Plader

Societá Anonima: Silence Then the Attack EP

Engelsk tomands-band der gennem deres støjende og energiske lofi giver et bud på rock’n’roll anno 2003.

Societá Anonima began with a simple desire to write and record what we consider to be experimental rock and roll.
Whatever happens happens.

Sådan står der i Societá Anonimas pressemeddelelse. Allerede før man hører musikken, får man en idé om, hvordan den lyder. Nej, ikke hvordan den lyder, men hvordan den bliver spillet. Den ’mistanke’ bliver forstærket, når man så samtidig ser coveret til denne deres anden EP, der er holdt i sort/hvid og nærmest bevidst er kikset i sit design: printet på et ubestemmeligt stof et sted imellem papir og pap, med ’skrivemaskine’-bogstaver i forskellig størrelse og pyntet med Roy Lichtenstein-agtige collager af folk til fest. Det hele giver et fingerpeg, om hvordan bandet fungerer, og hvordan de skriver deres sange – man får en fornemmelse af, at deres attitude mod musikken er rastløs, nærmest ligegyldig… på en god måde altså: Her er et band, der ikke spiller musikken for andres skyld, men udelukkende for egen fornøjelse.

Det er jo ikke et dårligt udgangspunkt for at skabe netop den musik, de gør: energisk og spontan rockmusik. Måske ikke med så forfærdelig meget dybde og eftertænksomhed i musikken, men det er jo heller ikke alt, man behøver. For når man hører den slags musik, som Societá Anonima spiller, glemmer man alt om ting som netop gennemtænksomhed og originale tekster. Dermed ikke sagt, at Societá Anonima bare er et ubetydeligt plagiat af en masse ting, man har hørt før, men det er bare ikke det, der er drivkraften i musikken. For selv om det absolut ikke er genialt, kan man ikke undgå at blive revet med af musikken, der er lettilgængelig og fængende lige fra starten, men alligevel også giver noget igen efter fem eller 10 gennemlytninger.

Societá Anonima er et tomands-band fra England. De udgav i 2001 deres første håndgribelige udspil, EP’en The (51) Torpedoes (på deres hjemmeside uploader de konstant næsten alle de sange, de har skrevet), der ligesom denne nye EP består af sange, der udstråler en nærmest ligegyldig holdning til alting – et band der bare spiller den musik, som deres støjende guitarer, mumlende vokaler, DIY-trommeopsætning og finurlige keyboardfigurer danner. Ikke så mange soniske eksperimenter eller lyster til at skabe uhørte lydeventyr, men til gengæld skinner det tydeligt igennem i musikken, at de har det sjovt og nyder at spille sammen.

Eighteen Pages of Nonsense begynder med forvrænget guitar, der langsomt fader ind i lydbilledet, mens et sample bliver afspillet baglæns igen og igen. Det hele bliver pludselig brudt af et tight guitarriff og forsanger Andy Crumbs karakteristiske, nærmest monotone stemme. Man når lige at tænke Pavement anno 1993, før sangen for en kort stund afbrydes, nærmest trækker vejret ind og kører lidt i tomgang, hvorefter trommer og en lille keyboard-rundgang bliver inviteret indenfor og danner sangens omkvæd. Nogenlunde sådan forsætter arrangementerne: Hele tiden bliver små brudstykker presset ind og brugt på forskellig vis. Det hele ender i skrigeri fra Crumb akkompagneret af støjende guitarer –
hele tiden uden at virke skræmmende eller selvhøjtideligt. Det er der bare. Mere enkelt end det måske lyder, men særdeles effektivt.

Lige så simpelt fungerer Just Ink on Paper: først lidt guitar, så lidt sang, så lidt guitarriff, så et melodisk mellemstykke, så et omkvæd, så lidt guitar igen, så på ny noget der minder om et vers. Pludselig tror man, at sangen er færdig, men så kommer guitaren ind igen efter et par sekunders tyngende stilhed. Senere kommer vokalen ligeledes ind igen, og så kører sangen igen derudaf. Igen.

Og sådan er det egentlig med de fleste af EP’ens sange. The Art of Destruction lyder måske en snert for meget som Sonic Youth i deres mest poppede øjeblikke, men det er hurtigt glemt. Det, der her er et reelt minus, er, at kompositionen visse steder på pladen til tider virker en tand for usikker. Selv om Societá Anonima ikke lægger skjul på, at det ikke er deres styrke, så er det en smule irriterende, at sangene ikke helt ved, om de skal køre stilen helt ud og ende i sonisk støjsammensmeltninger (hvem sagde Sonic Youth?) eller vælge at følge en mere ordinær sangorienteret struktur. Og netop derfor er Surburban Missile Crisis of 1969 pladens højdepunkt og den mest lovende af de seks skæringer. Godt nok er det også den mest poppede, og selv om det egentlig klæder Societá Anonima bedre at støje lidt, føler man her, at bandet har fundet et godt sted at stå.

Pivoting Head, derimod, er en ret ligegyldig instrumental passage, men heldigvis er det ikke en bitter smag, man sidder tilbage med i munden, når EP’en er færdig. Den afsluttende Back Seat Rendezvous er nemlig Societá Anonima tilbage i vant stil med iørefaldende guitar- og keyboardfigurer, der løber om kap.

“œUnauthorized duplication is encouraged” står der bag på Societá Anonimas EP. Igen et tegn på at de ikke (endnu, i hvert fald) spiller musik for pengenes skyld, men derimod for deres egen, og hvis muligt måske for en lytter eller to. Man må tage deres musik for hvad, den er. Nogle vil sikkert blive skræmt væk af deres lofi/DIY-lyd, andre vil ikke finde nok udvikling i sangene. Og selv om deres musik planter et smil på mit ansigt, stiller jeg mig skeptisk for, om de kan blive ved med at gøre det.

Udviklingen fra The (51) Torpedoes til Silence Then the Attack har ikke været stor, og man kan kun håbe på en smule mere på næste udspil – ikke nødvendigvis et radikalt skifte i lyd, bare en smule fremadsynet udvikling. Ligeledes har de måske heller ikke endnu nok (godt) materiale til en hel plade, men i bund og grund er Silence Then the Attack et ganske lovende udspil fra de to engelske herrer. Jeg vil i hvert fald holde øje med dem i fremtiden – og både vente med at udråbe dem til rockens redningsmænd eller afskrive dem som kedelige. Lad os nu se, hvad fremtiden bringer…

Whatever happens happens.

★★★★☆☆

Leave a Reply