Artikler

10 soundtracks til din ulykkelige kærlighed

Skrevet af Peter Hansen

Når du alligevel ligger hjemme under dynen med et knust hjerte, hvorfor så ikke lytte til noget musik, der gør dig endnu mere ked af det?

»Did I listen to pop music because I was miserable? Or was I miserable because I listened to pop music?«

Sådan cirka starter High Fidelity. Filmen, altså. Robs kæreste Laura har lige bekendtgjort, at hun vil forlade ham, og straks efter den besked har han selvfølgelig kastet sig ind foran anlægget med hovedtelefonerne trukket godt ned om ørerne. For der er ikke nogen bedre kur mod ulykkelig kærlighed end sørgelig popmusik. Eller er det nu også rigtigt?

Vi kender det alle sammen: Kæresten har sagt farvel. Man har sagt farvel til kæresten, som har sagt, at han/hun ikke gider være ens kæreste, og i fællesskab I fundet ud af, at det er bedst, man ikke er kærester. Ah okay, det sidste er vist en illusion, men under alle omstændigheder så eksploderer hjerter verden over hver dag, mens andre langsomt, men sikkert, bliver nedbrudt. Så hvad gør man så? Tit og ofte svælger man i sange, hvor teksterne og melodierne afslører, at andre har det lige så slemt som én selv. Man forsvinder i et hul af sørgelig popmusik og venter på, at livet begynder forfra – venter på at hjertet bliver repareret.

Logisk set ville det nok være sundere at kaste sig ud på et dansegulv til tonerne af Safri Duo sammen med den første, den bedste og så i øvrigt glemme, at man har følelser over livhøjde. Men nu har logisk sans aldrig været den store styrke for folk som Rob og os andre.

Derfor giver denne skribent her 10 bud på soundtracks til din ulykkelige forelskelse. 10 sange om hvor svært det med kærligheden selvfølgelig er. 10 melodier som man kan svælge i på fuld hane, indtil man er klar til dansegulv og følelser både over og under livhøjde. Safri Duo bliver man forhåbentlig aldrig klar til.

De 10 valg er selvfølgelig overtegnedes personlige favoritter i den pågældende situation. Find selv på andre, og se så at få set og læst High Fidelity, hvis du ikke allerede har gjort det.


The Cure: Pictures of You

På en sådan liste her bliver man selvfølgelig nødt til at have en The Cure-sang med. Problemet er bare, hvilken en man skal vælge. The Cures bagkatalog er jo én lang rejse ind i kærlighedens ulyksaligheder, og selv hvis Robert Smith sang om børnefødselsdage hos McDonald’s ville det nok stadigvæk lyde sørgeligt i mine ører. “Pictures of You” tager dog prisen. Den starter sådan her: »I’ve been looking so long at these pictures of you / That I almost believe that they’re real,« og slutter med »there was nothing in the world that I ever wanted more / Than to never feel the breaking apart / All my pictures of you.« Alt midt imellem er genialt. På den sørgelige måde altså. Sørgeligt på den fede måde altså.


Counting Crows: Anna Begins

Før Adam Duritz og Co. blev halvkedelige og uinspirerede kopier af sig selv, lavede dette amerikanske band faktisk et par rigtig gode albums. “Anna Begins er fra deres debut, og jeg har sjældent hørt en sang, der giver så mange vinkler på den ulykkelige kærlighed. Lige meget hvilken variant, man er udsat for, er der en linje i “Anna Begins, der beskriver den. Her er en af dem: »Kindness falls like rain / It washes me away / And Anna begins to change my mind / And everytime she sneezes I believe it´s love / Oh Lord I´m not ready for this sort of thing.« Trist, trist. Den rammer mig hver gang.


Joy Division: Love Will Tear Us Apart

At kærligheden ligefrem river os fra hinanden igen og igen er måske lidt for sortsynet – selv til en liste med udgangspunkt i ulykkelig forelskelse. Men nu var Ian Curtis vel heller ikke ligefrem et af de gladeste mennesker, der nogensinde har betrådt denne jord. Et af musikhistoriens bedste riffs starter sangen, som jeg af en eller anden grund altid kun kan huske omkvædet på. “Love, love will tear us apart again.” Måske var det også de linjer, der gik igen inde i Curtis’ hoved, da han begik selvmord kort efter.


