Plader

The Rapture: Echoes

Skrevet af Rasmus Bækgaard

Endnu en omgang postpunk fra New York. The Rapture er udråbt til at skulle forny genren, men selv om Echoes har mange gode numre, lever gruppen kun delvist op til hypen.

Rygterne har i det seneste år svirret om en single ved navn “House of Jealous Lovers”, der har formået at sætte selv de mest trendy klubber i New York på kogepunktet. Nummeret er lavet af gruppen The Rapture og består af et stramt technobeat, skarpe guitarsalver og en skinger repeterende vokal. Singlen er blevet genudgivet utallige gange på white labels og i små oplæg, hvilket har gjort The Rapture til et hot navn. Gruppen er blevet udråbt til at være det næste store navn efter Radio 4 og Interpol til at opdatere postpunk-genren til det 21. århundrede. Hipness-faktoren er således ekstrem høj, når talen falder på The Rapture, og spørgsmålet er så, om gruppen kan leve op til forventningerne. Svaret er både ja og nej.

Hvis man forventer en omgang højeksplosiv danserock, bliver man lidt overrasket når man sætter Echoes på. Det første nummer, “Olio”, starter med et forholdsvis roligt beat, en enkel melankolsk pianofigur og en vokal, der er noget af det tætteste, nogen har været på at lyde som Roberth Smith. Sangen kunne sagtens være et outtake fra The Cures Mixed up-plade, og den er i særklasse. Herefter følger endnu to mere afdæmpede sange, der dog begge fremstår som parenteser. “Heaven” er en ret umelodiøs, eksperimenterende sag, der ikke kommer nogen vegne, mens balladen “Open up Your Heart”, der låner voldsomt fra David Bowies “Five Years”, ikke helt kan løftes af Luke Jenners skingre stemme, der passer bedre til de mere voldsomme numre.

Herefter skrues der op for discorytmerne. Først med den skuffende “I Need Your Love”, hvor der er lidt for meget fokus på diskodelen. Nummeret består stort set kun af et elektrobeat og lidt keyboard, indtil der til sidst kommer en kort saxofonsolo. Det lyder ganske enkelt mere af Turn up the Bass end af trendy klubber og forsøg på at lave nyskabende musik.

Efter disse to numre kunne man godt blive lidt nervøs for, om Echoes skulle vise sig at være en lang fuser, men så går det løs i form af pladens centrale forløb med de tre sange “The Coming of Spring”, “House of Jealous Lovers” og “Echoes”. Det er helt sublimt, og der er ganske enkelt tale om et 11 minutters sandt tæppebombardement af rytmer, funky basgange, guitarriffs og støj. Det skulle kunne give de fleste åndenød.

Det hæsblæsende tempo fortsættes i “Killing”, der har en stramt programmeret basgang som omdrejningspunkt, men mod slutningen af pladen sættes tempoet ned igen. I “Sister Saviour” er der tale om en mere minimalistisk elektronisk rock, der peger lidt i retning af firsernes mørkere elektropop, mens “Love Is All” er et mere traditionelt Rolling Stones-inspireret rocknummer. Afslutningsnummeret “Infatuation” er en ballade, hvor rytmegruppen låner lidt fra jazzens verden. Luke Jenner forsøger her endnu en gang på at synge, og selv om det stadig ikke er hans stærke side, virker hans melankolske vokal bedre her.

The Rapture går ligesom den beslægtede gruppe Primal Scream ikke på kompromis. Der er ikke meget varm balearisk stemning over gruppens rytmer, og guitaren virker ofte som en issyl, der borer sig ind i hjertet. Dansenumrene er lyden af fester i kolde fabrikshaller, mens de mere afdæmpede sange er lyden af en natlig regnvejrstur gennem den farlige, pulserende storby. Det er prisværdigt, at gruppen ikke lefler for pænheden undervejs, men det gør også pladen til en lidt tung omgang, der gør sig bedst i mindre portioner.

Fusionen af rock og dansemusik hører til blandt de svære discipliner, hvor mange er faldet igennem med et brag. The Rapture falder ikke igennem og formår ligesom to af genrens helt store grupper New Order og Primal Scream at få de to væsensforskellige genrer til at hænge fint sammen.

Echoes har mange gode elementer, men formår alligevel ikke helt at leve op til hypen. Der er blevet lagt op til, at The Rapture skulle sætte en ny musikalsk dagsorden, men dertil bevæger materialet sig for meget på allerede kendt grund. Pladen har dog en række fremragende numre og formår derfor akkurat at hive de fire U’er hjem.

★★★★☆☆

Deltag i debat