Plader

Björns vänner: Tappat halva hjärnan

Skrevet af Søren McGuire

Det debuterende svenske orkester byder på en skøn og humørfyldt blanding af folk og pop. Men hvorfor ser de så alvorlige ud på omslaget?

De seneste år har budt på en lang række interessante svenske poporkestre. The Radio Dept., Isolation Years, Laakso og David & The Citizens har i selskab med “œveteranerne” fra blandt andre Fireside, Bob Hund, Loosegoats og The Bear Quartet ledt an i noget, man med et glimt i øjet kunne kalde “Den Svenske Alternative Pop Revolution.” Og selv om det etablerede samfund med dets pladeselskabs-imperier og de kulturfjendske politikere endnu ikke er faldet ved revolutionens hånd, har vi da i det mindste fået noget at danse til. Og hvad mere kan vi egentlig forvente?

Björns vänner lever op til alle de forventninger, man burde have til et svensk alternativt poporkester. Solen skinner i de ti skæringer, som var det en lummer sommerdag i Skåne, og forsanger Richard Schicke synger som en fornøjet og småfuld svensker i Sverigebådens cocktailbar. Tappat halva hjärnan er festlig fra start til slut og bærer et tydeligt præg af, at de fem venner ved alt om, hvordan man drejer en vaskeægte svensk popsang. Spilleglæden er upåklagelig, og selv om lydbilledet har en tendens til at blive overivrigt og lidt forvirret – i øvrigt et generelt problem for den svenske popgenre – løber melodierne heldigvis aldrig fra Björns vänner. Faktisk lidt af et mirakel, da Tappat halva hjärnan er en plade, der spiller på mange musikalske heste, både hvad angår tempo og brug af instrumenter.

Björns vänner bliver aldrig stående på det samme sted i mere end én sang ad gangen, og selv når de på pladens sidste skæring, Lämna mina spor, skruer ned for tempoet, bliver det ikke kedeligt. Tværtimod er Lämna mina spår et interessant eksempel på, at denne genre også uden problemer kan bære et mere afdæmpet udtryk, uden at den energiske charme forsvinder. Lämna mina spår er for øvrigt, sammen med to af pladens andre sange, Lätt och ledig og Alexander Lukas produceret af Christian Kjellvander (Loosegoats, Songs of Soil).

Et kæmpe plus er det også, at Richard Schicke har valgt at synge på svensk. Det tilfører Björns vänner en slags “Bob Hund-effekt,” hvor humøret og festligheden lige får et ekstra hak op ad – uden dog at det på noget tidspunkt bliver skabagtigt og irriterende at høre på, som tilfældet er med Bob Hund.

Björns vänner revolutionerer ikke den svenske musikscene, men tilfører den en interessant blanding af den velkendte alternative popgenre og den mere beherskede folkmusik. Netop denne blanding er tydeligst i sangen I min lägenhet, som absolut må være én af de bedste svenske popsange i mange år. Men hvad enten Björns vänner trækker vejret en ekstra gang og sætter tempoet ned og det akustiske element op eller de giver alt, hvad de har i sig af spilleglæde og kærligheds/Systembolags-lyrik, så byder Tappat halva hjärnan på mange gode oplevelser.

★★★★☆☆

Deltag i debat