Plader

Piñataland: Songs for the Forgotten Future, vol. 1

Det er de særeste ting, der inspirerer folk til at lave musik. Man kan ligesom forstå teenageangst, cool cash eller frøerne i ens baghave. Men her kommer så newyorkerne i Piñataland og lader sig inspirere af noget så utrendy som historier fra gamle aviser. Og resultatet er faktisk rigtig godt.

Alle har forventninger til fremtiden. Alle håber på en ny og bedre tid, hvis man da ikke ligefrem forestiller sig det værste. Når fremtiden så kommer – i morgen, om et år, til sidst – så glemmer man ofte sine oprindelige forventninger; de bliver jo justerede hen ad vejen, de tilpasses, så det hele i sidste ende kommer til at passe. Sådan næsten da…

Den amerikanske gruppe Piñataland har netop udgivet Songs for the Forgotten Future, vol. 1, deres første CD udgivet på eget pladeselskab. Sangene på denne fine debut kredser om den fremtid, folk i forskellige situationer på forskellige tidspunkter har troet ville komme, men som aldrig gjorde det. Indercoveret er fyldt med små avisudklip fra gamle aviser, der alle danner baggrund for de forskellige sangtekster: børskrakket i 1929, åbningen af New Yorks World Fair i 1939, Mathias Rusts flyvetur over Sovjet med landing på den Røde Plads i 1987 og meget andet.

Er gruppens tekster inspireret af en svunden tid, så er dens musik det så sandelig også. For det første består besætningen af harmonika, guitar, tuba, violin, trommer og steelguitar (!) – ikke det mest almindelige line-up for et poporkester. For det andet er kompositionerne inspireret af lige dele cabaretmusik, som den lød teatre i Berlin i 1930’erne, af amerikansk folkemusik som man finder den på den excellente Anthology of American Folk Music kompileret af Harry Smith, og af hvad man kan kalde datidens loungemusik. Den slags musik, som Palmehaveorkestret spillede herhjemme, og som i min barndom fyldte siestaen mellem 12.30 og 13.00 på P3. En noget gammeldags blanding, altså. I pressemeddelelsen, der fulgte med mit cd-eksemplar, forklarer den ene af bandets to hovedfigurer, David Wechsler, at de på ingen måde anser sig selv for “old-timey purists” – de har i allerhøjeste grad lyst til at lyde moderne, blot via de instrumenter de nu engang har valgt at spille på.

Moderne eller ikke moderne er ligegyldigt i denne sammenhæng. Holder sangene til en nærmere granskning, eller bliver man træt af det hele efter et par gennemlytninger? Det må være hovedsagen.
Hvis jeg kun havde hørt Songs for the Forgotten Future én gang, havde jeg dårligt været motiveret til at skrive om den. Der gik et par dage, og jeg blev jo nødt til at høre musikken igen. Ikke meget ændrede sig. Og således blev jeg ved tre, fire, fem gange. Langsomt begyndte jeg at nikke genkendende til dejlige passager, og nye oplevelser åbnede sig: Jeg nød den herlige steelguitar, specielt i “Gramcery Ball” og “Velocity”. Jeg måtte erkende, at tubaen faktisk er brugt ganske kreativt, og sangerens stille søgen efter de høje toner er egentlig meget charmerende. “Og så mange gange gør han det jo heller ikke,” tænkte jeg, næsten flov over min første hårde dom.

Før jeg fik set mig om, begyndte jeg at nynne sangene, de mest mærkelige steder og til sidst, til allersidst, tog jeg fat i coveret og fulgte med i teksterne og de små avisudklip. “Hvad er det egentlig, jeg går og nynner?”
Først her blev jeg opmærksom på historien om Ota Benga, en pygmæ, der i 1904 kom til USA i forbindelse med Verdensudstillingen i St. Louis og endte sit liv i abeburet i Bronx’ zoologiske have. Sangen om ham er en heftig polka med harmdirrende lyrik: »A little man’s got a strange fate / With an orangutan roommate / He never even knew Ota Benga’s name,« og i sidste vers: »Somewhere your body rests in a nice white suit / But they stripped you down to the roots / They can laugh till it hurts / Bones down deep in the dirt / I hope one night they wake up screaming your name / Ota Benga’s name.«

Og det viste sig, at cd’en vrimler med den slags små historier, der sætter den store verden i relief. Nævnes må også historien om kvarteret East Tremont i Bronx, der i 1950’erne blev jævnet med jorden for at give plads til en jernbane. Ikke synderligt ophidsende for os danskere i dag, men alligevel. Sangen er nemlig vinklet ud fra et brev sendt fra en fattig dame til lederen af byggeriet, om han kunne hjælpe hende og hendes mand økonomisk, da de ikke havde råd til at flytte til deres nye lejekaserne i en anden del af New York. Vi ser de store konflikter gennem de smås øjne og sidder samtidig inde med en viden om, hvad der siden skete. En viden, der i forhold til sangen “1939” næsten ikke er til at bære. En sang fra en optimistisk far til sin søn om, at »here in 1939 you can see the future shining / From the Perisphere to a new world / If you take my hand I’ll point you there.« Det gik som bekendt anderledes.

På denne fremragende måde bliver vi, som lyttere, konfronteret med vores egne drømme og håb og mindet om, at vi aldrig ved, hvad morgendagen bringer. Selv om vi retrospektivt nogle gange tror, vi vidste det.

Som en lille intro til samtlige numre, har bandet fundet gamle, originale optagelser frem, der belyser de respektive sanges indhold, f.eks. Franklin D. Roosevelts åbning af World Fair i 1939, astronauten Buzz Aldrin fra sin plads i Apollo 11, 1969 og mandskoret fra Den Røde Hær der åbner sangen om Mathias Rust. Det rammer sangene ind og sender én tilbage i tiden. Kort sagt en god idé.

Songs for the Forgotten Future, vol. 1 er ikke udgivet i Danmark. Vil du derfor have fat i denne CD, hvad jeg kun kan anbefale, må du ind på nettet og finde den enten på Cdbaby.com, Towerrecords.com, Amazon.com eller bandets egen hjemmeside. Men husk: Bliv ikke overrasket, hvis du bliver nødt til at spille musikken en, to, tre gange, før den giver afkast – men bliv så til gengæld heller ikke overrasket, hvis du pludselig vil høre den igen og igen.

★★★★½☆

Deltag i debat