Plader

Lewis & Clarke: Bare Bones and Branches

Skrevet af Ivan Petersen

Stille og roligt og lige en lille smule kedeligt.

Gruppen Lewis & Clarke kommer fra kulmineområderne i Pennsylvania og spiller nede-på-jorden-countryrock. Bare Bones and Branches hedder albummet, der er indspillet i perioden marts-oktober 2002, men altså først er udkommet i år på det belgiske selskab Delboy Records. Ret så kort opsummeret er pladen sådan set udmærket, om end man savner en lille smule variation og en sang med et oplagt hit-potentiale, samtidig med at det hele lidt lyder som noget, man har hørt før.

“Western Movie Town” indleder udgivelsen, og det er en fin lille sang med akustisk-, western- og slide-guitar, rhodes-orgel og afslutningsvis lidt trommer. Også “No Name Disaster” er udmærket, selv om nummeret måske er en lidt for arketypisk teenagepige-ballade og i øvrigt indeholder et pudsigt, meget pænt produceret (og dermed faktisk lidt irriterende) kor.

“Bloody Coat”, “Underwater, Man” og “Sirens” er næsten klassiske popsange, hvor specielt sidstnævnte skiller sig ud med skrammeltrommer og cool percussion, men desværre også en forfærdelig afslutning, hvor bandet har ladet sig hippie-inspirere og derfor nærmest lyder som en bizar udgave af Burning Red Ivanhoe. Den langtrukne og langsomt opbyggende slutning i “Dead and Gone” er til gengæld meget lytteværdig. Tre akkorder, tre toner og en stortromme, halvvejs postrock i en ikke specielt standardiseret version og af samme grund god.

Problemet med Bare Bones and Branches er, at pladen derudover alene indeholder forholdsvis kedelige numre, og at selv de ovenstående udmærkede sange lige mangler det sidste, inden man finder superlativer frem. Så er der egentlig ikke så meget mere at sige til det, måske lige bortset fra at det absolut ikke forekommer urealistisk, at Lewis & Clarke med en lidt strammere produktion og en lidt større idérigdom faktisk ville være i stand til at lave et mere kvalificeret udspil. Og det kan man jo så håbe på.

★★★☆☆☆

Deltag i debat