Plader

LFO: Sheath

Skrevet af Mikkel Arre

Efter syv år uden LFO-plader, men med markante producer-jobs for f.eks. Björk, vender Mark Bell tilbage med et mangfoldigt og ganske idérigt album. Lige dele tindrende ynde og uregérlig eksplosionskraft er basis for et fornemt debut-album som solist.

Tilbage i midten af 90’erne opdagede det brede rock-publikum med ét, at der fandtes elektronisk musik, som hverken var synth-pop, der endnu ikke havde opdaget 80’ernes død, eller new age-musik med ende- og tandløse klangflader i hobetal. Nuvel, ingen tør vel hævde, at der ikke fandtes rock-fans med nysgerrige ører (bands som Stone Roses, Happy Mondays og Primal Scream havde da også i starten af 90’erne skævet til technoens dansevenlige beats) – men et stort gennembrud for den elektroniske musik kom, da bands af Manic Street Preachers’ kaliber begyndte at invitere folk som Chemical Brothers til at levere remix-versioner til singler. Og siden har rocken og den elektroniske musik i mere eller mindre udstrakt grad levet af hinanden. Med vekslende succes. Chemical Brothers og kunstnerne på Brighton-selskabet Skint (f.eks. Fatboy Slim og Lo-Fidelity Allstars) levede i høj grad på rockens dynamik (og klichéer) – i starten med et ganske fængende udtryk, men som tiden er gået, er glansen i dén grad gået af bigbeat-genren; ideerne var slet ikke langtidsholdbare.

Rockmusikerne var en smule sløvere til at forsøge at bruge elektronikkens virkemidler, og Radioheads introverte strejfture ud i knugende, Autechre-inspirerede landskaber på Kid A var blandt de første eksempler på fuldgyldige sammensvejsninger af rock og electronica. Siden er der gået mere inflation i den slags blandt rockbands, bl.a. i Tyskland (f.eks. de fremragende The Notwist samt Ms John Soda).

Noget tyder imidlertid på, at veteranerne inden for den elektroniske musik vil have den genre, de lagde en del af fundamentet til, tilbage. Luke Vibert er på sit nye (og lige rigeligt retro-forelskede) album, YosepH, vendt tilbage til 80’ernes acid-house. Og omtrent simultant har Mark Bell udsendt det tredje LFO-album, Sheath. Det er den første LFO-plade, efter at Mark Bell grundet Gez Varleys udtræden er blevet ene mand i projektet, og den peger som YosepH tilbage til acid-house-bølgen, men derudover også til electro-genren. Med andre ord kan man sige, at LFO bliver inden for den nærmeste familie – hér er ingen rock-reminiscenser eller hiphop-inspirationer. I LFO gør Mark Bell sig ingen anstrengelser for at sample hverdagslyde eller akustiske instrumenter ind i sin ellers strittende IDM-lyd (havde jeg evnet at finde et godt alternativ til den kejtede betegnelse IDM, havde jeg brugt det) – intet lyder naturligt eller hverdags-virkeligt; lytteren befinder sig sammen med LFO i en komplet irreel musik-dimension, hvor den elektroniske musik ikke refererer til andre stilarter end sig selv.

Og det er bestemt ikke kedeligt at lægge ører til. Mark Bell, der vel nok primært er kendt for at have produceret for Depeche Mode (Exciter) og Björk (Homogenic), åbner med de to numre på pladen, der på hver sin måde minder allermest om Björk-pladen.

Den krystalklare skønhed går igen i den ypperlige, ja, helt eventyrlige “Blown”. På en tilbagetrukket, rumlende basgang samles langsomt en kakofoni af små, fine klokkemelodier, som efterhånden fortættes og springer ud i små, lysende buketter – som harpe-arpeggioer. Den saliggørende sammenvævning af melodilinjerne, der løfter hinanden højere og højere op, giver mindelser om de største øjeblikke på ISAN’s Lucky Cat, om end Bell er mindre karrig med sine pippende, vimsende rytme-programmeringer.

