Plader

Halfdan E & Martin G: Smarte pletter mellem fingrene

Halfdan E har gjort det igen. 10 år efter sit samarbejde med Dan Turéll om pladerne Pas på pengene og den i 1996 udgivne Glad i åbningstiden har han, sammen med sin gamle makker, Martin G, kreeret et medrivende soundtrack, der bakker en digters output op på fornemste vis.

Da Halfdan E i starten af 1990’erne satte musik til Dan Turélls rytmiske digte, var der ikke mange, der kendte ham uden for en snæver musikerkreds. Han havde spillet bas i det gamle Roskilde-band Dieters Lieder og havde spillet backing for så forskellige kunstnere som Poul Krebs, Gangway og Laid Back. På Pas på pengene fra 1993 sprang han ud som fuldblodsproducer og -komponist og har siden haft sine snilde fingre og udadvendte ører indblandet i alt fra TV2, over Elisabeth og Tobias Trier til filmmusik.

I Dieters Lieder spillede Halfdan E sammen med Martin G(erup), der havde startet bandet sammen med sin bror, Johan, og lige siden Dieters Lieder gik i opløsning, har E & G i perioder arbejdet sammen om forskellige projekter – bl.a. om musikken til animationsfilmen og børnehittet Prop & Berta!

I 2000 døde digteren Johannes L. Madsen, og E & G læste uafhængigt af hinanden nekrologen over den ukendte digter og faldt pladask for den afdødes syrede, sære og skæve poesi, der indtil digterens død kun havde været kendt af absolutte poesi-afficionados. Kærlighed ved første blik må jo ikke bare sådan opgives, så de to musikere kastede sig ud i at sætte musik til Madsens digte. Et projekt, der førte dem fra Israels Plads til et vandtårn i Sverige, fra Københavns Hovedbanegård til en campingplads i Alsace og en smuttur til det gamle DDR for at optage lyden af gamle dieselmaskiner. Resultatet foreligger nu, opkaldt efter L. Madsens digtsamling fra 1970, Smarte pletter mellem fingrene.

Johannes L. Madsen er en lonely wolf i dansk poesi. Han var mest aktiv fra slutningen af 1960’erne og ind i 70’erne og skrev de mest mærkelige, uudgrundelige og smukke linjer, ofte under indflydelse af diverse hallucinogener. Det kan man godt fornemme. Prøv f.eks. at læse dette lille uddrag af digtet “Sproget har fuglekasser i munden i dag”:
»sproget er hult og fyldt med genlyde / boret ind i træ og hæftet til en statue / med fuglenæb prikkende på huden som en sværm / tatonåle der går op og ned og trækker / tråde af musik gennem vævet / og jeg flækker og falder ud af øjnene / på en fugl som er fuld af genlyde og hopper / rundt som spættede æg ved dine vrissende tæer.«

– ikke sandt? Det sender de vildeste billeder ind i éns hjerne. En sværm af tatonåle! Tænk at falde ud af en fugls øje, lige efter at man selv er flækket! Det er stærke sager. Man forstår, at E & G havde lyst til at sætte lyde, baggrund og musik til disse billedskabende digte. Men samtidig er det et hulens svært koncept. Musikken skal digte med, ikke trække fra. Musikken skal farve, ikke overmale. Den skal melde sig på banen, men må ikke drible selv.

Og lad det bare være sagt: Projektet er lykkedes! Smarte pletter mellem fingrene er en skøn CD, der understøtter, leger med og tilbyder nye vinkler og tolkninger af de påtrængende ord. Oplæsningen af digtene er lagt i munden på garvede lyrikere og oplæsere som Klaus Rifbjerg, Jørgen Leth og Knud Holten, sangeren Steen Jørgensen, speakeren og tv-værten Vigga Svensson, frugthandlerne på Israels Plads og højttalerstemmen på Københavns Hovedbanegård!

Første nummer, “De skal suge honning af sten”, består af hvirvlende congas, en lille søgende opadgående keyboard-figur, en distinkt, stacceret bas, tamburin, strygere med en anelse arabisk kolorit over sig (og en arabisk stemme der for en kort stund giver sit besyv med) og Klaus Rifbjergs erfarne, let tilbagelænede oplæsning. De musikalske elementer er enkle, men tilpas udvalgte og skaber en fin balance imellem oplæsning og underlægning.

Klaus Rifbjerg fremsiger også ordene på det lettere latinhouse-farvede “Det kan være kløer der ridser i lakeret sne”. Bassen er smooth, trommeprogrammeringen swingende, og det hele overhældes med den lækreste fløde i form af strygere og et fender rhodes. Hvis nummeret fik et lidt kraftigere beat, en mere dominerende stortromme og blev strakt et par minutter, ville det ikke være utænkeligt, at gamle Rifbjerg fik sit første clubhit!

