Plader

Vervein: Vast Low Cities

Skrevet af Rasmus Bækgaard

Stemningsskabende indierock der emmer af efterår og melankolske stemninger, men ikke rigtig formår at krybe ind under huden.

Et kig på coveret til Verveins debutplade giver et klart indtryk af, hvilken slags musik og stemning der er tale om. Det flotte cover består af en række tegninger af forblæste landskaber i mørke farver og sender et klart signal om en musik, der passer bedst til fordybelse og indendørs efterårshygge.

Men Verveins musik kan ikke helt leve op til coverets løfter. Gruppen spiller indierock af den mere afdæmpede, melankolsk stemningsskabende og ind i mellem støjende slags, der giver associationer til grupper som blandt andet Throwing Muses og de mere guitarorienterede postrock-grupper. Problemet med Verveins musik er, at den ikke rigtig kryber ind under huden, hvilket blandt andet hænger sammen med numrenes længde. Sangene er generelt ret korte, og for manges vedkommende når musikken ikke rigtigt at komme nogen steder, hvilket får Vast Low Cities til at virke for skitseagtig.

Materialet på pladen er ikke egentlig dårligt, men snarere ordinært. Et godt eksempel på det er “Mockingbird” og “Arches of Georgia”, der er typiske indierocksange af den type, musikscenen blev overfodret med i den første halvdel af halvfemserne med et stille vers og mere støjende omkvæd. Groft sagt består Vast Low Cities af to typer sange: Støjpop, hvor den klassiske stilhed-støj-formel i høj grad bruges som virkemiddel, og så ultramelankolske ballader af den slags, der slæber sig af sted.

Mange af de mere stille numre består af løse enkle guitarstykker, hvor der bygges op til et klimaks. Vervein benytter sig af nogle elementer fra postrockens verden, men Vervein formår ikke rigtig at få repetitionen til at virke indtrængende, hvilket dels hænger sammen med, at musikken i de fleste numre ikke får den fornødne tid til at udvikle sig. De fleste af sangene kommer derfor til at fremstå som skitser eller små løsrevne ideer, der kunne være gode elementer i mere fuldbyrdede sange. Et godt eksempel på, hvorfor pladen ikke rigtigt fungerer, er afslutningsnummeret “Lustig”. Der startes med et melankolsk langstrakt guitarspil, hvorefter vokalen kommer på. Vokalen er sfærisk og er mixet langt tilbage i lydbilledet. Alt i alt tegner det godt, indtil nummeret løber ud, lige når man tror, at nu begynder der at ske noget – og sådan er det alt for mange gange undervejs.

Når det er sagt, så har Vast Low Cities også et par gode numre. Eksempelvis “Station”, der med sin brug af cello og guitarstøj ikke er helt ved siden af. Men karakteristisk er det også det længste nummer på pladen. På samme måde er “Three” et godt nummer. Ligesom “Station” er det et mere stille nummer, der udvikler sig undervejs, og som får mig til at stille spørgsmålet, hvorfor Vervein ikke har givet flere af pladens øvrige numre mere spilletid.

Vokalen på albummet gør heller ikke det store væsen af sig. Ifølge coveret er der to sangerinder, men begges stemmer er lidt rustne, virker meget monotone og følelsesløse og adskiller sig ikke væsentligt fra hinanden. På samme måde forbedres musikken ikke af produktionen på pladen, der fremstår svag og udynamisk. De forskellige elementer, der kan være med til at give musikken en følelsesmæssig dybde får ikke spillerum nok, hvilket er med til at få det hele til at smelte sammen til en masse, hvor der ikke sker det store.

Vast Low Cities er ikke direkte en dårlig plade. Der er mange fine delelementer på pladen, men Vervein formår ikke rigtigt at få sat dem sammen til en helhed. Alt for mange af sangene fremstår for skitseagtige, som om gruppen har haft en god ide, men ikke rigtig har kunnet få idéen udbygget til et helt nummer.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat