Plader

Taking Pictures: Friends Are Ghosts

Skrevet af Mathias Askholm

Progression, intensitet og stemning; Taking Pictures leverer på Friends Are Ghosts et fortrinligt stemningsfyldt og intenst stykke arbejde. Flerstemmig mandesang og vævende guitar præger udspillet.

Taking Pictures svæver på Friends Are Ghosts rundt i et musikalsk rum mellem lofi-, progressiv-, math- og postrock. Den hybrid af genrer, som Taking Pictures’ musik udgør, resulterer ikke kun i besvær mht. genreplacering, men også i en spændende plade, der bliver ved med at overraske.

Friends Are Ghosts falder i to dele. Den første del består af de første fire numre, der spilles som én lang komposition, og denne del har som mål at skabe en dragende stemning, der fanger lytteren. Anden del af pladen intensiverer stemningen for til sidst at efterlade lytteren med en sydende og intens oplevelse.

Alt på dette udspil er tilsyneladende enten svævende eller flydende. Guitaren og bassen flyder rundt i ofte uigenkendelige mønstre, der til tider mødes og brydes som bølger, der slår ind mod kysten, og andre gange interfererer instrumenterne indbyrdes og skaber små harmonier, der dog hurtigt skylles væk af en ny bølge. De tre bandmedlemmer Mat Daly, Noah Legh og Matt Jencik bidrager alle med vokal. Vokalerne svæver på samme måde som instrumenterne ind over lydbilledet. Der bruges mange forskellige former for flerstemmig sang: call-and-response, og tekster der bæres frem ord for ord af forskellige sangere, der hver synger et ord, således at ordene vokser sammen til sætninger og budskaber, er kun nogle eksempler på dette. Der bliver også eksperimenteret med to forskellige tekster til den samme sang sunget simultant – to adskilte fortællinger der bliver kædet sammen af den fælles “rytme” og vokalernes harmonier. Som der bliver sunget i “Faces”, hvor det ovenstående er tilfældet: »It is hard to tell what is being said and done / A voice of tine dancing laughing and yelling.«

På første del skabes der, meget vellykket, den stemning, der dominerer Friends Are Ghosts. Pladens bedste passage er de tre første numre, der på fantastisk vis drager lytteren tættere på højttaleren og lukker én ind i det univers, pladen udgør. Et univers, hvor dronerock afløses af øjeblikke af legende guitar, og hvor flerstemmig sang er meget dominerende.

Friends Are Ghosts’ anden del bygges der op til et klimaks af de store – et klimaks der skal forene det herskende kaos og lade sangen eksplodere i en fokuseret udladning af energi. Det snedige ved Friends Are Ghosts, og måske også dét, der gør pladen så interessant, er, at dette klimaks aldrig kommer. Det afsluttende unavngivne nummer er et stort antiklimaks oven på resten af pladen. Jeg sidder som lytter tilbage med en følelse af at være blevet snydt, når jeg når til det sidste nummer, der viser sig bare at bestå af tilfældige slag på diverse slagtøjsinstrumenter. Det tætteste, bandet når et klimaks, er i “That Fight We Should Have Had We Never Had”, hvor der indledes med et langt og inderligt skrig. I stedet for at virke forløsende hæver dette skrig dog bare intensiteten endnu et hak. Efter at have hørt pladen sitrer kroppen af uforløst energi.

Hvis Friends Are Ghosts skal beskrives med bare ét ord, bliver dette ord hverken ’flydende’, ’svævende’ eller et lignende synonym. Kodeordet for Friends Are Ghosts er derimod ’progression.’ Der er på pladen ingen brug af traditionelle sangstrukturer eller nogen fast rytme. Sangene fortsætter lineært, evigt udviklende. Oplevelsen af albummet udvikler sig også fra første gang, der trykkes play. Pladen vokser op for til sidst at fremstå som en moden og gennemarbejdet debut.

★★★★★☆

Deltag i debat