Plader

Spain: Spirituals – The Best of Spain

Opsamlingsalbum fra Josh Hadens melankolske, langsomme og lidt kedelige band Spain viser, at ikke alt, der pludselig rammer en åre i tidsåndens indre, står distancen.

Tænk, det er allerede otte år siden, at Spain udsendte det tyste Blue Moods of Spain. Et album, der blev rost i alle verdenshjørner for sine melankolske og stille sange om ulykkelig kærlighed og for sine nedbarberede arrangementer. Dengang cd’en udkom, syntes man, at musikken emmede af jazz. Måske på grund af coverets venlige nik til gamle pladecovers fra jazz-selskabet Blue Note, eller måske det var, fordi Spains frontfigur, sangskriver og leder, Josh Haden, er søn af jazzbassisten Charlie Haden. At faren er jazzbassist, er nu ikke til at høre, men det har sikkert ikke skadet bandets chancer for at trænge igennem mediemuren, at der var en berømt far i baggrunden.

Tre albums blev det til for orkestret, hvis eneste gennemgående figurer var Josh Haden selv og guitaristen Merlo Podlewski. Hvis man nogensinde har undret sig over bandnavnet, kan man i indercoveret, i Hadens selvforfattede lille gennemgang af orkestrets historie, læse, at det kom til ham i en drøm tilbage i 1993 – og altså intet har med landet Spanien eller en opfattelse af landet at gøre. Så blev vi så kloge. Jeg har ikke hørt Spain siden debuten og troede faktisk, de var gået i opløsning for mange år siden. Men de har udgivet tre albums, det andet, She Haunts My Dreams, i 1999 og det seneste, I Believe, i 2001.

Nærværende Best of”¦ deler næsten sol og vind lige imellem de tre albums: fire numre fra Blue Moods”¦ og I Believe og tre fra den midterste udgivelse. Dertil kommer fem numre, der ikke tidligere har været ude på CD: To stammer fra en vinylsingle, og tre numre er optaget live i 1995 og 1996.

Josh Haden har aldrig været en stor sanger, ej heller en stor lyriker. Hans mørke og til tider hviskende stemme kan minde om Joseph Arthurs, der dog både som sanger og lyriker har meget mere bid og nerve end Haden. Kvaliteten ved Spain er derimod i høj grad musikernes samspil og den tyste stemning, der kendetegner samtlige numre. Sangene er rugende, melankolske og handler alle som én om kærlighed. Enten er hun lige skredet, eller også kom hun aldrig. Enten må sangeren lige have tid til at overveje, om han nu skal blive, eller også er et gammelt venskab lige blevet ødelagt af et one-night-stand. Det er svært at være alene, men det er endnu sværere at være i forhold. Det er dog også denne opskrift på samtlige numre, der i længden gør Spain kedelige. At de 11 best of-numre stammer fra tre forskellige plader, er næsten ikke til at forstå. Godt nok bliver strygere og keyboard-flader brugt mere rundhåndet på sangene fra I Believe, men bundlinjen viser alligevel de samme blå tal. På den anden side er det da også med til at gøre opsamlingen helstøbt, og hvis man ikke vidste bedre, kunne udgivelsen sagtens gå for at være et reelt album.

Den bedste oplevelse er klart cd’ens to sidste numre. To coverversioner, Willie Nelsons “Funny How Time Slips Away” og Kurt Weils “September Song” sætter pludselig bandets mangler i relief – hvor er deres egne gode melodier? Ikke en eneste af Spains melodier vil overleve på samme måde som de to klassikere; til gengæld kan det godt være, at Spains udgaver af de to sange vil. De er nemlig nedbarberede, enkle og spillet uden dikkedarer, og de åbenbarer, hvad Spain kunne have været med mere langtidsholdbare sange.

Spain er et hyggeligt og tilforladeligt bekendtskab, der ikke vil ødelægge nattesøvnen, men som måske godt kan farve en stille efterårsaften med ens elskede. Bare ikke for tit. Måske er det simpelthen en livsnødvendighed, at sådan et band opstår med jævne mellemrum?

Kort tid efter udgivelsen af I Believe fandt Josh Haden ud af, at tidsånden var løbet fra Spain, og efter en kort turné på Vestkysten i USA opløste han i al stilhed bandet. Rygterne vil vide, at han i øjeblikket arbejder på et soloalbum sammen med den noget mere legesyge producer Dan ‘The Automator’ Nakamura. De arbejdede i 2001 sammen om et nummer på den herlige Prince Paul-udgivelse Handsome Boy Modelling School, og hvis det nummer er normgivende, kan det sagtens blive fornøjeligt at følge Josh Hadens videre færd.

★★★½☆☆

Deltag i debat