Interview

Musikken i radioen er noget bras

Undertoner har stillet Ballboys forsanger og sangskriver Gordon McIntyre en række spørgsmål i forbindelse med gruppens tredje album, The Sash My Father Wore and Other Stories, der netop er udkommet.

Vi lever et liv uden for musikindustrien, og vi arbejder fuldstændig modsat af, hvordan den etablerede musikbranche gør.
Udtalelsen kommer fra Gordon McIntyre, der er forsanger i den skotske gruppe Ballboy, og kunne vel egentlig komme fra stort set alle bands på den alternative musikscene. For Ballboys vedkommende giver det dog alligevel mening at tale om deres forhold til den etablerede musikindustri. Gruppen udkommer på et lille selskab, medlemmerne har almindelige jobs ved siden af bandet, og et par af gruppens sange handler eksempelvis om alt det bras, de spiller i radioen, alternativ kontra mainstream, og om en pige i en pladebutik der ikke synes, at gruppen er avantgarde nok.

Undertoner har stillet Ballboys forsanger og sangskriver Gordon McIntyre en række spørgsmål i forbindelse med gruppens tredje album, The Sash My Father Wore and Other Stories, der netop er udkommet.

Ballboy fremstår på en måde nærmest som prototypen på et rigtigt indieband, og stilen er også indiepop af en type, der giver associationer til så forskellige navne som Belle And Sebastian, Pulp og især Hefner. I grundstrukturen er det meste af Ballboys materiale relativt enkle popsange, der er båret af Gordons lidt aparte vokal, og som ofte pakkes ind i storladne, opfindsomme arrangementer med masser af keyboards. Selv er Gordon inspireret af en masse forskellig musik og nævner navne som Violent Femmes, Jesus and Mary Chain, Stereolab, Magnetic Fields og så den ultimative helt Bruce Springsteen som inspirationskilder, alle sammen navne han karakteriserer som “ærlige bands med en mangel på klicheer.” Med hensyn til Bruce Springsteen-inspirationen ved han godt, at den falder lidt ved siden af, men som han siger: “Folk tror, at jeg siger det for sjov, men det gør jeg ikke!

Musikken i første række
Ballboy er ikke en gruppe, der sælger plader i millionvis, men alligevel er der en skare af fans, der spændt ser frem til hver eneste udgivelse fra gruppen. Det væsentlige er ikke salgstal og stjernestatus, men at lave musik der tiltaler et publikum, der i høj grad værdsætter musikken. Og Ballboy har i de seneste år fået en stadigt større lytterskare i takt med, at de har udsendt en stribe singler og to fremragende albums, der hører til blandt noget af det bedste britiske musik, jeg har hørt de seneste år. Som nævnt mener Gordon, at det er helt anderledes, end hvad man kender fra den etablerede musikbranche.
Jeg mener, at de [musikbranchen] forsøger at finde et band, der passer til et bestemt image og forsøger så at overbevise folk om, at de skal købe musikken. For os er musikken og sangene altid kommet i første række. Den eneste grund til, at folk køber vores sange er, at de kan lide dem. Der er ikke nogen stor markedsføringsmaskine bag – ingen mediekampagne og ingen glitrede reklamer – bare sangene.

Ballboy blev dannet i slutningen af halvfemserne og udsendte efterfølgende tre EP’er i begrænsede antal. EP’erne blev rosende omtalt, og blev så efterspurgte, at gruppen i 2001 valgte at samle dem med et par nye sange som deres første album, Club Anthems 2001, der ikke, som titlen ellers antyder, har det fjerneste med dancepop at gøre. Siden er der blevet udsendt endnu en EP – med den rammende titel All The Records on the Radio Are Shite – samt et album, hvor der endnu engang synges om hverdagens trivialiteter, kærligheden og livets større eksistentielle spørgsmål.

