Plader

Lowgold: Welcome to Winners

Hermed det endegyldige bevis for den bløde britrocks bløde død. Det er lykkedes for Lowgold at indspille en markant dårligere plade, end Coldplay nogensinde ville kunne gøre. Endda uden falset-skønsang.

Da Lowgolds Mercury for nogle år siden roterede kraftigt på MTV’s Alternative Nation, gav musik og video indtryk af et både ambitiøst og iørefaldende band. Disse egenskaber skal man dog lede længe efter på Lowgolds andet album, der udkommer efter en del tovtrækkerier med pladeselskaber og efterfølgende ny opstart for bandet. Spørgsmålet er, om de ikke skulle have ladet det blive ved debuten, når opfølgeren er så tam og uinspirerende, som det gør sig gældende for Welcome to Winners.

“The catchy songs are catchier and the miserable songs are more miserable. The peaks are higher, the lows lower. Mountains and valleys. Ebony and ivory.”
Således siger frontmand Darren Ford – ikke umiddelbart en udtalelse, der giver forventninger om noget banebrydende. Dog håbede jeg på en varm og uimodståelig plade, men det skulle vise sig at være alt for optimistisk. Til min overraskelse viste det sig efter et tyst åbningsnummer allerede i singlen “We Don’t Have Much Time”, at Lowgold ikke alene bader i klichéer. De gør det tilmed på så kedsommelig vis, at det var svært overhovedet at høre pladen til ende. Adskillige gennemlyt senere har indtrykket desværre ikke ændret sig, og jeg må til min fortrydelse ty til det ellers alt for ofte brugte prædikat “kedelig” som det mest betegnende for samtlige 11 numre. Selv når det bliver udholdeligt at lytte til, bliver det nemlig aldrig andet end middelgodt, og langt de fleste numres underholdningsværdi ligger og roder rundt i den nedre ende af karakterskalaen.

Ballonen brast under singleomkvædet med de voldsomt inspirerende linjer »No no no / We don’t have much time / No no no / We don’t have much time / Left« i en sang, der forgæves prøver at være et uimodståeligt hit.
Endnu mere forudsigeligt bliver det dog i “The Same Way”, der er kliché-radiorock af værste skuffe, men som trods alt følges op af et par numre, der om ikke andet lyder som Coldplay på en halvgod dag. Endvidere er trommerne, koret og guitaren i “Clear the Skies” ren Doves, hvilket i denne sammenhæng er en god ting. Senere går der nemlig Tim Christensen og Oasis i den med guitarsoli og »she likes rainy days« i “Famous Last Words” og “Fade Down”, der samtidig er karakteristiske for pladens uopfindsomme sangtitler. Sådan går det igen i tekst, melodi og udtryk, at der simpelthen ikke er noget at komme efter hos Lowgold.

Et af problemerne er, at bandet forsøger at være smukke og dybtfølte, men kun i enkelte numre såsom “Keep Your Gun Dry” delvist har succes med det. Når de britiske fans af blød, melodisk rock nu på fjerde år bliver spist af med semi-interessante plader fra på skift Doves/Coldplay og Travis/Starsailor, kan man fristes til at spørge, hvad de skal med en sammenkogt dessert? At denne så ikke engang dufter sødt, gør ikke menuen bedre, for det kræver en hel del iørefaldenhed at dulme den beske smag af en genre, der har kogt suppe på sig selv i årevis. Med fire middelgode numre og syv, der er værre, lykkes det i hvert fald ikke for Lowgold.

Som en fan udtrykker det på deres hjemmeside: “Well, I’ve given it three weeks and it’s STILL unlistenable – I hope they haven’t given up their day jobs…”

★☆☆☆☆☆

Deltag i debat