Plader

Vue: Down for Whatever

Kendetegnet ved Vues Down for Whatever er, at det er klassisk rock uden kvaliteter. Det er med andre ord en ligegyldig udgivelse, som man musikalsk set har hørt langt bedre fra rockens ægte originaler for 30-35 år siden.

Vue er sidste skud på stammen af den tilsyneladende endeløse række af unge retrorock-bands, der i de sidste par år er buldret frem på den internationale musikscene. Den bølge har i sandhed været en glorværdig og tiltrængt vitaminindsprøjtning for rocken, der igen er blomstret op og har fået en fornyet interesse omkring sig i mainstream-medier og blandt den brede befolkning.

Som rockelsker har det været en fornøjelse at være vidne til – ikke mindst fordi der rent kvalitetsmæssigt er kommet en række fremragende, vitale og sprælske udgivelser ud af det, lavet af bands med talent, noget på hjerte og høje ambitioner: The Yeah Yeah Yeahs, Black Rebel Motorcycle Club, The Hives, The Strokes, White Stripes, etc.

Debutant-kvintetten Vue fra Californien forsøger det bedste, de har lært at hoppe med på samme vogn. Men efter et par hurtige gennemlytninger står det klart, at de absolut intet selvstændigt har at byde på og er milevidt fra at kunne blande sig med deres andre nye fremtrædende kolleger ud i nyrockens snørklede storby-stemninger.

Down for Whatever starter sådan set lovende nok med nummeret She’s Sweet. Det starter lige på og hårdt med energiske trommer, en forvrænget og insisterende vokal og en ramponeret crashguitar med feedback og distortion krydret med poppet keyboard. Derefter følger et par numre i tomgang, indtil man når frem til albummets bedste nummer, Look out for Traffic, der har et fedt swingende drive med blide vuggende undertoner og en tidlig tresser-guitarsolo, der kører som nummerets b-stykke mindende om instrumentalgruppen The Shadows’ uskyldige, gyldne lyd.

Når de to numre er overstået, er resten af pladen en opvisning i ligegyldighed og monoton tomgang uden hverken gode numre eller udfordrende tekster. Når dette er tilfældet, er det derfor alt for langt at smække 12 numre på pladen, som Vue (eller deres pladeselskab) har valgt at gøre. I stedet for at udgive et helt album, skulle Vue derfor nok bare have nøjedes med at udgive en enkelt single med de to gode numre, de trods alt har været i stand til at lave.

Ud over de manglende gode numre er der et andet næsten lige så stort irritationsmoment ved Vue: Det er forsangerens forvrængede, galoperende, hvinende vokal, der i starten måske kan virke charmerende, men som ender med at være møgirriterende. Efter fire-fem numre begynder det at tage overhånd. Man bliver træt af at lytte til det – og til sidst har man mest af alt lyst til at skrue ned for anlægget og skynde sig at sætte noget andet på.

Kendetegnet ved Vues Down for Whatever er, at det er klassisk rock uden kvaliteter. Det er med andre ord en ligegyldig udgivelse, som man musikalsk set har hørt langt bedre fra rockens ægte originaler for 30-35 år siden. Man kan derfor ikke lade være med at tænke på, hvorfor pladeselskabet RCA, der er en underafdeling af BMG (der huser The Strokes), har valgt at signe og udgive Vue?

Svaret må være, at de efter succesen med blandt andre The Strokes nu forsøger at malke koen endnu en gang og sælge et band, der på overfladen har samme cool, tidstypiske lyd og stil, men som nedenunder netop ikke har andet at byde på, end at de kan ride med på retrorock-hypen. Hvad Vue ikke har af musikalske evner, har de til gengæld i deres sexede boheme-look med moderigtigt langt hår, stramme jeans og høje kindben, der ville egne sig fint til modemagasiner og MTV. Det ville derfor ikke komme som nogen egentlig overraskelse, hvis et ungt, identitetssøgende publikum uden de store musikhistoriske referencer ville blive forført til at blive begejstret af Vue.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat