Plader

Unexploded Bomb: Shave Your Soul

En ueksploderet bombe er på overfladen glat og tilforladelig. Bomben gemmer på en umådelig, indestængt kraft og er derfor temmelig farlig. Hvornår eksploderer den? Hvad skal der til, for at den gør det? Et dansk band har taget navn efter denne lunefulde tingest, men de har kun øje for bombens overflade.

Unexploded Bomb er et dansk band med to faste medlemmer: Peter Banner, der tager sig af synthesizere, klange og programmeringer, og Jannick Næsted, der håndterer den seksstrengede basguitar. Af og til henter de forskellige instrumentalister ind til at farve kompositionerne, en guitarist eller en sangerinde eksempelvis, men det er de to herrer, der tegner butikken og derfor dem, der tager de musikalske beslutninger.

Lad det være sagt med det samme: Bandets færdigheder fejler ingenting! Deres demo er velproduceret, fejlfri og ganske behagelig at lægge ører til. Og var det bare musikernes færdigheder, der skulle bedømmes, ville de snildt hive en fire-fem U’er hjem. Men det er det jo ikke. Nok så væsentligt er det, hvad så fingernemme musikere vælger at bruge deres færdigheder på. Og her er vi ovre i den mere bagstræberiske del af musikken. Det lyder nemlig, som om Unexploded Bomb stiller sig tilfredse med at lyde som nogle af deres åbenlyse helte gjorde for syv, otte, ni år siden – vi taler her om musik, der lyder som Underworld, The Orb, Orbital, Future Sound of London eller som chefen bag Good Looking Records, Ltj. Bukem anno 1996. Ja, i virkeligheden er listen af referencer uendelig lang, for de fleste af lydene, kompositionerne og effekterne på denne demo er desværre hørt før. Unexploded Bomb har sikkert brugt en masse kræfter, tid og energi på at komponere og producere denne demo, men spørgsmålet er, om tiden og kræfterne ikke kan bruges mere fornuftigt, når Banner og Næsted nu er så ferme musikere?

Samtlige numre er domineret af atmosfæriske, æteriske og luftige keyboardklange, der allerede for 30 år siden signalerede “Det ydre rum”, “Rejse ud i universet” og “Bliv ven med dit astrallegeme,” og som for alvor vandt indpas i den elektroniske musik med fremkomsten af den mere trance-orienterede del af chill-out musikken i starten af 1990’erne. Hen over, under og mellem disse klange har duoen strøet diverse krydderier. I track 1 svæver en kvindestemme rundt i ur-suppen, claves optaget med en gevaldig rumklang danner rytmisk grundlag i track 2, et spændstigt uptempo beat og smidig bas karakteriserer nr. 3, inciterende bækken-programmeringer farver nr. 5, klokker og drum’n’bass-rytmer sender nr. 6 af sted, en ret så effektiv trommefigur løber igennem hele track 7, og en herlig lyd, der emmer af electroclash, Human League og tidlig Depeche Mode sparker lidt liv i track 9. Der er altså masser af mere eller mindre gode detaljer, men alt sovses ind i de sværmeriske keyboardflader, og det er altså synd. Det hæmmer modstand, friktion, kant, nerve. Hvor er bombens farlighed?

En ting undrer mig: Når computermediet rummer uendelige muligheder for lyde og lydmanipulationer, hvorfor ender man så alligevel med at bruge lyde, som vi alle kender, og som ingen tager anstød af? Hvorfor ikke gå på opdagelse i, hvad maskineriet kan? Hvorfor ikke udforske klange og strukturer, når nu mulighederne er til stede? Hvis man i virkeligheden allerhelst vil ud at spille foran en danseglad forsamling, hvorfor så ikke tone rent flag? Der findes masser af jam-bands bestående af dygtige musikere, som gør en masse mennesker glade ved at spille den slags musik, som folk kender, og som vi alle sammen helst vil danse til, når vi er ude og vifte med ørerne. Hvis det er det, folkene bag Unexploded Bomb vil, er det helt fint for mig, og så kunne de passende skifte navnet ud til “Midt-90’er techno-jam”. Men det virker, som om de gerne vil noget mere. Hvad dette mere er, står ikke klart, men jeg kan kun opfordre til mere forskning og undersøgelse. Måske man kunne starte med at tage bandnavnet seriøst? En ueksploderet bombe er 100 gange mere farlig end musikken på denne demo. Ligger der ikke noget inspiration her?

★★½☆☆☆

Deltag i debat