Plader

Strange Party Orchestra: Traveller’s Tale

Strange Party Orchestra inviterer til housewarming, hvor du kan møde en sømand fra de syv verdenshave og en detektiv fra storbyen. Dejlig musik fra et af Danmarks oversete orkestre.

Hvor kan det altså være svært at rubricere musik! Normalt kan musikken puttes ned i forskellige genrer og kasser, når en plades stemning og udtryk skal beskrives. Det er så dejlig nemt. Men konstant opdager man, at kasserne ikke er rummelige nok, fordi de fordømte musikere går deres egne veje og ikke lader sig stoppe af de hegnspæle, som andre møjsommeligt har sat op. Det er altså irriterende, det er!

Hvad er nu f.eks. Strange Party Orchestra for noget, om jeg må spørge? En kvintet! Ja, det er nemt at se: Besætningen er orgel/klaver, bas, saxofon, trommer og percussion. Godt, altså instrumental musik? Nemlig. Instrumental musik med saxofon”¦ hmm, det må være noget jazz af en art? Ja, af en art – jazz kan nemlig kun bruges som kasse, fordi der af og til optræder improvisation, og en enkelt gang eller to bliver spillet en swingrytme på et bækken eller med whiskers på en lilletromme. I ganske kort tid, oven i købet. Jamen, hvad skal vi så kalde det? Det ved jeg ikke!

Traveller’s Tale er det mærkelige festorkesters fjerde udgivelse. Jeg har ikke hørt de foregående. Endnu. For jeg bliver nødt til at finde frem til dem, da dette orkester er en sjældenhed. Deres inspirationskilder må komme mange steder fra, men de får dem alligevel samlet til et helt og selvstændigt udtryk. Ankermanden i orkestret er, efter alt at dømme, trommeslageren Kåre Elers – og han og percussionisten Anders Nyholm står for et af orkestrets særkender: den sprudlende og fantasirige brug af gonger, klokker, woodblocks, klokkespil, xylofoner, pivedyr – you name it. Dette arsenal af slagtøjsinstrumenter farver musikken, gør den levende, smuk, oprørsk, facetteret og til tider sjov. Ikke sådan at forstå, at de to janitsharer overskygger de andre medlemmer af orkestret – Anders Vestergaards vibrerende orgler, Kristian Vilmanns stemningsfulde saxer og Tina Mous solide bas – men det er i høj grad dem, der gør Strange Party Orchestra til noget særligt.

Musikken på den nye cd – smagfuldt pakket ind i karton og dekoreret af T.S. Høegs tegninger – er tænkt som en helhed med en indgang og en udgang, og numrene kan groft sagt deles op i to kategorier: rugende, ulmende ballader (der kan lede tankerne hen på tyske Bohren & der Club of Gore uden dog at blive så knugende som dem) og mere teateragtige og skæve temponumre. Min personlige smag hælder helt klart til de førstnævnte, idet jeg hurtigt bliver træt af pseudo-cabaret, tangoinspirationer og um-ba-ba i valsetakt. I hvert fald i denne sammenhæng.

Cd’en starter nu ellers friskt nok med “Entré”, der nærmest er en fuld mands sang – snublende og slingrende – afløst af et mere lyrisk mellemspil. Fra nummer to bliver det rigtigt spændende. Og rasende stemningsfuldt. “Be Missed” er nærmest en salme med højstemt og klassisk melodiføring: sangbart og iørefaldende, smukt spillet af Vestergaards næsten kirkeagtige orgel med en dyb understemme hos saxofonen. Men en djævel gemmer sig i detaljen. Under hele nummeret løber en elektronisk (radio?)støj, der undergraver det lyriske og sætter det hele på spil. En effekt gruppen benytter sig af på flere numre – med stor succes.

I titelnummeret lyder det, som om vinden suser ind ad utætte vinduer og får de tændte stearinlys til at blafre i efterårsmørket. Melodien spilles af en følsom xylofon godt hjulpet på vej af et nøgternt klaver. Bassen slentrer stille og roligt af sted uden at lade sig forstyrre af de rislende bækkener.

