Plader

Arcade: Into the Light

Skrevet af Martin Laurberg

Into the Light er en plade, som næppe kommer til at slå igennem, fordi Arcade lyder som en halvtør udgave af de mange pige-punkgrupper, som de trækker på.

Arcade er del af den ret store og tit ret spændende gruppe af pigebands, som er kommet i kølvandet på riot grrrls som Bratmobile og Bikini Kill. Det er let at have en svaghed for den slags sager, fordi pigepunkerne ofte kan give et alternativ til den for tiden allestedsnærværende øl-, Bockwurst- og Puch Maxi-agtige rock’n’roll-punk. At damer laver seje rockplader, er ikke noget nyt: Klassikere som The Raincoats og X-Ray Spex har lavet mesterværker, som klart hører til den del af den klassiske punk, der har overlevet med størst succes.

At have fællestræk med gode og originale grupper, er imidlertid ikke det samme som selv at lave god musik, hvilket Arcade er et eksempel på. Problemet er, at de skulle have lavet en syvtommer i stedet for et helt album. Sagen er nemlig, at Into the Light kun har to numre, der for alvor holder: den afdæmpede “Holly” og den lidt mere slagkraftige “Too Low”, som begge er fine sange, der ville kunne have været A- og B-side på en fin single. Resten af pladen hæver sig derimod ikke over det middelmådige.

Gruppen spiller en slags punkagtig indierock, der måske især kan sammenlignes med Sleater Kinney. Men blandingen er ikke specielt vellykket, fordi punkattituden forhindrer dem i at være for melodiske, mens forsøget på alligevel at have et poppet islæt forhindrer dem i at flippe ud. Resultatet er en samling numre, som er sympatiske nok uden at have hverken nok melodi eller energi. Der er især to ting, som gør Into the Light søvndyssende. Den første er forsangeren Carrie Conleys forsøg på at lyde barsk, som i de værste skræktilfælde ender med at lyde som en kvindelig udgave af Eddie Vedder. Det andet er de ligegyldige guitarmelodier, der i et slemt forsøg på at skabe afveksling plager hvert nummer på en højst uopfindsom måde.

Arcade er bedst, når de spiller afdæmpet, melodisk rock som i de to førnævnte, “Holly” og “Too Low”, samt afslutningsnummeret “Slipper” (som imidlertid ender med et virkelig irriterende larmestykke). Det er de til gengæld også rigtig dygtige til, og derfor kan man håbe på, at de i fremtiden kommer til at udgive dejlige og mere spændende plader. På Into the Light er der (også produktionsmæssigt) for langt mellem bjergtoppene.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat