Plader

Matt Elliott: The Mess We Made

Matt Elliott er en genial pianist og programmør. På dette private, selvbetitlede album åbner han portene til verdener af musikalske umuligheder; det hjemsøgende og det tindrende ulykkeligt smukke.

Matt Elliott plejer at udgive sine plader under det gådefulde pseudonym The Third Eye Foundation, men dette nye intime værk synes at være udgivet i hans eget navn, fordi tonerne strømmer direkte fra mennesket Matt Elliotts private hjertekammer. Som titlen antyder, behandler musikken en personlig sorg, men her er langtfra tale om traditionel weltschmerz. The Mess We Made er en rejse gennem en tidløs verdens glemte, men tindrende smukke kompositioner.

I starten af 90’erne kunne man i creditlisten på Flying Saucer Attacks debutalbum finde en tak til den mystiske Third Eye Foundation, der ligeledes var lejlighedsmæssig guitarist, trommeslager, programmør og violinist i bandet Amp. Senere var Matt Elliott også forbundet med Movietone før begyndelsen af hans enmandsprojekt. Nu, et årti og adskillige udgivelser efter, dukker The Mess We Made så frem fra Dominos hylde og behandler sorg, smertelig fortvivlelse og depression.

Pladen begynder at snurre. En sært klingende klavertone slås an, og kunstnerens åbningstale begynder. Suggestivt synger Elliott konstaterende og kvalfuldt: »Before this shit there was shit / And before that shit there was shit.« I det tomme rum bag den skrøbelige sang synes måbende spøgelser at skabe et lydligt univers. En kvindestemme overtager lyrikken, hvis kyniske ordvalg ikke gør sagerne mere opløftende. Den sande galskab i det rod af smerte, der er fortløbende i musikken, beskrives: »We found the stones and smashed a hole / And now we’re pissing on the bones.« Dog erstattes den messende lydcollage snart af et krystalklart pianovirtuosi.

I det følgende nummer, “Also Ran”, synger Elliott ad tikløvet tunge, heraf enkelte baglæns spillede stemmer, men momentvis fremstår forståelige sætninger, deriblandt »I will haunt you in your sleep,« der både synes at udtale kunstnerens sorg og længsel, men så sandelig også lytterens natlige drømme. Igen forvandles hele lydbilledet pludseligt, da et varmt chillet beat af bounces og klavertoner indtræder.

Som et juleeventyrs rejse med døden, tager “døden”, her Matt Elliott, os med på en lang og sorgfuld færd. Han viser os en hemmelig zone mellem de velkendte verdener og fortæller som en hvisken fra en konkylie om århundreders sorg og forvitrede skæbner. Smerten suser gennem marv og ben. Ikke mindst under titelnummeret og “The Dog Beneath the Skin” hvis bjergtagende “omkvæd” senere udføres af grædende guitar-distortion.

På denne plade er der ingen begrænsninger for, hvilke lyde der kan frembringes. Og det lader til, at Elliott har en tidsmaskine installeret på laptop’en ved siden af de gængse lydanimatorer. Lyden er simpelthen overjordisk, netop fordi de sælsomme og teatralske toner ikke stammer fra denne verden. Field recordings fra det 18. århundredes gysereventyr og Den Flyvende Hollænders samlede sømandskor flyder fra kunstnerens hånd som lyden af en død spillemands hemmelige kiste. Det synes kun rimeligt, at Elliott har solgt sin sjæl til Fanden og derfor har tilegnet sig usædvanlig instrumentalsk frihed. Dog må det klassiske klaver fremhæves som en bærende kraft, der evigt hjemsøges af anslag fra det hinsides.

The Mess We Made afsluttes af “End” og “Forty Days”. Sidstnævnte adskiller sig fra resten af pladen ved primært at bestå af sammenflettede guitarfigurer, der ledsaget af et fjernt og uhyggeligt kvindekor afrunder albummet ad en smuk og eksemplificerende vej, ladende tilbage hos lytteren kun et forundret og hjemsøgt sind.

Matt Elliott har på dette album ladet sin smerte fortælle ad åbne sluser, og ad disse er fortidens oceaner af hjertesorger og sjælepinsler strømmet med som en stille syndflod, som tusinde genfærds hvileløse march…

★★★★½☆

Deltag i debat