Plader

Pearl Jam: Lost Dogs

Skrevet af Lars Simonsen

Som eneste overlevende band af The Mighty Four (Nirvana, Soundgarden, Alice in Chains og Pearl Jam) fra den gyldne tid, hvor den nyeste rockmusik fik prædikatet ’grunge,’ udsender gruppen dobbeltalbummet Lost Dogs.

Eddie Vedder & co. har altid tilgodeset deres trofaste fanskare, og denne udgivelse kan da også betragtes som en før-julegave til hardcore Pearl Jam-fans. De i alt 31(!) numre er nemlig b-sider og sjældenheder helt tilbage fra debuten Ten (1991) og frem til seneste plade Riot Act (2002). Som en ekstra bonus har bandet, meget brugervenligt, i bookletten nedfældet nogle linjer om historien bag hver eneste sang. Det meste er spændende og underholdende læsning og giver et lille indblik i skabelsesprocessen. De mange numre er dog, nærmest uundgåeligt, af meget svingende kvalitet.

Her er alt fra f.eks. “Yellow Ledbetter”, “Footsteps” og “Wash”, som sagtens kunne begå sig på de respektive Pearl Jam-plader, til den banale “You” (som Vedder skrev under en 10 minutters køretur i bil), det lallende cover-nummer “Gremmie out of Control” fra en plade, der støtter surfboardere, samt “Bee Girl”, der er en live-sang fra et radioshow fremført af Jeff Ament (bas – i dette tilfælde guitar) og Eddie Vedder (sang) – godt påvirkede af “The Almighty Red”, rødvin – i tiden efter det massive gennembrud med debutpladen.

Som det også nævnes i bookletten, er det for nogle sanges vedkommende uklart, hvorfor de ikke kom med på et af de rigtige albums, mens det i andre tilfælde står lysende klart hvorfor. Med på dobbelalbummet er også numre skrevet og sunget af nogle af de øvrige bandmedlemmer. Stone Gossard (guitar) bidrager f.eks. med den lettere punkede “Don’t Gimme No Lip” fra No Code-perioden, “Fatal” fra Binaural-tiden, “Strangest Tribe”, som er en fanklub jule-single fra 1999, samt den instrumentale “Brother” fra Ten-æraen. Den tidligere trommeslager Jack Irons fremfører den sære “Whale Song”, og Jeff Ament (bas) står for “Other Side” fra Riot Act-sessionerne samt “Sweet Lew” fra tiden omkring Binaural. Fælles for dem alle er dog, at man ikke ærgrer sig synderligt over, at de ikke er inkluderet på tidligere albums.

Men ud over de indledningsvis nævnte “Yellow Ledbetter”, “Footsteps” og “Wash”, er der flere, der hæver niveauet betragteligt. Især “All Night”, “Undone”, “Last Kiss”, “Education”, “Hold On”, “Hard to Imagine” samt “Dead Man” fra filmen Dead Man Walking er ganske enkelt fremragende.

Summa summarum: et temmelig skizofrent album med en del ligegyldigheder, men altså også en del rendyrkede perler. En enkelt perle savner jeg dog voldsomt på albummet, nemlig den sublime “Crazy Mary” fra Victoria Williams-hyldestpladen!

I forbindelse med Lost Dogs har Pearl Jam i øvrigt udgivet dobbelt-dvd’en Live at the Garden.

★★★★☆☆

Deltag i debat