Plader

Electronic Barnacle Island: Deeply Faulted Area Resembling an Upright Deck of Cards

Skrevet af Jakob Lisbjerg

Aaron Noel præsenterer på sit debutalbum under navnet Electronic Barnnacle Island en række beats bestående af clicks og cuts med synthflader nedenunder. Det bliver kun sjældent en musikalsk helstøbt oplevelse.

En gang imellem får man lyst til at høre en plade, man ikke har hørt i årevis. Det skete for mig, da jeg pludselig ville høre Vangelis’ fremragende soundtrack til Blade Runner. Jeg satte det på og blev absolut ikke skuffet i forhold til, hvad jeg havde forventet og kunne huske. Hvad Vangelis laver i denne anmeldelse, afsløres senere.

Electronic Barnacle Island er navnet på et enmandsprojekt fra Florida, og bag navnet gemmer sig den unge Aaron Noel. Deeply Faulted Area Resembling an Upright Deck of Cards er hans første album, og han udgiver det på det nystartede lokale label KiraKira Disc Records, som kun har udgivet et enkelt album før. Aaron Noel startede med at komponere på piano, men skiftede hurtigt over til at benytte sig af synths og samplinger. Hans musik var blevet elektronisk.

Albummets beats er hårde og industrielle. Det hører man allerede på det første nummer “Mortal Hood Clip”, som starter med en brummen, hvorpå der lægges et rent og simpelt beat, der består af kolde clicks. Ovenpå kommer to melodistemmer: en repeterende som fungerer som basgang, og den egentlige melodi som er helt kinesisk i lyden – det er en synth-lyd, men det lyder som strengeinstrumentet cheng. Knap fire minutter inde i nummeret skifter det karakter med et lavt metallisk brag og bliver for resten en flydende ambient masse.

“Colourfloor” er anderledes uptempo med et også hårdere beat end åbningsnummeret. Der er mere og flere clicks og cuts på dette nummer, som midt i sine knap syv minutter også lyder til at slutte i ambiente toner; men nummeret finder nyt liv, og en anden og faktisk mere interessant melodi med et nyt beat afslutter nummeret. “Mheragain” åbner med en brummende didgeridoo-lignende lyd, som langsomt ledsages af synth-flader og et beat, som nærmest kun består af hihat og diskant. Det er lovende, men nummeret fortsætter på denne måde i alt for mange minutter og ender (igen) i ambientens trygge favn.

Det alt for korte “Reset” er albummets bedste nummer. Det starter med noget, der lyder som støj fra mange tusinde mønter, men langsomt kommer lyden af en forvrænget guitar snigende. Eller det vil sige, at i starten lyder det ikke som en guitar, men det er som om, at lyden fra keyboardet forvrænges og langsomt mixes sammen med guitaren. Det ender i en afdæmpet feedback-ambient, som lyder som tidlig Yellow6.

“Servo Paw” og “Hand Wounds” er numre, som rent melodimæssigt ikke holder. Beatet og de lyde, det er konstrueret af, er af høj kvalitet, men beatet understøtter melodier, som simpelthen ikke er gode nok. Der er ikke den store udvikling eller afveksling i numrene, og når et nummer er lidt ensformigt, skal det være ret melodisk, for at ensformigheden ikke bliver til noget negativt. Det bliver den desværre for ofte på Deeply Faulted Area Resembling an Upright Deck of Cards. Og så lyder “Hand Wounds” lidt for meget som Boards of Canada.

Helt tilfældigt viser det sig, at Aaron Noel selv nævner Vangelis som en af sine store inspirationskilder. Og man kan godt høre på hans synthlyde, at han er ret inspireret fra den kant. Men derudover er der milevidt fra Vangelis’ firserkompositioner til de clicks og cuts med industrielle undertoner i lyden, som Aaron Noel benytter. Aaron Noel kalder sig selv for en komponist. Men på hans album lyder han mere som en fyr, der gerne vil komponere elektronisk musik, men ikke gør det ikke endnu. Men det kommer han måske til at gøre en dag.

★★★☆☆☆

Deltag i debat