Cheats er det fjerde fuldlængde udspil fra New Jersey-trioen Lefty’s Deceiver. Siden sidst har Ed Hogarty forladt bassen hos Lefty’s Deceiver til fordel for guitaren og bandet The Bigger Lovers. Erstatningen er kommet i kraft af Kristine Muller, der har formået at ændre fokus i musikken. Trommeslager Mike Kennedy har i Kristine Mullers bas fundet et solidt fundament at bygge sine beats på. Vokalist og guitarist Andy Williams er åbenbart også så tilfreds med bandets nye bassist, at han har accepteret i højere grad end tidligere at minimere guitarspillet for i stedet at lade musikken fokusere på grooves. Med fokusets flytning fra kringlet guitar til dybe bas-grooves er Lefty’s Deceiver gået fra mathrock-tendenser til en mere pop-orienteret rock.
Andy Williams har op til udgivelsen forsøgt at arbejde med sangteksterne på en anden måde end tidligere. Hvor teksterne tidligere har været en slags associationstekster, er de på Cheats i højere grad personlige fortællinger. Desværre for lytteren har Williams bare ikke ret meget interessant på hjerte. “Cincinnati on Replay”, der er overraskende up-tempo, er historien om, hvordan det var som band at være på turné den 11. september 2001. Det ubehagelige ved distancen til familie og venner under denne episode er dog desværre bare en historie, der er blevet fortalt for mange gange: »In order to speak we had to turn our eyes off / In order to breathe we had to hold our tongues« – teksten bliver for klichéfyldt.
“Iselin” er historien om opvækstens ambivalente forhold til den lokale pusher. Afskyen for ham, når han stod på gadehjørnet, sammenholdt med sorgen, da han begik selvmord på den lokale kirkegård. Gode tekster er ikke nødvendigvis essentielle for en god udgivelse, men pseudo-intellektuelle og selvhøjtidelige tekster som dem på Cheats er slet ikke til at bære.
Cheats er et udmærket bud på et soundtrack til opvask eller andre aktiviteter, hvor hjernen alligevel er sat på standby. Lefty’s Deceiver leverer en omgang uforpligtende pop, der ikke stille store krav til lytterens engagement. Der er ikke de store udfordringer at finde i sangene, der ofte er opbygget efter en simpel pop-opskrift.
Mit indtryk af Cheats forklares meget dækkende i titelnummeret: »We can practice / We can play our song [“¦] You can listen / You can hum along / You can stay / But you can’t stay for long.« Der er på Cheats en række sange, der er af udmærket teknisk kvalitet, og som også sagtens kan nynnes med på, men et varigt indtryk giver udspillet ikke. For at trænge igennem den daglige baggrundsstøj skal musikken have den smule ekstra, der gør, at man som lytter er villig til at bruge tid på musikken. Dette ekstra mangler Lefty’s Deceiver på Cheats, og derfor får de en lav karakter.