Straks følger den diametrale antitese, “Mum-man”, der fremmaner Björks højpotente, sammenbidt infernalske “Pluto”. Nummeret er nemlig proppet med knitrende, skurrende støj, som på en trampolinbund af fjedrende, hoppende bas katapulteres op under loftet i frenetiske klimakser. Ved første gennemlytning et afsindigt, overstyret støj-inferno, men efter et par gange går den flossede energi-eksplosion i kroppen – og virker som en mere end kærlig hilsen til den engelske rave-kultur. Det er ikke svært at forestille sig en kondemneret fabrikshal fyldt med ustyrligt svedige dansere, der går amok til “Mum-man”.

I den muntert perlende “Mokeylips” bevæger LFO sig ind i et Plaid-lignende univers, hvor analoge synthesizere klukker og skvulper som små rislende vandløb, mens et slæbende, raspende beat bringer intensiteten ned efter det foregående nummers vildtvoksende udladninger.

Endnu en gang matcher Bell derpå et afdæmpet, yndigt nummer med et energisk og yderst kraftfuldt ditto. Trods sin uindbydende titel viser “Snot” sig at være endnu en ferm produktion fra Mark Bells hånd. Acid-inspirationen er allertydeligst hér, hvor synth-tonerne vrænger og vrider sig, mens et stivbenet, svirpende beat med aggressive og hastige hi-hat-programmeringer pisker tempoet op. Sine steder flintrer kradsende konstellationer af støj-stumper frem og tilbage mellem højtalerne og redder – sammen med nummerets korte varighed og hyper-energiske karakter – nummeret fra at blive plumpt og prøjser-pumpende.

Den dygtige vekslen mellem eksplosivitet og elegance får et nummer som “Moistly” til at lyde som mere, end det egentlig er. Hvis man hører numrene enkeltvis, fremstår “Moistly” som en Boards of Canada-pastiche med vægtløst flaksende synth-linier og en dumpt hoppende, ensformige rytmebund, hvor programmeringerne blot får lov at køre og køre hele vejen gennem nummeret. Hører man i stedet pladen i sin fulde længde, fungerer nummeret imidlertid perfekt som rar kontrast til den hvileløse acid-house.

Uhygge og electro er ikke umiddelbart et oplagt makkerpar, men LFO parrer dem alligevel med et vellykket resultat. “Freak” er i hvert fald en skræmmende forestilling. Med en sprødt summende electro-bas som underlag hvirvles et tiltagende mylder af beats hurtigere og hurtigere i alle retninger, så man til sidst er befinder sig midt i en skudsalve – og da synth-linjerne godt og vel midtvejs bliver mere og mere skævvredne og vrængende, er man hensat til et livagtigt mareridt. »This is going to make you freak!« siger robotstemmen klangløst – og det er ikke helt forkert.

Mere subtilt, men omtrent lige så virkningsfuldt lister uhyggen sig ind i det dystert betitlede “Mummy, I’ve Had an Accident…”, hvor synth-toner ildevarslende vokser frem, mens de bukler og vrider sig som hvileløse ånder. Beatet smælder som udspændte elastikker, og en brummende, lavfrekvent baslinje ormer sig ind og minder om, at det onde kan snige sig ind over alt.

Det gør det da også mod slutningen af Sheath; dels med synthesizer-flader, der nok er smukke og luftige, men også er lige rigeligt sukrede og, nå-ja, Jean Michel Jarre-mimende; dels med et ufatteligt enerverende baglæns synth-loop, der i “Nevertheless” kværner løs fra start til slut.

Om Mark Bell ligefrem tilbageerobrer IDM-scenen som sin ejendom er nok tvivlsomt, men Sheath er ikke desto mindre et ganske glimrende udspil fra en veteran, som bestemt stadig er bevæbnet til tænderne med fantasifulde idéer.

★★★★½☆

Leave a Reply