Plader

Laakso: I Miss You, I’m Pregnant

Skrevet af Peter Hansen

Med opløftende popsange, sørgelige ballader og en masse andet godt byder finsk/svenske Laakso på en debutplade, der er opsigtsvækkende varieret – og ret god samtidig.

Langt oppe i Finland, hvor alt er koldt, og vinteren varer for evigt, ligger der en dal, som hedder Tornionjokilaakso. Der kommer bandet Laakso og deres musik fra. (Dramatisk pause!!!) Ok, reelt ved jeg ikke, hvor langt oppe i Finland dalen ligger, og engang imellem bliver det vel også varmt dér. Og selvom vinteren er lang, varer den næppe for evigt, og faktisk kommer Laakso lige så meget fra Sverige som fra Finland.

Musikken på Laaksos debutplade, I Miss You, I’m Pregnant, har således fået det bedste af begge verdner. De 13 skæringer byder nemlig både på frisk pop, som kun svenskere kan skrive det, og sørgelige ballader, som må stamme fra Finland. De byder ligeledes på kolde minimalistiske øjeblikke med rum og tid samt hæsblæsende up-tempo-numre komplet med horn og skrig.

I centrum af det hele står forsanger Markus Krunegård. Opvokset i Finland og musikalsk udlært i Sverige driver han Laaksos sange fremad med en karakteristisk stemme, der synger engelske ord med finsk accent. Det er charmerende, og så er det fyldt med nerve og sjæl. Der er ikke tale om decideret skønsang, men personligt ville jeg stemme på Markus Krunegård til hver en tid og to gange om søndagen, hvis finnen stillede op i Stjerne for en aften mod naboens datter, der gav en perfekt udgave af Mariah Careys “Hero”. Krunegård ville dog sandsynligvis slet ikke stille op i Stjerne for en aften, og det giver da også mere mening at sammenligne hans vokal med vokalerne i Hell on Wheels, The Crash og The Plan.

Musikalsk er Laakso spredt meget udover det genremæssige landkort. Den lette, men aldrig ligegyldige popsang er gennemgående på pladen, men klaverdrevne og stille ballader bliver der også budt på. Det Pulp-agtige hjørne af britpoppen kigger også frem engang imellem, og endelige flirter Laakso, ligesom deres svenske kollegaer fra David & the Citizens, til tider med den amerikanske rootsmusik.

I Miss You, I’m Pregnant starter med to gode bud på, hvordan medrivende pop kan være. “Fight the Fight” og “Aussie Girl” er den slags sange, der løfter éns humør, men samtidig minder én om, hvor latterligt det er at være lalleglad.

Lalleglad er man heller ikke i nærheden af at være, når man høre den tredje skæring på pladen. “Loista Laakso” er en stille ballade, der, som det eneste nummer på pladen, bliver sunget på finsk. Et trist nummer og selv om man ikke aner, hvad der bliver sunget om, gør det det kun endnu mere trist. Lidt ligesom med Sigur Rös – og netop de musikalske tryllekunstnere fra Island kommer Laakso faktisk i nærheden af i den smukke “Baby Close”. Selvom der her bliver sunget på engelsk ville nummeret rent stemningsmæssigt passe godt ind på Agætis Byrjun. Sammen med slutnummeret, der blot hedder “Laakso”, og duetten “Month of Mist” udgør de to ovenstående sange de mest melankolske og ‘finske’ øjeblikke på pladen. Andre steder er der tale om mere upbeat musik, blandt andet i singleudspillet “Demon”, der starter frisk, frejdigt og akustisk for så at eksplodere i et energisk og larmende omkvæd: »Put my CDs back in order / Mess them up again / This is how I choose to spend another day of my life / I’ve been eating unhealthy food all week / Fat greasy fastfood meals / I deserve getting wasted / After all it’s Friday night tonight.« Krunegård rammer med denne beskrivelse plet, og i hvert fald minder det mig om nogle af mine egne fredage.

Andre steder på pladen giver Laakso den endnu mere gas end i “Demon”, blandt andet i den lettere kaotiske “Clear”, der godt kunne lyde som en blanding af Broder Daniel og Hell on Wheels. “Russkaja ballad o Detsva” er nærmest ska-agtig, mens den livsbekræftende “Sensation at Five” er det mest optimistiske nummer på pladen. »I know what a sensation it is / To ride a bicycle at the age of 5,« jubler Krunegård i omkvædet.

Alt i alt er I Miss You, I’m Pregnant en plade, der, ligesom alle gode plader, vokser, jo flere gange man hører den. Selvom dette faktum efterhånden er en kliché, er det i Laaksos tilfælde et spørgsmål om, at variationen er så stor fra nummer til nummer, at man ikke kan rumme det hele på en gang. Først hører man en glimrende popplade, der er god til søndag eftermiddage, hvor humøret skal have et skub opad, mens opvasken klares. Senere finder man ud af, at der er mere dybde og kant i musikken end som så.

De eneste problemer med I Miss You, I’m Pregnant er, at teksterne en gang imellem er lidt for banale, og så mangler der det ene nummer, der virkelig og fuldstændigt totalt slår benene væk under én. Når det så er sagt, skal det understreges, at dette er en debutplade af høj klasse. Den får næsten det femte U, fordi det er imponerende, at man kan give sig i kast med så mange genrer uden på noget tidspunkt at falde igennem og samtidig holde det hele samlet som en homogen og yderst lyttevenlig plade.

★★★★½☆

Deltag i debat