Plader

Spiritualized: Amazing Grace

Skrevet af Mikkel Mortensen

Kort, kontant, råt og smukt nyt album fra Jason Pierce og co.

Det kan ikke være nemt at følge en stor kunstnerisk succes op. Et album, alle anmeldere finder fantastisk, og som vinder priser (“Album of the Year” hos NME), mens det bliver solgt i en anseelig mængde (ca. 200.000 eksemplarer). Det lod heller ikke til, at J Spaceman (eller Jason Pierce som han i virkeligheden hedder) vidste, hvad han skulle gøre efter 1997’s mesterlige Ladies and Gentlemen We Are Floating in Space, og det tog også fire år, før han endelig vendte tilbage i 2001 med Let It Come Down – et album, der forfinede formlen fra forgængeren, men desværre også mistede noget af nerven gennem de næsten to år, Pierce tilbragte med at indspille og mixe det over 70 minutter lange værk.

Det var ikke, fordi Let It Come Down ikke havde sine kvaliteter. Det havde det bestemt. Det manglede blot det sanseløst berusende og disharmonisk støjende drive, som forgængeren excellerede i. I stedet valgte Pierce at sætte tempoet helt ned (så langt ned, at Low var ved at miste titlen som verdens langsomste band), og derfor blev albummet – hvor smukt det end var – en noget søvndyssende affære. Det lader til, at Pierce har forstået det, for nu, kun to år efter forgængeren, er han allerede klar med Amazing Grace, et album som NME var hurtige til at kalde for Spiritualizeds “garage-rock album.” Et udsagn, der faktisk er en smule sandhed i. Amazing Grace er i hvert fald noget mere rå, simplere og kortere end sin forgænger.

Det kan man allerede forvisse sig om i den fine, brutale, pianoinficerede blues-åbner “This Little Life of Mine”, hvor Jason Pierces stemme er meget langt fra det hviskestadie, den ellers ofte befinder sig i. Her er den hæs og kantet, hvilket passer perfekt til sangen. Pierces hæse stemme passer ligedeles perfekt til den bluesede, kantede og feedbackhylende “Never Goin’ Back”. Endnu bedre end disse to er singlen “She Kissed Me (And It Felt Like a Hit)”, hvis titel naturligvis refererer til The Crystals’ “He Hit Me (And It Felt Like a Kiss)”, men der er ikke meget følsom pigepop over denne støjende perle af en rocksang.

Selvfølgelig kan Jason Pierce ikke holde sig i den rockede del af spektret, så der er heldigvis også plads til de storladne, smukke, nærmest gospelinficerede ballader, der nærmest er blevet Spiritualizeds varemærke. “Hold On”, der citerer salmen, der lægger navn til albummet, er dog ganske simpel, men er alligevel en helt brillant ballade. Det samme kan bestemt også siges om de mere storladne “The Ballad of Richie Lee” og “Oh Baby”. Førstnævnte er strygerbelagt, mens sidstnævnte fører sig frem med atmosfærisk, afdæmpet guitarstøj og et gospelkor som underlægning.

Bedst er dog den helt fantastiske “Lord Let It Rain on Me”, der starter simpelt, kun med Pierces krakelerende stemme og en akustisk guitar, men det varer ikke længe, før et gospelkor dukker op og hæver sangen til det sublime. Albummets eneste fejlskud er det mislykkede instrumentalnummer “The Power and the Glory”, som det er meget svært at se meningen med.

Amazing Grace er bestemt en manifestation af, at Spiritualized er et rockband, men det 43 minutter lange album lader os dog aldrig glemme, at Jason Pierce stadig er i stand til at skrive storladne og smukke sange som meget få andre, så man kan kun håbe, at der ikke går fire år, før vi hører fra ham igen.

★★★★☆☆

Deltag i debat