Plader

Pluto: Støv/eller/støj

Skrevet af Troels Mads

Pluto følger debuten fra sidste år op og understreger på bedste vis, at der er masser af holdbarhed i de små dansksprogede perler, de strør om sig, uden at de dog helt formår at indfri alle forventninger.

Pluto-debuten Forfra fra sidste år høstede et helt lille bed af anmelderroser og præsenterede et ambitiøst orkester, der dog ikke lykkedes helt i at udfylde potentialerammen. Noget lignende kunne man sige om den nye plade, Støv/eller/støj. Også den er blevet begavet med anmelderpriser og sender Pluto et stort skridt i den rigtige retning.

Forfra endte med at sælge urimeligt få plader (500 stk.) og beviste dermed igen, at der er et tomrum for den del af den dansksprogede rock, der har svært ved at finde vej til P3’s playlister. Det er desværre svært at forestille sig, at den nye plade ikke skal stadfæste Plutos placering som outsider.

Den Neil Halstead-agtige “Natjager” åbner ballet og slår fra starten en strengt intim tone an. Det er en simpel figur, der gentages og vokser i styrke og danner ramme for Thomas Thomsens »små figurer af ord«. Som det er tilfældet på stort set resten af pladen, er crescendoerne legio. Det er en simpel, men yderst effektfuld formel af skrabede introer, brusende outroer og opbygninger ind imellem. Instrumenteringen er yderst sparsom – de klassiske rockdyder tilsat elektroniske effekter – og hvis der overhovedet tages tilløb til støjrock, er det af den sarte slags.

“Pilot” holder sig inden for rammerne (om end intensiteten i nogen grad er opbygget bagvendt – til gengæld kommer den så med lebendigt orgel) med så stort held, at den indkasserede fine placeringer på Det Elektriske Barometer i årets løb. “En sang” falder sammen med “Gi’ op” (og til dels “Dit navn” og “Hvad så?”) udenfor og afridser en (endnu) mere inderlig og minimalistisk side af Pluto. Det er selvfølgelig også her, at den for genren så typiske melankoli får lov at træde stærkest i karakter.

At simpliciteten i musikken kan virke befordrende for tekstens spillerum, bekræftes i nogen grad af “En sang”, der måske er pladens mest effektive skæring, og under alle omstændigheder yder Thomsens tekster den største retfærdighed. Ikke fordi det nødvendigvis hverken er pladens bedste tekst eller stykke musik, men især de sidste fire verslinjer åbenbares med så stor perfektion, at de bliver uafrystelige. Man er simpelthen nødt til at lytte og lade sig henføre.

Helt så vedkommende er de lidt mere hetzede numre ikke. I hvert fald ikke ved de første mange gennemlytninger, for Støv/eller/støj er ikke den nemmeste plade at komme ind på livet af. Det tager f.eks. sin tid at finde ud af, at der faktisk er fundet plads til at differentiere udtrykket.

Jeg måtte en tur rundt om liveudgaven af Pluto, som nogle sikkert vil finde kedelig, for at modtage min åbenbaring. Live ses det straks, at det er et band, der i forskellige inkarnationer, har spillet sammen i hen ved 10 år. Hvad de savner i scenesjov og tingeltangel, har de til gengæld tifold at tilbyde i driftssikkerhed og indbyrdes forståelse, som de behændigt forstår at omsætte til et stort musikalsk overskud. Det gav for mit vedkommende blod på tanden til at lytte endnu nærmere til Støv/eller/støj. Og det lønnede sig.

Såvel i de vingeskudte som i de flaksende passager er der som nævnt langt flere facetter, end få gennemlytninger umiddelbart lader ane. Måske kommer man ikke til at kunne bestemme lyden af hverken susende poppeltræer eller lyden af en hånd med en ring på, der trommer på en plastiktraktor (begge fandt ellers deres vej til pladen), men man forstår efterhånden, at det er en flok dygtige musikere med blik for detaljen, der har begået Støv/eller/støj.

Teksterne fylder meget – såvel pga. de til tider sparsomme kompositioner, som at der synges på dansk – og er et helt kapitel for sig selv: De er løst fabulerende, meget sanselige og rige på billeder, sandsynligvis hentet i en selvbiografisk hverdag. Det er bruddet som grundvilkår i et nuperspektiv slynget op om tidstypiske fraser (»prozac-solskin«), og det er tekster indeholdende stor transcendens, men også kropsligt nærvær. Ud fra en dansk tradition altså postmoderne.

Teksterne hører til i den bedre ende af skalaen med enkelte svipsere, som når »månen [“¦] hænger på sin stjerneknage,« eller »når du siger du tror / på Long Island Ice Tea,« der især i sammenhængen ikke er helt hvas nok. Man må dog lade Thomas Thomsen, at han tør skrive ’rigtige’ tekster og stille sig selv frem til skue. Det er mere, end man kan sige om de fleste af de bands, der begår sig i det samme københavnske ’indie’-miljø som Pluto. Læg så oveni, at teksterne rent faktisk for langt størsteparten fungerer ganske fortrinligt, så bliver de alt i alt et stort plus for Plutos samlede udtryk.

Når jeg alligevel er tilbageholdende med at finde de helt store superlativer frem, skyldes det først og fremmest, at Pluto stadig mangler at kappe navlestrengen helt til sine forbilleder og for alvor træde i musikalsk karakter. Det er svært at lade være med at tænke især Low, men også Sparklehorse, Yo La Tengo, Galaxie 500, Ida osv. i samme dur, når man lytter til Støv/eller/støj. Underskuddet af særegenhed og den sidste rest af påpasselighed gør, at det formodentlig heller ikke i denne ombæring lykkes Pluto at finde helt ind til kernen. Og så ville det jo være dumt at hive de helt store karakterer frem, når man nu er helt overbevist om, at det kan blive endnu bedre. Tør Pluto udfordre sig selv lidt mere, kan det uden tvivl blive rigtigt, rigtigt godt! Indtil da må Pluto nøjes med en kraftig anbefaling herfra: Køb Støv/eller/støj. Køb den, og forær den til dig selv eller én, du holder af. Den er som skabt til mørke vinteraftner.

★★★★½☆

Deltag i debat