Plader

Desert City Soundtrack: Funeral Car

Skrevet af Mikkel Arre

Black Heart Procession med Alec Empire som kor-skriger? En blanding ingen nogen sinde har overvejet. Heldigvis. Før nu. Men ak, den findes altså på denne debutplade, der er sørgmodig som et begravelsesfølge og alt for ofte tindrende hysterisk.

Lad nu være med at fnise og med at komme med fjollede kommentarer, når du på opslagstavlen i dit lokale supermarked ser en seddel med overskriften “Nye stemmebånd søges.” Det er nemlig slet ikke spor sjovt. Det er snarere synd for Cory Gray, der har sat sedlen op. Han har nemlig skreget sine gamle stemmebånd helt itu. Til ingen verdens nytte.

Ærligt talt, så er det lidt svært at finde ud af, hvorfor det var nødvendigt at gøre det. En god grund fremgår i hvert fald ikke af Desert City Soundtracks første og meget nedtrykte fuldlængde-album, Funeral Car. Hvis Cory Gray bare havde ladet være med sit afsindige skrigeri – eller i hvert fald havde anstrengt sig for at begrænse det, kunne der måske være kommet noget konstruktivt ud af det. Manisk vrælende backing-vokaler kan i og for sig være effektfulde, men når man lægger dem på otte ud af 12 numre på en plade, kommer det til at hænge lytteren langt ud af halsen. Det bliver med andre ord svært at tro på, at der bliver ved med at være frustration nok inden i Gray til, at skrigene stadig er ægte og dybtfølte.

Men lige så vel som Cory Gray står for det værste ved Desert City Soundtracks musik, er han også ansvarlig for noget af det bedste. Ved siden af sine kor-tjanser breder Gray nemlig via klaver og trompet en umisforståelig stemning af bedrøvelse og længsel mod noget, man aldrig får igen.

Dette er basis for det fine, lovende åbningsnummer “My Hell”, hvor klaveret – som på resten af pladen – er bærende for al dynamik. Trompet-tonerne er tågede og flygtige som udåndingsluft i koldt efterårsvejr, mens de gnistrende glimt af akustisk guitar virker som solens sidste stråler inden vinterens dvale. Forsanger Matt Carillos triste, tyngede stemme bevæger sig opgivende i mellemlejet, og hele stemningen af resigneret sorg tynger som et tungt, mørkt jakkesæt til en begravelse.

Og dunkelt og dystert bliver det da også i den følgende sang, “Drowning Horses”. Med et spredt haglvejr af bækkenslag kommer den gennem hele pladen velspillende trommeslagerinde Caitlin Love frem på scenen, og sammen med klaveret sætter hun tempoet og fremdriften i vejret. Barometer-nålen peger stadig på gråvejr, og følelsen af uoverstigelig weltschmerz fremgår klart af en linje som »there’s no medicine that could cure me right now.« Indtil nu har Desert City Soundtrack i halvandet nummer lydt voldsomt meget som Black Heart Procession: klaveret som den ultimative drivkraft og med hjerteveer og savn i hver en tone og hvert et ord. Men hér, halvvejs gennem andet nummer, introducerer Cory Gray så sin jamrende, skrigende korflade-kunst. Efter at klaveret barmhjertigt har afledt opmærksomheden fra en kluntet guitarsolo ved at intonere et intenst temposkift, brøler og skingrer Gray løs med det resultat, at man hverken kan høre hans eller Carillos ord.

Herfra går det så ned ad bakke. På dramatisk og skiftevis tåbelig, skiftevis decideret uudholdelig vis benytter vores stemmebånds-slidende ven sig af snart sagt ethvert omkvæd til at skrige og skråle af karsken bælg, mens Carillo forgæves forsøger at engagere lytteren i teksternes fortættede tristesse: »No one escapes this life alive« (“Dying Dawn”).

De meget spredte lyspunkter, der vitterligt forekommer, er sjældent kraftfulde nok til at holde et nummer helt oven vande fra ende til anden. Den bitre “Take You Under” beretter om grundlæggende mistillid mellem mennesker: »Trust is nothing I have / And what we have is nothing I trust.« Cory Gray hviske-nynner til en afveksling nogle yppige korflader, og under de sorgfulde trompet-linjer og klaverets mørke akkordrækker giver de hvileløse trommer en fornemmelse af et hjertes nervøse banken. Men melodien er hér – som på langt det meste af pladen – ikke voldsomt mindeværdig.

“These Games We Play” indledes på afvekslende vis med et sample, hvor en udbrændt baryton hen over en bardisk mumlende påpeger, at »the funny thing about escape / Is that you might end up some place worse.« Men den kedelige ting ved nummeret er, at den resterende del er noget værre møg. Cory Gray skriger overspændt, og Carillos guitar-riffs antager hist og her en branket duft af Nickelback eller Creed.

Den vedholdende brug af overstyret skrigeri kunne måske godt være blevet interessant, hvis man havde haft en jordisk chance for at høre noget mere af, hvad der bliver råbt. F.eks. ender “Fields Landing” med at blive ganske vellykket (hvis man kan bære over med de rigeligt tydelige Black Heart Procession-træk). Hér kan man for første og noget nær eneste gang høre, hvad Carillo og Gray – med hvert sit næb – bekendtgør i omkvædet: »If my eyes could kill / You’d be the first to know.« I “Fields Landing” nøjes bandet altså ikke bare med at lade vreden komme til udtryk som en øresønderrivende, men omtrent ordløs brølen, som virker mere og mere pinagtig for hver gang, man hører den; hér kan man rent faktisk forstå meningen med det hele, og pludselig virker skrigeriet om ikke perfekt, så i hvert fald langt bedre.

Men som helhed er Funeral Car ikke værd at skrive (hjem) om. Selv om der er nogle få, ganske gode stemningsrapporter fra en trist, trist verden (f.eks. de korte “Second Sickness” og “Traction and Temperature”), er disse slet ikke grund nok til at smide pladen på. Det helt eventyrligt enerverende skrigeri ødelægger alle tilløb til gode passager, og selv for de lyttere, der – på overnaturlig vis – er i stand til at ignorere Grays trommehindeflæsende udladninger, vil de ikke videre opfindsomme, modfaldne Black Heart Procession-pasticher næppe være tilfredsstillende. Hvis der er nogen, der vil hjælpe stakkels Cory Gray, så stil venligt, men bestemt betingelser om, at han skal være mere nænsom mod sine næste stemmebånd. Det vil gavne alle.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat