Plader

The Joggers: Solid Guild

Skrevet af Mathias Askholm

Er det de gyldenbrune toner, eller måske er det kombinationen af en trommeslager med en forkærlighed for koklokke og et band vild med firestemmig sang, der gør udslaget? Uanset hvad, efterlader Solid Guild et positivt indtryk.

Lige meget hvor kraftigt The Joggers prøver at understrege deres afstand til retro-rock-bølgen, bliver de uundgåeligt suget ind i slipstrømmen af netop denne musikalske tendens. I pressemeddelelsen til Solid Guild bliver det fremhævet, hvordan retro for The Joggers er identisk med 1870-inspirationer i højere grad end 1970-inspirationer. Den flerstemmige sang, som The Joggers fører som bevis for denne påstand, er godt nok til stede, men til stede er også musik, der ikke kan undvige sammenligninger med The Strokes.

Solid Guild hersker der en løssluppen stemning af på den ene side amerikanske spirituals og på den anden side rock som det oftest spilles – med rytme- og leadguitar, trommer og bas. Rock-indflydelserne varierer mellem en stor Pavement-inspiration og en forkærlighed for retrorock efter The Strokes som forbillede. Alt i alt lander The Joggers i den umiddelbare nærhed af label-kammeraterne fra Star Time, The Walkmen.

The Joggers’ mål er at flytte fokus i musikken tilbage på vokalerne, og siden alle fire bandmedlemmer bidrager med vokaler, er de allerede inde på det rigtige spor. Flerstemmig sang, en anelse tilbagelænet rock og gyldenbrun efterårsstemning er dominerende ingredienser på Solid Guild. Disse ingredienser er med til at danne den stemning, der, når CD’en er færdig med at snurre, efterlader mig med en slags Brian Wilson-feelgood-stemning.

Solid Guild lægger ud med en folk-inspireret og varm indledning. På trods af både flerstemmig sang og bjældeklang er det dog et lidt kedeligt nummer, der blegner meget i sammenligning med den efterfølgende “Hot Autism” – en af de sange, hvor The Strokes-parallellerne er mest åbenlyse. På to minutter og 40 sekunder formår The Joggers at levere et fantastisk sprudlende og kreativt rocknummer, der hører til udspillets bedre.

Ét af de problemer, The Joggers løber ind i på Solid Guild, er, at de bliver fanget i deres eget spind af forventninger til og behov for flerstemmig sang. Flere gange stopper musikken for at give plads til en opvisning af sangtalent. Når det virker, så lyder det som i “Neon Undercarriage”, en up-tempo sang med flerstemmigt omkvæd, hvor også også outroen består af firstemmig mandesang, kun akkompagneret af et keyboard.

“Back to the Future” kan derimod nævnes som en sang, der klippes midt over af firstemmigheden. Midtvejs bliver den ellers forholdsvis overflødige sang til flerstemmig a cappela-sang. Slutningen skaber godt nok stemning og velvære, men sangen hænger meget dårligt sammen, og det ville have været anbefalelsesværdigt at smide den første halvdel væk og i stedet tage skridtet fuldt ud og lave en hel sang med flerstemmig sang.

Af sange fra Solid Guild er der et par stykker, der nødvendigvis må fremhæves. “Little Kings” med galoprytmer på koklokke, havet af fyldig bas og supplerende guitar i “Natural Novice”, “Blured Diggits'” virvar af sang, trommer og guitar – og den allerede nævnte “Hot Autism”.

Når der på denne måde er fremhævet nogle sange, så er der selvfølgelig også sange, der trækker kvaliteten af udspillet ned. Der er en tendens til, at de sange, der ikke er spektakulære, er overvejende ligegyldige.

Det er spændende at se, hvordan rockbølgen kommer til at udvikle sig. Med bands som The Joggers er der åbnet op for store musikalske landvindinger, og måske kan det i sidste ende afløse retro-tendenserne med en rockrevolution. The Joggers revolutionerer ikke, men de er et fornuftigt skridt i en revolutionær retning.

★★★★☆☆

Deltag i debat