Plader

Maritime: Adios EP

Skrevet af Peter Hansen

Gamle medlemmer fra The Promise Ring og Dismemberment Plan skuffer med deres nye projekt, Maritimes EP-udgivelse Adios. Mere harmløs musik skal man lede længe efter.

Det er sjovt, at nye bands, som er sammensat af medlemmer fra flere gamle bands, har en tendens til at gribe tingene an på samme måde. I mange tilfælde bliver tidligere tiders forsøg på originalitet halvvejs kastet over bord og erstattet af en meget poppet og ligetil tilgang. Dette kan både være godt og skidt. New Pornographers slipper fremragende af sted med det, for Zwan gik det så som så, mens ex-Pavement-medlem Spiral Stairs-projekt, Preston School of Industry, er meget langt fra at nå de højder, som hans forrige band havde.

Ét af de nyeste skud på stammen af disse “lad-os-glemme-vores-fortid-og-bare-spille-noget-melodisk-rock-bands” er amerikanske Maritime. Bandet består af en trommeslager (Dan Dider) og en vokalist/guitarist (Davey von Bohlen) fra det hedengangne emoband The Promise Ring samt en bassist (Eric Axelson) fra det lige så hedengangne indieband Dismemberment Plan.

Men Maritime spiller ikke emo, og de er meget langt fra den legesyge og kreative tilgang til musikken, som Dismemberment Plan lagde for dagen. På deres første udgivelse, EP’en Adios, kaster Maritime sig derimod ud i en omgang meget ordinær poprock, der til tider er relativt charmerende og til andre tider forfærdelig. For det meste er Maritime dog fuldstændig uinspirerede og harmløse, men lad os alligevel starte med det gode først – det gør Maritime i hvert fald.

På titelnummeret Adios viser Maritime nemlig, at de godt kan finde ud af at skrue en ørehængende melodi sammen. Nærmest symbolsk for musikkens udvikling handler nummeret om at lægge fortiden bag sig og bare komme derudaf. Trommer og blæsere lægger ud, og i omkvædet af den lille fine sang synger Davey von Bohlen: “Let’s hit the road and leave our names at home.” Det skal jeg lige love for, at de gør. Her er ingen finurlige rytmer a la Dismemberment Plan, og emoens tungsind er afløst af kontrolleret optimisme. Forfriskende, men så heller ikke mere.

Someone Has to Die tager tråden op fra den første skæring, dog med en smule mere sørgelig tone. Sangen er endnu en charmerende lille popsag, men hen mod slutningen begynder man at tænke på, om bandet ikke har andet i ærmet. De dårlige nyheder er, at det har Maritime ikke. De rigtig dårlige nyheder er, at de to bedste melodier allerede er fyret af.

Down to the River deler omkvæd med Bruce Springsteens gamle klassiker, men det er så også det bedste, man kan sige om den, og Birds of Ireland buser derudaf med en lallegladhed, så man efter fire gennemlytninger har lyst til at tage til Irland og skyde de forbandede fugle, der har inspireret til nummeret. Okay, så slemt er det måske ikke, men under alle omstændigheder er de to ovenstående sange noget af det mest harmløse, man har hørt i lang tid fra et undergrundsband – og det er i øvrigt en dårlig ting, hvis nogen skulle være i tvivl. Når det så er sagt, har Down to the River og Birds of Ireland i det mindste en nogenlunde melodi, som man kan nynne med på – det er mere, end man kan sige om EP’ens afsluttende nummer.

In Your Arms er decideret forfærdelig at lytte til. Hvorvidt Maritime har slidt deres kreative juicepresser ned, eller de har taget imod råd fra manden, der skrev bogen Hvordan man bedst efterlader et dårligt indtryk er ikke til at sige. Under alle omstændigheder har dette forsøg på en kærlighedssang mindre kant end Rundetårn og indeholder nogenlunde samme nerve som Christopher Reeves’ højre lilletå.

Adios er forløber for Maritimes første fuldlængde, der kommer engang til næste år, og man må håbe, at bandet er en hel del mere selektive til den tid. EP’en er den slags plade, der er okay, første gang man hører den, men så ikke bliver bedre, indtil den så bliver dårligere. De første to sange får et U hver. De næste to får et U tilsammen, og så trækker vi et halvt U fra for den sidste skæring.

★★½☆☆☆

Deltag i debat