Plader

The National Splits: Fontana

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Mike Downey har et band. Det hedder The National Splits. Han går ikke særligt meget op i lydkvalitet, for det vigtigste for ham er at få leveret sangene så udtryksfuldt som mulig. The National Splits’ andet album, Fontana, indeholder en række små perler af amerikansk lofi.

The National Splits opstod, da Mike Downey forlod Chicago-bandet Wolfie i oktober 2000. Wolfie havde gennem sluthalvfemserne været succesfulde på den gryende indiescene, og bandet fik hurtigt påstemplet betegnelsen ‘twee’, selv om de aldrig rigtig hørte til den søde ende af spektret, men formåede at styre udenom med en mere sangskriver-orienteret, ligefrem rock. The National Splits hed i første omgang Mathlete, et band som Mike Downey havde sammen med vennen Dan Marsden. Navnet blev ændret, da de skiftede keyboards, trommemaskine og guitar ud med en simpel guitar + trommesæt-konstellation. Da de begge begyndte at spille i The New Constitution, blev The National Splits Mike Downeys soloprojekt. Nu spiller han alle instrumenter selv, og det er blevet til en række EP’er og et enkelt album inden Fontana.

Det er ikke svært at høre, at The National Splits er et enmandsband. Lyden er en smule flad (og det mener jeg negativt), mens der er en herligt ligefrem og umiddelbar tilgang til sangene: Det er bare 1-2-3-4 og så derudaf; ikke så mange bekymringer om man nu spiller lidt forkert eller ikke lige får startet på det rigtige tidspunkt. Når det er sagt, kan man godt i sidste ende savne lidt mere fylde og styr på tingene. 16 numre på lidt over 37 minutter vidner også om den hurtige in-and-out-tilgang, som bliver udmattende i længden.

Fontanas første nummer er en hurtig lofi-sag. Produceret eller netop ikke – guitar og trommer på “Heart Red Phone” er enkle, sidstnævnte er som et mekanisk beat gennem hele nummeret. Det er vist en trommemaskine. Melodien er enkelt konstrueret, en fin lille sag uden dikkedarer, herligt poppet. Omkvædet er blot en mundharmonika, som spiller med. Nummeret når egentlig at stoppe, inden det er i gang, og slutter med en overraskende venstrehånds-fading, som også findes andre steder på Fontana. Det er dog alligevel et herligt nummer, melankolsk og vemodigt.

Og så er “Exploder” i gang. Med sine blot 47 sekunder er det albummets korteste nummer, en skitse som mere fungerer som intermezzo end som egentligt nummer. “She’s My Baby and She’s Alright”, som følger umiddelbart efter, er ren Apples in Stereo eller The Beatles, vælg selv (The Beatles-referencen gælder for øvrigt også “Get Loose”). Nummeret bliver drevet frem af et udmærket guitarriff, men igen synes nummeret for kort. Det får ikke tid til at udvikle det potentiale, som præsenteres. “Sun Valley” får til gengæld den tid, nummeret fortjener. Her er guitarsoloen dominerende og overtager den rolle, som mundharmonikaen spiller i mange andre numre på Fontana.

Der er stor forskel på, hvor lofi numrene på Fontana er produceret. “Hung Around the Sun” er meget lofi. Lidt for meget, vokalen er mudret og helt uden diskant, mens guitaren, trommerne og mundharmonikaen går fint igennem. Det funger desværre ikke. Her viser lofi’en sig fra sin værste side, når manglen på kvalitet sætter lytteren ud af spillet.

“Hills and Fog” er en stille sag med akavet stortrommeslag på tre og fire. Nummeret bygger langsomt op: Først bliver den semiakustiske guitar erstattet af en distortet én af slagsen, og så kommer guitarsoloen. Og inden den er i gang, slutter nummeret. Bum.
“Sparhawk” er albummets højdepunkt. Et nummer med et orgeltema, som man kan nynne med på med det samme, som om man har hørt det før. Nummeret er et af Fontanas numre, som man hører igen og igen uden at blive træt af det. Det har den rigtige portion genkendelse, som balancerer på kanten af at være noget, man kender.

Mike Downeys stemme er blevet beskrevet som David Bowie på helium, og det er ikke helt ved siden af, selv om den langt fra er så lys, som man kunne forvente. Han synger på en herligt ukompliceret og tilsyneladende ikke særlig planlagt måde, hvilket giver en friskhed til sangene, som primært handler om at hænge ude med vennerne, køre rundt i solen eller have problemer med kæresten. Simpelt og ukompliceret.

Punkmusikken har attituden og energien til, at korte numre passer godt til netop den genre. Det tilsvarende er ikke tilfældet for den amerikanske indie, som The National Splits repræsenterer. Numrene er simpelthen ikke lange nok til, at man får stillet sin nysgerrighed. Det betyder, at når man lytter til Fontana fra ende til anden, bliver man forvirret over at skulle forholde sig til så mange forskellige indtryk, som er så korte. Ind imellem er der numre, som er over de 2:30, og det er dem, man vender tilbage til igen og igen. Der er ingen tvivl om, at Mike Downey er en habil sangskriver, og Fontana indeholder flere gode numre, som kan stå for sig selv som popnumre, næsten klar til P3. Men som album er Fontana en blandet affære.

★★★½☆☆

Deltag i debat