Plader

The Carlsonics: s.t.

Skrevet af Søren McGuire

Garagerock med stort G.

The Carlsonics fra Washington DC er sikkert det mindst nyskabende og mest uoriginale orkester, musikhistorien nogensinde er stødt på. Der er absolut intet nyt at hente på kvintettens selvbetitlede debut, og det er så, hvad det er. Og kan man bare se ud over det og bare tage musikken for, hvad den er, så… men lige netop den bemærkning er jo også hørt før. Det bliver sgu’ svært, det her.

The Carlsonics spiller retro-fikseret garage-punk-pop-rock. Humøret og tempoet er højt, og pladen skal også høres for fuld volume – og gerne med en lille fadølsbrandert i bagagen. Det hele lyder rigtig meget af Sex Pistols, Hellacopters, Rolling Stones, The Clash, Buzzcocks og The Hives. Man kan altså ikke skyde helt ved siden af, hvis man ser det fornuftige i ovennævnte navne. Det er garagerock med stort G, og energien og spilleglæden fejler intet. Det meste af pladen drukner i én stor portion rock, som egentlig er ganske fornøjelig. Overraskende nok kan The Carlsonics også klare mere end et par enkelte gennemlytninger, så længe lytteren har energien til at følge trop med luftguitaren. Som lydtapet er det til gengæld helt forfærdeligt, men det har vel heller aldrig været rockens opgave at skulle fungere som baggrundsmusik. The Carlsonics kræver din fulde opmærksomhed hele pladen igennem. Ellers risikerer du, at det simpelthen bare ender i gedigen larm.

Forsanger Aaron Carlson råber lidt på samme måde Mick Jagger, Johnny Rotten, Joe Strummer og Peter Garrett fra Midnight Oil. Aaron Carlson vrænger dog til tider lidt irriterende – som sådan nogle nu engang gør – men han er faktisk ikke så slem, som man kunne frygte. På Malaria Drive-Thru får han dog for en kort bemærkning banket sin egen vokal op på et maksimum – han når næsten et niveau a la 80’er-metal – når han råber: “Like rock n’ roll / I’ve got no soul.” Og så er det slut. Der skal måske nok lige gå et par timer, før man finder energien til at sætte pladen på igen, for det er altså lidt af en mundfuld. Det er meget rock, meget støjende, godt med feedback og masser af retro-feel.

The Carlsonics er dog lige lovlig fascinerede af fortidens store garagerockguder, men der skal bestemt ikke herske tvivl om, at de formår at levere både energi, power og melodier, der ikke er helt dårlige. Men det er en tand for inspirations-fikseret, og man sidder tilbage – med blødende trommehinder – og savner bare én årsag til, hvorfor man skal vælge The Carlsonics og ikke et af de 358.000 andre garagerockbands, der rumsterer rundt derude i den store verden.

Og alligevel er det svært ikke at holde bare en lille smule af The Carlsonics. De er omgivet af en underfundig sfære af yderst velplaceret selvironi og en – på en god dag – ligegyldighed over for originalitet. Det hele er så charmerende, at man rent faktisk bliver i helt godt humør af The Carlsonics. Også selv om deres bagudskuende retro-garage-punk-rock bestemt både er hørt før og bedre.

★★★☆☆☆

Deltag i debat