virkning.

Denne anden fuldlængde fra Fairweather står som en fin svanesang, der dog ikke kan undlade at føre til tanker om, hvad vi mon kunne have fået fremover. Ikke desto mindre er der masser at komme efter på Lusitania. Sunket eller ej.

★★★★☆☆

Deltag i debat