Plader

Clann Zú: Rua

Australsk rock med punket energi, irske rødder og moderne beats. Læg dertil en sanger med død og revolte på hjernen og du får musik, der absolut er umuligt at falde i søvn til. Derimod er det i længden en anelse trættende.

I slutningen af 1999 blev Clann Zú dannet af en irer og fire australiere. Hver især bragte de fem medlemmer en stilart med sig ind i bandet – punk, rock, folk, electronica og klassisk – og disse fem genrer er fikspunkter i gruppens musik. Medlemmerne erklærede, at de ville skabe musik uden grænser, og deres debut, Rua, er nu på gaden.

Sangeren, Declan de Barra, var medstifter af bandet. Han har irske rødder og har en vidtspændende, facetteret stemme. Det er dog svært at finde ud af, hvordan han egentlig lyder, når han er sig selv. I nogle af numrene lyder han som Bono, i andre som Chris Martin fra Coldplay, når han synger nederst i sit register, lyder han som David Sylvian, og andre gange – ja, så lyder han næsten som Jimmy Colding, sangeren fra Zididada!

Er Declan de Barra svær at rubricere som sanger, er han straks mere fastlåst i sit tekstunivers. Her er alt sort i sort. Teksterne kredser om død, desperation, modkultur og modstand. Singleudspillet og den dertilhørende video, “Five Thousand More”, handler om alle de mennesker overalt i verden, der i tidens løb er døde af sult. “Hope This Day” handler om en mand, der elsker sin kæreste, men som er bange for at miste hende, da alle ånderne omkring ham fortæller ham, at hun er den næste sjæl, der vil dø. “All That You’ve Ever Known” er en klassisk rebelsang om, at “de” ikke vil have, at du tænker selv, at “de” ikke vil have, at du trækker vejret frit, at “de” vil holde dig nede, og at “de” i virkeligheden ønsker dig død.

“Everyday” handler om savnet af den elskede, der døde så pludseligt uden grund. “All the People Now” er endnu en protestsang om, hvad der får folk til at demonstrere på trods af tåregas, kugler og propaganda. “Crashing to the Floor” handler om en mand, der drikker sig fra sans og samling, mens han med gru mindes de mænd, han har slået ihjel. Det er alt sammen velmenende nok, og det er altid velgørende, at musikere vil andet end eskapismen. Desværre ender teksterne hurtigt i nemme, naive paroler (“dem” mod “os”, og det hele er “deres” skyld) eller i klichébefængte billeder. Der er ingen overraskende pointer eller overrumplende drejninger i historierne; der er ingen (galgen)humor – selv om flere af numrene lægger op til det.

Musikken henter til gengæld inspiration fra flere steder end teksterne – jævnfør de fem medlemmers oprindelige ståsteder. Samtlige numre består af et tykt lag af strygere, kraftige guitarer, synthesizerfløde, buldrende trommer og skarpe trommeprogrammeringer. Overordnet set lyder Clann Zú næsten, som Simple Minds ville lyde i dag – hvis Simple Minds havde fulgt med tiden og havde haft en noget skarpere profil end den faktiske. Vi er altså ovre i den mere storladne, symfoniske del af rockmusikken med en energi så kraftig, at det nærmest damper ud af éns højttalere. Universet er mørkt, melodramatisk og til tider filmisk og bakker på den led teksterne godt op.

Musikken er ikke som sådan gennemvædet af irsk folkemusik; der er dog nogle af numrene, der har irske elementer i sig. Den eneste sang, der er mest keltisk i sit udtryk, er “Crashing to the Floor”, komplet med violinen i front og den traditionelle irske tromme, bodhrán, som backing. Ligeledes er det heftige mellemspil i “All That You’ve Ever Known” klassisk irsk folk: en rasende hurtig, repeterende melodi spillet af violinen der får ens indre Riverdancer ud på gulvet. Violinens irske aner starter også den til revolte opildnende (dér var den igen, revolten) “Rí Rá” – den traditionelle violinindledning parres med moderne, stramt programmerede beats i et heftigt tempo. Éns temperament må afgøre, om de nævnte brud virker påklistrede eller som integrerede i helheden.

Hvad angår electronicaens indflydelse, bruges den lidt mere jævnt. “Five Thousand More” har et tungt hiphopbeat, “All That You’ve Ever Known” har minimale percussion-programmeringer, der lægger op til det irske mellemspil, “All the People Now” er ren drum’n’bass, og resten af numrene har måske lidt sære lyde, en ekstra dyb bas eller lignende. Generelt fungerer de elektroniske elementer godt og skaber lidt luftighed i et ellers kompakt lydbillede.

“Five Thousand More” begynder som et Michael Nyman-soundtrack til en Peter Greenaway-film, hvor minimalistiske strygerfigurer begynder og ender det nok mest helstøbte nummer på cd’en. Men ellers er den klassiske inspiration kogt ned til understøttende strygerarrangementer, særligt effektfuldt i de to store ballader “Everyday” og “Lights Below”, der, i parentes bemærket, dog lider under at være komponeret med ørerne lige lovlig tæt på Coldplay og tidens såkaldte klynkerock.

Så vidt de forskellige inspirationskilder – resten er rock!

Hvis de ovennævnte genrer er bandets fikspunkter, kunne Godspeed You! Black Emperor, Asian Dub Foundation og The Pogues være deres ledestjerner. Fra Canadas Godspeed You! Black Emperor-kollektiv har Clann Zú lært at bygge numre op fra en slumrende start til et effektivt og infernalsk larmende klimaks. Clann Zú har sikkert også lært lidt om den kreative kombination af violin og guitar, der ofte lydligt befinder sig i samme frekvensområde, men som alligevel arbejder med hver sit tema/udtryk. Elektronikkens kobling med punken kunne Clann Zú have hørt om fra engelske Asian Dub Foundation (der dog er mere radikale i deres lydbillede), og den irske folkemusiks kobling til rock og punk stod The Pogues for i 1980’erne. Fælles for disse tre ledestjerner er også en ideologisk kritik af det vestlige samfunds kapitalisme og materialisme. Og alle fire grupper har energien til fælles.

Clann Zú er et interessant bekendtskab, der dog ikke slår benene væk under én. Det trækker ned, at teksterne er så ensidige, og det skal ikke skjules, at både Declan de Barras stemme og det opulente lydbillede trætter i længden. Ikke nødvendigvis fra track 1 til track 10, men fra gennemlytning nr. 1 til gennemlytning nr. 10. Det er altså en lovende debut, der sagtens kan være værd at lægge ører til, men hvis gruppen ellers kan holde energien oppe, få samlet de forskellige inspirationskilder til et mere samlet hele og endeligt få et mere selvstændigt greb om kompositionerne, kan fremtidige udgivelser blive endog særdeles bemærkelsesværdige.

★★★½☆☆

Lyt til “Five Thousand More”:
[audio:http://www.g7welcomingcommittee.net/mp3/5000more.mp3]

Deltag i debat