“Clockwise” ødelægger næsten den gode stemning, thi her er orkestret lidt for meget ovre i den føromtalte teatermusik. En lettere tangoinspireret rytme med en lettere irriterende melodi – sådan et nummer som kunne åbne en totalteaterforestilling af Peter Langdal i Østre Gasværk i 1980’erne. Det kan også minde om super-eklektikerne i Bazaar, hvis nogen kan huske dem. Anders Vestergaards orgel kunne sagtens være spillet af hans navnebror Anders Koppel – Bazaar ville sikkert have taget nummeret længere ud på de improvisatoriske overdrev, men et slægtskab er der.

Med “Tystnad tystnad tystnad” er festmusikerne heldigvis tilbage på sporet: På en regnvåd, neonoplyst gade lister en ensom detektiv sig af sted. Det knirker og ringer, der er masser af svusj fra bækkener og stemningsopbyggende arytmik fra congas. En gangstermelodi spilles frygtsomt på tenorsax, og et massivt orgel lægger en tyk bund. Halvvejs går nummeret nærmest i stå. Klokker og gonger lægger op til et efterspil, der helt fjerner sig fra gadestemningen og nærmest bliver til en lille march. En sopransaxofon overtager hovedrollen og tager sig først af melodistemmen – med tenoren nedenunder – siden af en lille solo, der lukker og slukker for et afvekslende nummer, hvor den første halvdel dog fungerer bedst.

Er det et legetøjsorgel? En hullet harmonika? I hvert fald er lyden perfekt til “Sailor’s Song”, der nærmest er en parodi på en sømandssang. Man kan sagtens høre en fuld sømand i Nyhavn i en gammel film fra 1956 synge en sang om de syv have og alle de forladte kærester, men hvor kammeratskabet ombord heldigvis gør det hele værd. En melodi der sagtens kunne være at finde på et Tom Waits-album. Igen er den legesyge percussion et kapitel for sig og grunden til, at nummeret letter.

En anden velvalgt titel er “Night Owl Café”. Nummeret lægger sig i forlængelse af titelnummeret med kold vestenvind og melodien spillet af xylofonen. Orglet har dog overtaget klaverets rolle, som skaber den trætte stemning.

Cd’ens bedste nummer er “Room 202”. Nummeret kan nærmest karakteriseres som skæv loungemusik. Men hvis man en dag bliver inviteret til en reception, hvor dette nummer spilles som baggrundsmusik, er jeg bange for det kan gå hen og blive det mest skræmmende cocktailparty, man nogensinde kommer til. En radio kører i baggrunden med en dårlig forbindelse, leder måske efter en kanal? En spooky orgellyd med masser af dissonans og lunefulde indsatser slynger sig om den stille melodi. Et tæppe af klokker og ringlende metal lægger sig under det meste af nummeret og skaber en uheldssvanger stemning, der forløses af en pludselig eksplosion: Saxofonen larmer og bækkenerne hvisler. Det er overraskende og særdeles velgørende med en sådan udladning, hvor musikken bliver grim og vender vrangen ud på sig selv.

Står det mon klarere nu, hvilken genre dette uhåndgribelige orkester bevæger sig indenfor? Er der nogen, der bliver skuffede, hvis jeg konkluderer, at det bare er… musik? God musik. Det gør ikke noget, vel?

Strange Party Orchestra har under alle omstændigheder skabt en skøn cd, der skiller sig ud uden at være hverken mærkelig eller svært tilgængelig. Denne slags musik bliver aldrig trendy, kommer aldrig på MTV og kommer sikkert heller aldrig til at sælge særlig meget. Men er du blevet nysgerrig efter at høre dette særegne band, kan jeg godt love, at du ikke bliver skuffet.

★★★★☆☆

Deltag i debat