Plader

Shout Out Louds: Howl Howl Gaff Gaff

Skrevet af Peter Hansen

Med inspiration fra både The Strokes, The Cure og Built to Spill har svenske Shout Out Louds skabt en yderst lyttevenlig plade, der dog ikke ligefrem emmer af originalitet.

Ligger Sverige i New York? Nogle gange skulle man tro det. Vort broderland er i hvert fald et af de steder i verden, hvor de lokale bands er bedst til at ramme den specielle New York-rock-lyd. Lige bortset fra millionbyen selv, selvfølgelig. Bare tænk på grupper som Division of Laura Lee og The Sounds.

Shout Out Louds er det nyeste skud på stammen. I al fairness bør det dog straks indskydes, at Shout Out Louds har mere at byde på end bare at kopiere gamle og nye bands, der på et eller andet tidspunkt har stået på scenen i CBGBs. Svenskerne henter nemlig også inspiration fra indiescenen på den amerikanske vestkyst, og så bliver der også eksperimenteret med at blande elementer fra selveste The Cure ind i retro-rocken på Howl Howl Gaff Gaff, som Shout Out Louds’ første fuldlængde hedder. På den måde forsøger svenskerne lidt det samme, som Interpol har mestret til fulde. På sidste års Turn on the Bright Lights var det dog Joy Division og ikke The Cure, som var den engelske 80’er-indie-ingrediens, og generelt kan man sige, at Shout Out Louds ikke lykkes helt så godt med deres forehavende, som Interpol gjorde. Mindre kan dog også gøre det, og Howl Howl Gaff Gaff er bestemt en plade et stykke over gennemsnittet.

På trods af den ovenstående smøre kan man samtidig heller ikke komme uden om, at der står The Strokes skrevet over en del af Shout Out Louds’ musik. Især på den første del af pladen er ligheden slående, men det knockouter på ingen måde éns nydelse af musikken. For det første fordi der, når det gælder charmerende og poppet rockmusik, i dén grad findes værre bands end The Strokes at læne sig op af. For det andet afslører bare et par gennemlytninger, at Shout Out Louds har proppet en del af deres egen personlighed ned i de medrivende rocknumre.

Åbningsnumret The Comeback buser derudad fra første færd med en tung, tung basrytme og forsanger Adam Olenius, der med en træt stemme bekendtgør: “I´m kind of tired / ’Cause you wouldn’t let me sleep last night.” Der er dog ikke noget trættende over The Comeback – det er en charmerende rocksang og et perfekt valg som åbningsnummer. De næste to numre, Very Loud og Shut Your Eyes, er det tætteste Shout Out Louds kommer på at lyde præcis som The Strokes. Der er stadigvæk tale om gode sange, men det er nu rart, at bandet udvider deres repertoire allerede på næste nummer. Please Please Please er det nummer, The Smiths og The Cure ville have skrevet, hvis de var det samme band – og boede i Sverige vel og mærke. En Johnny Marr-guitarlinje bliver fulgt op af en Robert Smith-agtig vokal. Resultat: en glimrende sang. Allerede på næste nummer er The Cure dog gået solo igen, og nu begynder man virkelig at kigge efter Robert Smiths navn i coveret under gæstemusikere.

Party-rocken holder sit indtog for et kort øjeblik i den knap så langtidsholdbare 100°, og så hiver Shout Out Louds pludselig en ny inspirationskilde ud af ærmet. Bannerførerne for den amerikanske west-coast-indie, Built to Spill, ekkoer nemlig i nogle af sangene på den sidste del af albummet. Især omkvædet i End up Behind havde passet fint ind på Keep It Like a Secret, og i I Wish I Was Dead viser Adam Olenius, at han er lige så god til at lyde som Doug Martsch, som han er til at lyde som Robert Smith. Alle inspirationskilderne bliver samlet i pladens måske bedste nummer, Never Ever, inden Shout Out Louds i det afsluttende My Friend and the Ink on His Fingers også lige når at runde deres landsmænd i David & the Citizens.

Man burde måske sable Shout Out Louds ned for at stjæle med arme og ben fra diverse bands i musikhistorien, men når alt kommer til alt, så er der ikke særlig meget musik, der formår at være nyskabende og original, samtidig med at den er god. Og når Shout Out Louds har valgt en række så varierede og gode bands som inspiration og oven i købet har samlet det hele til en så lyttevenlig helhed, så er det svært at være specielt sur på svenskerne. De har jo trods alt også skrevet melodierne selv, og de er for det meste fremragende.

Shout Out Louds er kort sagt et bekendtskab, der er charmerende uden at være for charmerende, og hvis svenskerne formår at røre deres inspirationskilder endnu bedre sammen og derved skabe deres helt egen personlige musikalske gryderet, vil de være yderst interessante at følge i fremtiden.

★★★★½☆

Deltag i debat