Hvis du nægter at beskæftige sig med musik, der ikke tager sig selv alvorligt, er The Planet The og Psychical Angel nok ikke noget. Er du derimod mindre interesseret i, hvordan bandet tænker, end i, hvordan musikken rent faktisk lyder, så er der her et anbefalelsesværdigt udspil. Psychical Angel er, om noget, et bevis på et band, der elsker at spille musik uden den selvfedme, der nogle gange følger med. Udspillet vækker med sine absurde hybrid-sange en instinktiv lyst til at danse.
The Planet The leverer på Psychical Angel en omgang løssluppen og ualvorlig dansemusik. Misforstå ikke; det er ikke dansemusik i stil med den, der dominerer provinsdiskoteker landet over; The Planet The er noget helt andet. Psychical Angel er en fusion af punket og ambient progrock, der kan danses til – danses grimt, vel at mærke. Tænd for musikken, og du er sikret 30 minutter med tempofyldte rytmer. Det ene minut er dansen haltende og spastisk, det næste mekanisk og pumpende.
Sangene er svære at karakterisere enkeltvist. Charles Salas-Humaras vokalarbejde sendes gennem et net af forvrængning og kommer ud som et nyt instrument, side om side med Salas-Humaras guitar. Denne duo bakkes op af Dave Hubeners keys og Charles Francis Matze III’s trommer. Denne trios navne er værd at huske. Med Psychical Angel beviser de, at de er i stand til at levere et i sandhed progressivt udspil. Sangene starter et underligt sted og ender lige, hvor bandet ønsker det, uden skelen til normer og genrer.
Åbneren “Psychical Angel” starter midt i en morbid fascination af synth-distortion, en ekstatisk vokal der umuligt lader sig kategorisere, og allerede efter 30 sekunder er man overbevist om, at The Planet The virkelig er et andet sted fra.
Værd at bemærke er også “Toledo Vader”, der lancerer Darth Vader, hvis han havde været fra Toledo. Resultatet bør høres. En munter Vader i polka-humør bistået af funky rytmer skaber et forfærdeligt nummer, der på en underlig måde formår at være et af udspillets bedste. Måske er det det forfærdelige, der fænger ved The Planet The? Sikkert er det, at det ikke er almindelige parametre, der gælder for denne musik.
Det tætteste, der kommes på en traditionel sang, er orgelballaden “High School Hands”. Det skulle man i hvert fald tro efter de første minutter, men så bliver The Planet The besat. Et virvar af guitar og synth løber om kap mod hinanden. Et forhindringsløb gennem forskellige temaer og rytmer, der ikke har meget til fælles med en typisk 4/4-popsang. Hvem der løber af med sejren, er ikke til at sige, men underholdende er det.
Prog-punk ville være et logisk mærkat at påklæbe The Planet The, men ikke helt dækkende. The Planet The holder sig nemlig ikke til snævre genre-kategorier – tværtimod. Der blandes skødeløst elementer og inspirationer fra mange genrer. Genrekrav er ikke vigtige på Psychical Angel; her er legen i centrum. Trioen leger sig igennem udspillet med en enorm fantasi. Reelt set er hybriderne af lyde og useriøse tone lege ikke altid lige vellykkede, men The Planet The er på trods af et par smuttere et interessant og enestående udspil, der altid vil kunne holde en fest af den vilde slags i gang.
