Plader

The Strokes: Room on Fire

The Strokes nye album Room on Fire halter bagefter og har ikke samme iørefaldende lethed og elegance som forgængeren. Og så mangler der i den grad et par gedigne energiladede numre til at få tempoet i vejret og få fyret op for festen.

Efter kun at have udgivet en enkelt EP i starten af 2001 blev New York-gruppen The Strokes straks udråbt af en enig, international musikpresse til at være årets absolutte rocksensation. De var unge, så godt ud, havde den rigtige stil og attitude – og så spillede de en flabet, minimalistisk og uimodståelig iørefaldende form for rendestensrock, som man ikke rigtig havde hørt magen til siden punkrock-revolutionen eksploderede i slutningen af 1970’erne med bands som The Ramones, Blondie, Suicide og Television.

Da debutalbummet Is This It udkom senere på året, havde The Strokes for længst været på forsiden af samtlige mode- og musikblade og fået oparbejdet en talrig fanskare, der fulgte gruppen i tykt og tyndt – ikke mindst på turnéerne, der udviklede sig til næsten Beatlesagtige tilstande. Albummet høstede formidable anmeldelser, afgav indtil flere hitsingler og solgte i omegnen af 2 millioner eksemplarer. Og hermed var signalet givet til et fræsende triumftog ud ad rockens beskidte motorvej med The Strokes i den naturlige føreposition, mens en sand retrorockbølge af andre nye The-navne som The Hives, The Vines, The White Stripes, The Datsuns, The Yeah Yeah Yeahs (for bare at nævne de mest kendte af dem) halsede bagefter i et hæsblæsende tempo for at vinde publikum og mediernes gejst og gunst.

Jeg skal hurtigt være den første til at indrømme, at jeg med stor begejstring og beundring hilste hele denne nye garagerockbølge særdeles velkommen efter et par lidt matte år set med rockens øjne. Og især var jeg vild med The Strokes, der efter min mening klart havde fortjent at blive udråbt som bannerførene for nyrocken. Det var derfor med de måske største forventninger til en pladeudgivelse i år, at jeg satte The Strokes nye album Room on Fire i anlægget og gav mig til at lytte nysgerrigt til numrene. Og hvad kom der så ud af højtalerne?

Tjaa… forsanger Julian Casablancas tørre vokal var skam intakt, guitarstroferne holdt et nogenlunde tempo, og trommerytmerne var tilpas monotone. Men ellers var min første reaktion, at det hele lød en smule kedeligt. Og efter at have levet med pladen i over tre uger nu og lyttet til den i mange forskellige lag og stemninger, er det stadig ikke lykkes for numrene for alvor at bide sig fast og gøre sig gældende. Den halter bagefter og har ikke samme iørefaldende lethed og elegance som forgængeren, og så mangler der i den grad et par gedigne energiladede numre til at få tempoet i vejret og få fyret op for festen.

Room on Fire er på mange måder mere en lytterplade end debuten. Numrene er svære at genkende fra hinanden. De flyder sammen, har svært ved at stå alene, og de store hits og singler må man lede forgæves efter på albummet, der varer lidt over 33 minutter fordelt på 11 numre.

Netop det faktum, at pladen lider af en akut mangel på oplagte singler, understreges kun af, at Barometerhittet 12:51 er udvalgt som pladens førstesingle. Bevares, den er da udmærket med sin forvrængede guitar, der følger vokalen stramt tilsat håndklap. Men som single mangler den fuldstændig omkvæd og gennemslagskraft. Og samme problem har resten af numrene på pladen, der lyder fine nok som små mellemspil mellem nogle slagkraftige powernumre. Men når de andre numre heller ikke rigtig kommer ud over rampen, og der ikke er nogle stilbrydende afstikkere, ender resultatet som en lunken, sammenkogt ret uden brug af spændende krydderier, der kunne pirre sanserne og give én lyst til at få mere. Kun numrene What Ever Happend? og I Can’t Win har lidt af den gamle gnist, energi og catchy guitarriff, som The Strokes brillerede med på debuten med numre som Last Nite, Someday eller New York City Cops.

Måske er det urimeligt at sammenligne The Strokes’ nye album med deres fortrinlige forgænger, og forventningerne og presset har sikkert også været for høje til, at bandet har kunnet følge med. Men når man ved, at gruppen er i stand til at lave fremragende numre, kan Room on Fire ikke undgå at skuffe og ende som en blodfattig, søvndyssende og halvslatten affære. Desværre.

Dog er det endnu for tidligt at sige, hvad der kommer til at ske for The Strokes efter denne plade. Bandet er trods alt stadig kun i startfasen af deres karriere og har sandsynligvis potentiale til mere end det, man bliver præsenteret for på deres aktuelle album. Samtidig kan man håbe på, at albummets numre vokser i styrke efter endnu længere tid og især på koncertsiden få lov til at folde sig ud og blomstre vildt som forrevne roser i rendestenen, når The Strokes 16. december giver koncert i København – og muligvis igen på næste års Roskilde Festival, som der allerede nu er snak om.

Men lige nu skal The Strokes passe på ikke at ende som et band som Oasis, der efter en enkelt, storartet plade mistede sit fokus og nu er gået til i sin egen millionsælgende, selvfede selvtilstrækkelighed. Om det sker, vil jeg ikke spå om, men det er i hvert fald sikkert, at The Strokes indtil videre er blevet kraftigt overhalet indenom af langt mere kreative bands som for eksempel Black Rebel Motorcycle Club og danske The Raveonettes.

★★★☆☆☆

Deltag i debat