Plader

Voks: Vaks vanskab ak

Skrevet af Martin Laurberg

Vaks vanskab ak er en dejlig samling af barnlige og hippieagtige tegnefilmssoundtracks, der blander gammeldags sangskrivning og eksperimenterende electronica på en original måde.

De sidste par år har den danske computermusiker Voks optrådt i forskellige sammenhænge rundt omkring. Han var for eksempel med på Xart Hybrid-sampleren, har haft numre med på flere af Goodiepals 7″-singler på V/Vm, og han har numre liggende på det fine datamusik.dk, hvilket i sig selv er et kvalitetsstempel.
Den lille 3″-cd Vaks vanskab ak er Voks’ første egentlige udspil, og lad mig straks slå fast, at der er tale om en meget sympatisk og ret usædvanlig plade. Nok har vi at gøre med elektronisk musik, men det er en underlig afart, der ligger et godt stykke fra såvel soundscapes som raveagtig techno. Hvis man skal tale om musikalske forfædre, må det være The Residents og deres mærkværdige cirkuseksperimenter fra halvfjerdserne og firserne. Man kan måske endda være mere præcis og pege på The Residents’ Commercial Album fra 1980, der ud over stilmæssige ligheder også har det til fælles med Vaks vanskab ak, at der er tale om mange numre på kort tid: fyrre numre på fyrre minutter hos The Residents, ti numre på tyve minutter hos Voks.

Pladens åbningsnummer, “Skelet togt”, er en meget stemningsfuld sang, der veksler mellem en gyseragtig orgelmelodi og en grum marchrytme. Hvis man skulle lave en tegnefilm om nogle skeletter, der tog på togt, ville man her have det perfekte soundtrack. I det hele taget kan man godt sige, at Vaks vanskab ak med sin blanding af barnagtige lyde og melankolske melodier lyder som et soundtrack til en tegnefilm – om end der ville være tale om en ret surrealistisk af slagsen.

Efter “Skelet togt” – som er pladens mest poppede nummer og i øvrigt det sted, hvor Voks minder mest om The Residents – kommer den mærkværdige “Hottenslot”, som er i en lidt anden boldgade. Vi har her at gøre med en eksperimenterende suppe af elektroniske knirkelyde, der sammen med et beat laver en opklippet melodistruktur, der er ret fængende, selv om den nærmest ikke hænger sammen. Nummeret er et godt eksempel på, hvad Voks for alvor har succes med: at mixe barnlige og fængende melodier med avantgardistiske lydeksperimenter, så det på den ene side ikke ender i det rene lal og på den anden side heller aldrig er ren friform.

Blandingen og den gensidige påvirkning af barnlige melodier og flippede eksperimenter er gennemgående på pladen. Et eksempel er “Tuuie”, der begynder med en tilsyneladende helt strukturforladt xylofon, som bliver suppleret med et par lige så flippede orgler, hvorefter det hele på højst uventet vis bliver understøttet af et papkasseagtigt trommebeat, der ligesom tvinger en melodi ud af galskaben. Et andet eksempel er “Klarina”, hvor vi først får én orgelmelodi, dernæst én til der blander sig med den første på en sær måde, hvorefter det hele, mens man mindst venter det, bliver afløst af en tuba-agtig marchrytme, der vender sagerne på hovedet og samtidig strukturer dem. Man bliver konstant overrasket, men på en måde, der får det hele til at give mening.

Numrene på Vaks vanskab ak er præget af noget, der ligner en sangskrivningsbaseret struktur. Hvis man hører til dem, der får knopper af introvert electronica, der forsøger at fremkalde følelser ved at gentage den samme klichéfyldte flade af mol-klange om og om igen, er det befriende at få en plade, hvor kunstneren leverer sit budskab hurtigt og præcist – især når det sker på en så raffineret måde, som det er tilfældet her. “Kap nakken hak hak hak”, “Flåterne kommer” og “Ankergang” (måske pladens højdepunkt) er alle eksempler på, at Voks har et stort talent for at komponere poppede og enormt stemningsfulde melodier ud fra et lydunivers, der i naivitet og C64-agtighed nærmer sig det direkte åndssvage.

Hvis man skal sætte en finger på Vaks vanskab ak, kan man måske nok sige, at naiviteten bliver lidt trættende i længden. Voks insisterer i dén grad på at holde sig til det simple, og det får engang i mellem det hele til at virke lidt ugennemarbejdet. For eksempel er “Obo omo” ikke en specielt spændende sang. “Kaks”, der lyder som en slags ufærdig version af noget, Steve Reich kunne have lavet, holder heller ikke nogen vågen om natten. Men i det store hele er det barberede udtryk særdeles vellykket. Vaks vanskab ak er en fin plade, der byder på glæde, humor, melankoli, personlighedssplittelse og meget andet.

★★★★½☆

Deltag i debat