The Smashing Pumpkins: Stand Inside Your Love

Den bedste sang fra The Smashing Pumpkins’ femte album er med sin rockede form måske ikke det mest oplagte valg til denne liste, men så husk på at den starter med linjerne: »You and me / Meant to be / Immutable / Impossible / It’s destiny / Pure lunacy.« Udover det har jeg altid elsket Billy Corgans metafor i omkvædet og titlen. For som dreng har det nemlig altid været svært – eller måske snarere umuligt – at forstå, hvorfor piger gør, som de gør. Så tænk, hvis man bare kunne sige: »Bare kast din kærlighed, hvor du nu end beslutter dig for at kaste den. Så håber jeg ikke, det gør noget, at jeg stiller mig derhen.« Ja tænk, hvis det var så let.


Kashmir: Melpomene

Kashmirs sang om tragediens muse er måske så ny (i 2004 red.), at den ikke har været en del af så mange ulykkelige forelskelser. Men hvad gør det, når den beskriver, at det både er sørgeligt, når man ikke kan få pigen, og når man har fået pigen. Og når Kasper Eistrup synger: »Flutter girl / Killing me with her sunshine / She’s so unaware / That she’s my Melpomene,« så forstår man ham kun alt for godt.


Ryan Adams: Call Me on Your Way Back Home

Det er faktisk ikke fordi, at denne sang i sig selv er selvskreven til denne liste. Men et eller andet sted bør Ryan Adams’ solodebut, Heartbreaker, være repræsenteret; den plade er jo i sin helhed perfekt til aleneaftener derhjemme med en sjus i den ene hånd og selvmedlidenhed i den anden. »I just wanna die without you,« gentager Adams igen og igen i omkvædet af “Call Me on Your Way Back Home”. At man så senere har fundet ud af, at det var penge, succes og sprut, han henviste til, ødelægger af en eller anden grund ikke forholdet til sangen.


The Smiths: Last Night I Dreamt that Somebody Loved Me

The Smiths har lavet bedre sange end “Last Night I Dreamt that Somebody Loved Me”, men det er uden tvivl en af deres mest sørgelige tekster. »Last night I dreamt that somebody loved me / No hope – but no harm / Just another false alarm.« Morrisseys ord taler vist for sig selv. Utroligt at den samme mand har sunget »some girls are bigger than others« og sluppet afsted med det.


Radiohead: There, There

Jeg er faktisk ikke engang sikker på, at dette er en decideret kærlighedssang, men nu er 10 sådan et dejligt rundt tal, når man laver en liste. Rent faktisk kan man jo aldrig være helt sikker på, hvad en Radiohead-sang handler om, og under alle omstændigheder så rammer omkvædet i hvert fald hovedet på sømmet i forhold til de misforståelser, der tit fører til den ulykkelige forelskelse: »Just because you feel it / Doesn’t mean it’s there.« Det er rigtigt, Thom, men behøver du at vade i det?


Håkan Hellström: Nu kan du få mig så lätt

Svenskerens sang er en perfekt beskrivelse af den følelse, man havde som 17-årig, når sommeren var slut, og hverdagen begyndte igen. »Hvorfor gjorde jeg dog ikke noget, da hende pigen, jeg har jagtet siden Sankt Hans, smilede til mig fra den anden side af lejrbålet?« Eller som Hellström siger: »Sommaren snurrade fort / När vi bara snöade bort / Och jag vågade aldrig hålla din hand / Vi är inte säna som i slutet får varann.« De øjeblikke kommer aldrig tilbage.


U2: With or Without You

Ja, ja okay. De politisk engagerede arenarockere virker måske malplacerede på denne liste, men “With or Without You” har så ret i al sin enkelthed, at jeg ikke kan komme uden om den. Når Bono skriger »I can’t liiiiiiiiive / With or without you« ud med samme overbevisning, som han fem år forinden gjorde det med “Sunday Bloody Sunday”, så tror man sgu’ på manden. Og i bund og grund er omkvædets fortærskede kliché vist også det, som det hele handler om i sidste ende.

Leave a Reply