Akustisk guitar og strygere
Med de første to plader har Ballboy lavet en række sange, der ofte har været storladne i deres arrangementer, men hvad kan vi så forvente af det nye album?
Den nye plade er et album med akustisk guitar og strygere. Det er meget mere nedbarberet end de to første albums. Vi vil i den nærmeste fremtid indspille endnu et album med en mere fyldig lyd, men jeg ville have disse sange samlet i stedet for at de skulle blive blandet med mere larmende sange. Jeg synes, at det her album har givet de forskellige elementer muligheden for at få mere plads, og der er derfor en klarhed, som du ikke altid kan opnå med masser af lyd. Det er en kliché, men nogle gang er mindre virkelig mere.
Vi kan således se frem til et album, der adskiller sig fra den stil, som Ballboy har forfinet på de seneste udgivelser, selvom der da også her har været en række mere afdæmpede sange med den akustiske guitar i centrum. Et eksempel på Gordons pointe omkring de akustiske arrangementer er sangen Sex Is Boring , der både er udsendt i en akustisk og elektrisk version, og hvor det afgjort er den akustiske, der fremstår stærkest.


Ballboy er i høj grad en gruppe, der lever af mund-til-mund-metoden, når de skal have deres musik ud til publikum. Men de kan også takke den engelske radiovært John Peel for en stor del af deres succes. John Peel har flere gange spillet deres musik og rost gruppen. Gordon anerkender da også i høj grad Peels betydning for gruppen, og på spørgsmålet om, hvorvidt Peel har haft stor betydning for gruppens karriere svarer han:
Absolut. Han lader folk høre noget musik, der ikke bliver spillet andre steder. Han hører til uden for hele den store markedsføringsmaskine, jeg nævnte tidligere. Vi er blevet inviteret til at spille til hans årlige julefest i år, og jeg kan næsten ikke vente. Han er et af de få mennesker, der er værd at give heltestatus.

Teksterne er en væsentlig del af Ballboys musikalske univers, men hvor kommer inspirationen til de ofte meget levende fortællinger fra?
Sangene kan komme alle steder fra. Nogle gange kommer de fra virkelige oplevelser eller følelser inde i mig selv. Nogle gange forsøger jeg at bruge dem til at beskrive de følelser, jeg har, men det er svært at forklare teksterne, da teksterne i sig selv er forklaringer på, hvad jeg tænker. Alle sangene er meget personlige for mig. Jeg skriver aldrig en tekst bare for at få den til at passe til en sang. Hvis teksten ikke har nogen mening, smider jeg den væk.
Teksterne hos Ballboy tager altså ofte udgangspunkt i virkelige situationer, og det er også tydeligt, at der er en mening med dem, da de let giver billeder og associationer for lytteren, blandt andet ved at de ofte er ret morsomme og ironiske.
Jeg mener, at der altid er plads til humor, selv i de mørkeste øjeblikke. Faktisk er det i de mørkeste stunder, man får de mest humoristiske tanker. Jeg kan godt lide, at noget kan være både sørgeligt og morsomt på samme tid. Samtidig er jeg også meget opmærksom på, at mange af sangene handler om mig, der brokker mig over noget. Humoren er så en måde at bløde det lidt op på og få folk til vide, at jeg ikke tager mig selv så seriøst, som det måske umiddelbart kan lyde.

I modsætning til de fleste andre skotske bands, vi hører om, kommer Ballboy ikke fra Glasgow, men derimod fra Edinburgh. Ifølge Gordon sker der ikke så meget på musikfronton i Edinburgh. “Jeg vil ikke sige, at der er en musikscene i Edinburgh, og jeg ikke huske, at der har været en. Der er en scene i Glasgow, men vi er ikke rigtig en del af den.” Men Gordon er også på sin vis glad for, at Edinburgh ikke har sådan en mere etableret scene: “En scene kan være en blandet fornøjelse. Den kan virkelig hjælpe én frem, men den kan også let blive alt for indspist.

Selvom Ballboy har et stigende publikum, har Danmark stadig til gode at få besøg af gruppen, og det er nærliggende at spørge, om der er planer om at komme til landet i fremtiden.
Jeg ved ikke med hensyn til hele bandet, da der er meget at organisere omkring en turné, men måske et soloshow. Jeg kommer ofte til Sverige, da min kæreste bor der, så det burde være muligt. Giv mig et tilbud, jeg ikke kan afslå!
Opfordringen om en koncert med Ballboy på dansk grund er hermed givet videre til danske koncertarrangører.

Links:
Ballboys hjemmeside
SL Records’ hjemmeside

Deltag i debat