Plader

Fantômas: Delirium Cordia

Skrevet af Thorsten Moeller

Efter en ekskursion over i filmtemaer er Mike Patton og husspektakel-drengene tilbage med et album, der for alvor trækker tænder ud.

Fantômas har været ex-Faith No More-frontmand Mike Pattons kæledægge-projekt, siden Mr. Bungle blev lagt på is. Bandet består yderligere af Buzz Osbourne fra Melvins på guitar, Dave Lombardo (ex-Slayer) på trommer og Trevor Dunn (ex-Mr. Bungle/Faith No More) på bas.

Fantômas havde overraskende succes med deres seneste album, Director’s Cut, som var en samling skæve, metallisk ambiente filmtema-coverversioner for nedtunet guitar. Men Mike Patton er sjældent typen, der gentager en succes, så her to år senere dukker Delirium Cordia op: ét nummer, 55 minutter, ingen tekster… sådan! Delirium Cordia er efter forlydende ét af to albums optaget af Fantômas for nylig, og Delirium Cordia skulle gerne være det ambiente, afsøgende, filmiske album. Det feminine kontra den maskuline version af Fantômas, om man vil.

Hele albummet skal opfattes som et selvstændigt, samlet værk. Et album der bør høres ud i én køre. Men før man får travlt med at udnævne Delirium Cordia til en ny metallisk suite af klassiske dimensioner, bør man grave lidt i formatet. Formatet er nemlig lidt ligesom debutalbummet fra Fantômas, der bestod af små korte bidder “¦ehm”¦ musik. Albummet her har format som en art tegneserie med små ruder af musik, der hver repræsenterer et lille musikalsk mikrokosmos. En serie vignetter, der abrupt skifter med jævne mellemrum (som oftest et-tre minutter). Begyndelsen af albummet består af lidt støj, som en plade der starter, og albummet slutter også med 15 minutters lyd af en plade, der er færdig. Nostalgi eller formatet på et stort værk?

Musikken er en, som man kunne forvente, meget blandet affære. Fortrinsvist ambient, langtrukken, med Mike Pattons vokaløvelser (støn/suk/croon), dvælende orgeltoner, klimpende akustisk guitar, mandoliner, kirkeklokker, glockenspiel og alskens lydfrembringere spædet op med sporadiske eksplosioner af knastør, huggende metallisk rytmeguitar og blastbeats fra trommerne. Det giver ingen mening at beskrive albummet i alle dens små skift, for der er alt for mange. I stedet kan man få et indtryk af, hvad der menes ved at se nedenstående alternative gennemgang af albummet. Den får langt fra alt med, men skulle gerne efterlade én idé om, hvordan albummet er struktureret:

00.10 Mike Patton ånder og sukker, stille gonglyd, syret synthlyd som i gyserfilm, kravlelyde, sporadisk guitar drøn.

01.20 Munkekor.

02.20 Klagende, nedtunet, guitar; tromme blastbeats.

03.20 Violiner, banshee-skrig, så tilbage til bippende baggrundslyd og orgelambience.

05.50 Stammetrommer, crashende bækkener, klapperytme.

08.30 Lavmælt kor, gyserfilm-klaver, guitarstabs som knivstik i film, sci-fi lyde.

10.00 Bas der sjældent afsøger det knugende stille rum; rumsteren i baggrunden.

14.00 Raslelyde, elektronik bip-bip, dernæst doom-guitar og kor som i gotiske film.

16.00 Abrupt skift, klaverklimpren, lidt jazzet bas, kravle lyde. Patton vræler stille, glockenspiel og ringe-lyde går amok.

21.00 Guitaranslag fra helvede igen, trommer over det hele, senere inferno af klokker og klirrende genstande.

25.00 Virrende lyd som propeller, klikkelyde. Ambience som nogen der siger “hhhhmmhh” i kor.

26.00 Fløjteri, lidt elastisk bas, klokker igen.

27.20 Udstrakt violinlyd (som i film ved før bankrøverier), Patton laver lidt mundtlig rytmeboks. Film-ambience.

28.50 Lidt klaver afsøger stille rummet, puls som rytme.

30.15 Vækkeur, dirrende metalliske lyde, frenetiske trommer i baggrunden opbygger crescendo til kaos for så abrupt at forsvinde i intethed.

30.50 Didgeridoo mumler mystisk. Hvislende lyde.

32.00 Blastbeats af trommer og guitarvold, forsvinder lynsnart igen.

33.30 Godfather-mandoliner og stille skrig i baggrunden. Forsvinder snart igen; så dukker bankende bastrommer op, rungende guitarknagen.

34.30 Kort, overraskende melodisk passage med lidt funky guitar og filmisk synthpiano.

38.30 Vindgrottelyde. Dystert, næsten ikke hørbart klagekor.

41.00 Rasende elektronisk støj. Radiolyde.

50.30 Melodisk passage med Patton, der nynner (lidt Twin Peaks-agtigt).

52.00 Lyd af rindende vand, fuglefløjt.

54.30 Huggende staccattoguitar; sugende lyde af Patton.

55.10 Albummet er færdigt, lyd af plade snurrer det næste kvarter.

Delirium Cordia vil altid være en lidt speciel oplevelse, fordi opsætningen er så hysterisk, som det er tilfældet. Det er ikke noget med, at man lige hører sine favoritpassager på albummet (fra ca. 27.43 til 28.20 f.eks.?). Det er et album, der skal have albuerum samt tid, før man får den fulde værdi ud af værket. Ikke et hygge-nygge album til festen. Selve musikken er både ambient, filmisk, storladen, minimalistisk, larmende, afsøgende og barnlig på samme tid. Der er en tyk mængde referencer til både musik inden for metal (overvejende Melvins og thrash-trommestil), filmmusik (mest gamle gyser/sci-fi/spagettiwesterns og klassiske filmscores) og eksperimental ambient/noise (John Zorn og Maldoror f.eks.). Bare altsammen i små bidder. Skal man definere albummet i forhold til Mike Pattons katalog, defineres det bedst som Director’s Cut af Fantômas, men cuttet up i små dele og smidt sammen i én stor pærevælling. Delirium Cordia er en spændende, spraglet affære, der faktisk bryder ny grund i forhold til tidligere Fantômas-/Mr. Bungle-forsøg. Den mangler dog en god rød tråd, og de små lommer af musik gør mere skade end gavn. Albummet kunne med fordel sagtens have haft numre af længere varighed og en reel tracklisting. Den slags tager man dog gerne med, når det er så god underholdning, som Fantômas leverer. Top notch musik i et svært fordøjeligt format.

★★★★☆☆

Deltag i debat