Plader

The Alpine: Four New Numbers

Skrevet af Peter Hansen

The Alpine laver Superheroes-agtig pop, der er så pæn og overfladisk, at der ikke er meget ægthed tilbage.

Man kan komme langt med rigtig god pop i alle hjørner af musikverdenen. Man kan komme rigtig langt med knap så god pop i nogle hjørner af musikverdenen, men så er det altså stadigvæk knap så god pop. Aalborg-bandet The Alpine og deres Four New Numbers falder ind under kategori nummer to. Der er tale om 80’er-inspireret pop, der i momenter er uforskammet ørehængende og i andre momenter bare er uforskammet. Bandets nye demo-CD indeholder, som titlen antyder, fire numre, og så har den en lyd så ren, at man kigger en ekstra gang i coveret for at se hvem, der spiller på pletfjerner.

Ifølge pressematerialet er The Alpines lyd blandt andet sammensat af 70’ernes glam/rock-musicals, 80’ernes punkede new wave og så noget skramlet rock. Hvis man virkelig leder, kan man også godt finde de elementer, men nøgternt set er der mest af alt tale om Superheroes light, tilsat en smule Gangway og et strejf af Grand Prix-stemning!

Så slemt som det sidstnævnte er det dog kun i få momenter, og faktisk starter Four New Numbers relativt glimrende. Too Many Monsters er således pladens bedste nummer, dels fordi The Alpine her formår at gøre deres ellers ensformige lydbillede mest interessant ved at tilføre noget rock til poppen, og dels fordi det simpelthen er den bedste melodi på pladen. Omkvædet får i hvert fald én op på tæerne.

Allerede inden åbningsnummeret rinder ud, er man dog fuldt ud klar over, at éns musikalske verden ikke vil blive rystet af at lytte til Four New Numbers. På næste nummer er Superheroes-inspirationen tydelig, men desværre kan The Alpine ikke holde den melodimæssige standard fra åbningsnummeret. The Top er på en dårlig dag kedelig og på en god dag harmløs baggrundsmusik. Små detaljer i nummeret viser dog stadig talent hos bandet, men når skæring nummer tre toner ud i højtalerne, knækker filmen, og man får kaffen galt i halsen. Nu kan The Alpine jo selvfølgelig ikke vide, at jeg hverken bruger sukker eller fløde, men derfor behøver de ikke at hælde begge dele i øret på mig. High Underground er fyldt med slesk og banal guitar, og selv om Ida Strands vokalbidrag er både pænt og rent, så får det alligevel nakkehårene til at rejse sig, og man kan næsten høre Simon Juncker sidde og give Popstars-instruktioner i baggrunden. Det er i øvrigt også i forbindelse med dette nummer, at Grand Prix-sammenligningerne kommer ind i billedet, hvis nogen skulle være i tvivl.

The Alpine kommer heldigvis godt tilbage på pladens sidste nummer, hvor de igen formår at skrue et stykke okay ørehængende pop sammen, der ikke lyder helt så meget som en kliché.

Det kan dog ikke ændre ved et samlet indtryk af en plade som værende mere en stiløvelse i melodier end en musikøvelse med stil. Four New Numbers viser i momenter, at The Alpine godt kan skrue en god melodi sammen, men det er altså synd, at de ikke viser det på en bedre måde. Man savner i den grad at blive udfordret af bandet.

The Alpine har bevæget sig ud i en genre, hvor de er dybt afhængige af, at de kan skrive melodier, der er lige så gode som åbningsnummeret. Lydbilledet er i sig selv så uinteressant, at korthuset falder sammen, når sangene bevæger sig bare lidt ned ad på “nynne med-skalaen.” Bandet skal have kredit for at lave en plade, der lydmæssigt overhovedet ikke lyder som en demo, men når alt kommer til alt, så mangler man at vide, hvad The Alpine overhovedet vil med deres musik. Dertil er Four New Numbers, med få undtagelser, simpelthen for glat, overfladisk, uinspireret, pæn og, nå-ja, ren.

★★½☆☆☆

Leave a Reply