“Væggen blomstrer/Flyv så”, bliver læst op af Steen Jørgensen og Hovedbanegårdens højttalerstemme, der viser sig at hedde Berit Fravn. Jørgensen tager sig af “Væggen blomstrer”, og Fravn sender digtet “Flyv så” igennem DSB’s højttaleranlæg og ud over de ventende passagerer. Hendes oplæsning er komplet med den afsluttende dut lyd, der indikerer, at budskabet er færdigt.
At højttalerstemmen skal læse digte op er sikkert opstået som en fiks idé, men ikke desto mindre virker det og skaber en særlig stemning af udlængsel. Stemmen opfordrer folk til at komme af sted med opfordringen »flyv så / se så / jorden,« men de følgende strofer – »en blomstrende / blomst ved nat / noget blodig« – bringer et varsel om, at turen måske ikke er helt ufarlig.
Jørgensens oplæsning er båret af lidt for stor ærbødighed over, at “hold da op, nu læser jeg et digt op.” Det virker med andre ord ikke, som om han får gjort digtet til sit eget – det er dog noget, den let trippede og dubbede musik dækker over. Sørgmodige filmiske strygere og en dyster klarinet lægger de sidste brikker til et lettere melankolsk lydbillede.

Vigga Svensson (stemmen fra TV 2 Zulu og skærmtrold fra Okay Tone) er oplæser på næste track, “På trommende ben”. Hendes stemme er meget genkendelig, og hun har sin helt egen måde at betone og farve ord på – nogle elsker det, andre hader det. Indrømmet: Jeg elsker det!
Hvor Steen Jørgensen på foregående track ikke helt virker ovenpå, går Svensson ganske uimponeret til sagen og læser digtene op på sin helt egen facon. Nogle vil måske hævde, at hun lige så godt kunne præsentere næste episode af Langt fra Las Vegas, men jeg vil hævde, at det netop er styrken ved hendes oplæsning. Hendes stemmeføring er meget personlig og farver hvert og et af de numre, hun er med på. De mest vellykkede af dem, hun medvirker på, er “Kroppens fald” og “Det sker at kranier falder ud”. Førstnævnte er en heftig jazzet, drum’n’bass-inspireret sag med klassisk chase mellem en saxofon og en vocoder, med råb og skrig, udskridende biler og politisirener. Sidstnævnte begynder med cikader, strygere, keyboard bobler og et fjernt beat. Det er nærmest et stykke moderne klassisk. En hoppende bas og en nedadgående strygerfigur i ottendedele bringer dog lidt liv i kludene, inden et lækkert produceret beat bryder igennem.
Vigga Svensson siger linjer som »det sker at ryggen bliver flydende og man / skvatter bagover forvandlet til en kolbøtte« eller »det sker at et tomt ark foldes ud / af faldende øjne idet en person flyder bagover / og forsvinder opad med vand i brystlommen.« Hvad meningen er, har jeg ikke den fjerneste idé om, men det er dæleme godt!

Det vrimler selvsagt med gennemførte stemninger, overraskende samples og gode idéer på dette overflødighedshorn af en cd. Og af cd’ens 20 numre er det svært at vælge favoritter. Skal jeg gøre det alligevel, må det blive “Sneen er rød” og “Mens du bevæger dig herfra”. To numre, der ligger i hver sin ende af det spektrum, som komponisterne opererer indenfor.

“Sneen er rød” læses op af Jørgen Leth og bringer straks én i en stemning af tropiske drinks, hængekøjer og blomsterkranse om halsen. En guitar spiller en enkelt rundgang, og Leth læser Madsens ord op, som havde han aldrig bestilt andet. Det er prunkløst, enkelt og uden dikkedarer. En vibrafon melder sig på banen og viser sig at lægge op til intet mindre end en hawaii-guitar, et kor af summende kvindestemmer og en slentrende lilletromme. En tropisk verden opstår og forsvinder i løbet af to minutter og 25 sekunder. Herligt.

“Mens du bevæger dig herfra” bliver læst op af Johannes L. Madsens ven, forfatteren Knud Holten. Underlægningen er til dette digt rene og skære lyde. Ingen melodier, ingen akkordrundgange, ingen beats. I centrum står Holtens lidt mystiske og hemmelighedsfulde stemme og over, under og mellem ordene knitrer, bobler og skurrer det. Det er umuligt at sige, hvilke ressourcer af lyde der er blevet brugt til at opbygge den spooky stemning (bortset fra en field recording fra Hovedbanegården), men som på de fleste andre numre, er alle virkemidler tilpas doserede og tilpas producerede.

Eneste track, der i mine ører trækker ned i den samlede vurdering, er det funk-inspirerede “Nærliggende lighedens ydre”. Allerede efter et par gennemlytninger bliver det trættende med den postulerede “kække” og “friske” scatsang, leveret af Martin G, der fylder det meste af nummeret. Øv – men det er faktisk også eneste minus ved dette værk.

E & G’s referencer på denne cd er utallige. De lader sig inspirere af alt og alle og har skabt et sammenhængende forløb, hvis lige sjældent ses på disse breddegrader. Smarte pletter mellem fingrene fremstår som et hele og som en unik størrelse i dansk musik.

★★★★½☆

1 kommentar

Deltag i debat