Plader

Bloomington: Kill the Rock Stars We Were

Skrevet af Mathias Askholm

Bloomington er det endegyldige bevis på, at for meget selvtillid kan skade. Spild ikke din tid på at læse denne anmeldelse, og uanset hvad: Køb ikke Kill the Rock Stars We Were!

Bloomingtons Kill the Rock Stars We Were er væsentligt bedre musik, end der vil kunne findes på en gennemsnitlig provinsradios sendeflade på et givent tidspunkt, og derfor kunne man håbe på, at Bloomington kunne nå dette publikum. Det triste ved Kill the Rock Stars We Were er så, at det for folk uden hang til provinsradio og halbal er direkte kedeligt og ligegyldigt. Der er mange forskellige stilarter repræsenteret på dette udspil, men Bloomington mestrer ingen af dem til mere end lige bestået.

Efter at have læst den medfølgende pressemeddelelse om Bloomingtons Kill the Rock Stars We Were var jeg helt oppe at køre. Kunne det virkelig passe, at det bedste fra rockmusikken de sidste par år var samlet på denne cd af en spansk trio, jeg intet kendte til? Kunne det passe, at der her var et band, der havde begået en plade, der oser af talent og fremviser beundringsværdigt risikofyldte kompositioner? Da jeg fik hørt cd’en, var mit indtryk et helt andet. En pressemeddelelse, der proklamerer, at her er rockens fremtid og svaret på verdens ulykker og så en cd fyldt med idéforladt post-rock, Saybia-pop, og hvad pressemeddelelsen kalder “Fugazis intensitet”.
Min mormors barndomshistorier er mere intense.

Bloomington har allerede formået at blive spillet på BBC Wales, og jeg kan sagtens forestille mig, at de uden det store lobbyarbejde kunne ryge ind på P3’s sendeflade. Sange som “The Call” og “A Quiet Life With My Wife” kunne pænt passe ind i den nye ‘alternative’ profil – sidstnævnte er i øvrigt første single fra albummet og kunne måske i samme postomgang indtage Boogie på DR 1.

Bloomington har ifølge det medfølgende pressemateriale brugt ni år på at nå til det sted, hvor de er i dag. Hvor det sted end måtte være, står der intet om, men synd er det da, at de i løbet af de ni år ikke er nået længere med deres musik, end at de bliver nødt til at genbruge riffet fra åbningssangen “Introducing the Rock” – hvilken selvironi – i “The Lighthouse Man”. Gennemgående er det, at der mangler gode idéer på albummet. Sangene kommer alt for ofte til at strande allerede efter åbningen, og Bloomington formår sjældent at bygge længerevarende og interessante stemninger op.

Før dette band får tildelt flere slag, end de har fortjent, vil jeg lige slutte en lille kommentar til udspillets produktion, eller mangel på samme. Xavi Navarro, der øjensynligt er en velrenommeret spansk producer, har haft sine fingre i denne cd, og jeg vil håbe for Navarro, at han har dårlig samvittighed. På det meste af pladen lyder det, som om lyden er optaget gennem en væg. Vokalen er kun sjældent tydelig og klar nok til at kunne tydes, og instrumenterne flyder sammen i en stor pærevælling. Udspillet ville have været meget bedre, hvis lyden havde været i orden, men desværre for Bloomington er dette ikke tilfældet.

Pressemeddelelsen, der fulgte med dette udspil, fik provokeret mig mere end Bloomingtons musik. Konklusionen på denne anmeldelse bliver højst sandsynligt, at Bloomington ryger i papirskurven, og at pressemeddelelsen ryger op på min væg som advarsel om nogensinde at miste jordkontakten. At Kill the Rock Stars We Were er en parodi på nutidens popmusik, har strejfet mig: Det kunne være en gennemført joke, hvor både pressemateriale, musik og titel til sammen kunne provokere lyttere og anmeldere over hele verden. Men dette udspil er for autentisk til at kunne være en joke; og hvis det er en joke, er den i hvert fald ikke sjov.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat