Plader

Fonda: Catching Up to the Future

Skrevet af Rasmus Bækgaard

Amerikanske Fonda spiller en omgang britisk inspiret indiepop, der sagtens kunne være udkommet i 1994, men som alligevel virker i dag, og som vil kunne tiltale mange af Mews fans.

Da jeg hørte det første nummer på den amerikanske gruppe Fondas nye tredje album, Catching Up to the Future, måtte jeg lige kigge en ekstra gang i coveret for at bekræfte, at det ikke var en ny plade fra et gendannet Lush. Alt lige fra melodi til instrumentering og ikke mindst vokalen lyder akkurat som Lush gjorde på deres britpop-plade Lovelife. Men Fonda har ikke noget med Lush at gøre, og faktisk er de amerikanske, selv om alt fra musikalske inspirationskilder til accent på vokalen tyder mere på, at der er tale om et nyt britisk indieband.

Fonda har da også andre inspirationskilder, hvilke dog primært hører til på den engelske indiescene i den første halvdel af halvfemserne. Stilen lægger sig et sted mellem de tidlige halvfemseres drømmende shoegazer-pop og ligeledes tidlige britpopbands som eksempelvis Sleeper og Echobelly. Musikken er drømmende med sprøde guitarer, svævende vokaler og simple keyboardfigurer, mens sangskrivningen er mere stram, ligesom hos britpopgrupperne. Musikken er således tilbageskuende, men formår alligevel at lyde nutidig, blandt andet fordi sangskrivningen er i orden.

Lush-lyden er særligt udtalt i sange som “Electric Guitars” og “Surrender”, mens sange som “I Will Remember You” og “Don’t Look to Me” har en vokal, der lyder meget som Sonia Madan fra Echobelly. De fleste af sangene er rigtig gode, og Fonda har en evne til at få melodierne til at lyde friske, som om de bare rystede dem ud af ærmet. Måske har gruppen fundet opskriften på, hvordan man skruer en god indiepopsang.

Men her er vi også henne ved Fondas akilleshæl: Sangene på Catching Up to the Future er generelt gode, men man sidder alligevel med en fornemmelse af, at der lige mangler den ene melodi eller to – hits, om man vil – der kan gøre Fonda til mere end bare endnu et indiepopband med fine sange. Samtidig mangler Fonda lidt, når det kommer til opfindsomhed, idet de fleste af numrene er ret lige ud af landevejen. Jeg kunne godt ønske mig, at de turde lidt mere, da de på Catching Up to the Future viser, at de kan deres håndværk. Men så længe det virker, skal manglende opfindsomhed ikke nødvendigvis være en dårlig ting.

Ud over at fungere fint som en tidsmaskine tror jeg, at Fondas musik vil appellere til mange af dem, der er faldet for en gruppe som Mews storladne indiepop, der trækker på nogle af de samme inspirationskilder som Fonda. Fonda har ligesom Mew en evne til at lade gode melodier og svævende, storladne arrangementer gå hånd i hånd, som det kan høres i sange som “I’m Yours” og “Loving You Makes Me Sad”.

Kernen i Fonda er ægteparret Emily Cook og David Klotz. I de fleste sange er det Emily, der tager sig af vokalen, mens David synger i enkelte sange. I sidstnævntes sange peges der blandt andet på grund af vokalefraseringerne lidt i retning af Oasis’ mere frembrusende ballader. Sammenlignet med pladens øvrige materiale er en sang som “Until the End” dog lidt for meget i retning af fadølsrock på trods af en god melodi.

Fonda er en god gruppe, og hvis man kan lide de nævnte inspirationskilder, så er der stor sandsynlighed for, at man også vil synes om Catching Up to the Future. Omvendt er det svært at se pladen som en nødvendig udgivelse, da Fonda ikke tilfører noget nyt til en genre, som mange andre bands i tidens løb har bevæget sig inden for.

★★★½☆☆

Leave a Reply