Plader

Iran: The Moon Boys

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Irans andet album er en omgang støjende guitarfeedback, som efter et par gennemlytninger viser sig at gemme på en række skæve og dog lettilgængelige popsange.

“I would love for every band on tUMULt or every band that I love to be huge, but you gotta admit, there’s a certain joy in being totally cult, and there’s a joy in obscurity. But I’d still like it if the cult was bigger.”
Ordene er Andee Connors’, manden bag det lille amerikanske selskab Tumult Records med base i San Fransisco. Til dagligt arbejder han i en pladeforretning, men man kan håbe, at han får mere tid til at gøre det obskure mere populært. Ikke mindst når det drejer sig om bandet Iran, som har udgivet deres andet album The Moon Boys på Tumult Records.

Iran er et soloprojekt for newyorkeren Aaron Aites, som på det første Iran-album indspillede de fleste sange på en firespors-båndoptager i sit soveværelse. På The Moon Boys får han hjælp af David Van Der Vourt og Kyp Malone (nu medlem af TV on the Radio) på trommer og guitar og henholdsvis klarinet og trompet. Albummet er dog stadig præget af hjemmegjort lofi, en lyd som også prægede debuten.

The Moon Boys åbner med en kort fin lille popsang, men det er egentlig albummets andet nummer, som fungerer som rigtig (øjen-)åbner. “Four Armed Star” er en skæv, vemodig popsang pakket godt ind i støj – både nummeret igennem, men også på den måde at det starter med 30 sekunders ren støj, før melodien langsomt begynder, først med fingerspil på en guitar og senere akkorder. Aaron Aites’ stemme er tynd og skrøbelig, og når den bliver ledsaget af kvindeligt kor og pakket ind i støj, er den endnu mere skrøbelig i sit udtryk – en skrøbelighed, som egentlig præger alle numrene på The Moon Boys, men er udpræget på dette nummer.

Det efterfølgende nummer, “Locked up Right”, er enkelt i forhold til “Four Armed Star”, og der bliver nærmest stille, fordi nummeret mest består af en guitar og Aaron Aites’ stemme, som halvvejs messer, halvvejs synger teksten som en anden Bill Callahan. Støjen findes dog sidst i nummeret som en larmende guitarsolo, der drukner i diskant. Det samme sker i “The Moon Shines Bright” og “We Could Go Away for a While”. Denne vekslen mellem støj og stilhed er en del af Irans udtryk, og det gør sig gældende både inden for det enkelte nummer og mellem de enkelte numre.

“We Could Go Away for a While”, men mest af alt “Black Eye II” er numre, som viser lidt af det, der skjuler sig under støjen på de resterende numre. “Black Eye II” er et nummer, som minder om 70’ernes sangskrivere, der stod alene på scenen med deres akustiske guitar. Illusionen brydes dog af den jazzede guitar, som langsomt ændrer lydbilledet i løbet af nummeret. Selv om nummeret siger meget om Irans musik, er det dog albummets svageste nummer. Men det er alligevel svært at forestille sig The Moon Boys uden “Black Eye II”.

Det gennemgående element på The Moon Boys er støjen – eller er det poppen? Støjen er stort set tilstedeværende på alle numre, enten som forstærkerstøj, guitarfeedback eller klagende råb og skrig. Aaron Aites synger af og til i falset, hvilket passer aldeles godt til det poppede og støjende lydbillede. Det ville dog ikke have gjort noget, hvis han havde gjort det lidt mere. Under larmen (ikke som en del af popsangene – støjen er som et andet lag af musikken) finder man poppen, og med albummet produceret i den lyse ende af spektret med masser af diskant og støj er The Moon Boys et herligt lofi-kendskab. Et album hvor man efterhånden finder de fineste små popmelodier gemt bag en af og til tynd, til andre tider tyk mur af støj. Og et album, hvor man undrer sig over, at det er muligt at lave et så herligt poppet album med så meget støj.

★★★★★☆

Deltag i debat