Plader

Immense: Hidden Between Sleeves

Hidden Between Sleeves er ikke for sarte sjæle. Postrockbandet har udvidet deres ensemble med sangeren Rocky Votolato, der med sine tekster ikke just gør musikken gladere.

Pressemeddelselsen, der fulgte med Hidden Between Sleeves forklarer, hvordan bandet på denne plade er gået fra fase ét til fase to, hvordan de bevidst har taget beslutningen “to switch their allegiance from analogue to digital recording.” Det lyder næsten dramatisk, som om bandet fuldstændig har ændret deres før mere eller mindre regulære postrock-lyd (hvis en sådan da findes) til en total digital ditto. Men det er slet ikke et så radikalt skifte, som man kunne forvente. Dette skyldes også, at Immense har fået et andet og endnu mere opsigtsvækkende element i deres musik: De har erhvervet sig en midlertidig forsanger.

Alligevel indledes pladen udelukkende af små, meditative elektroniske outputs, små knitrende sekvenser der langsomt folder sig ud, mens vokal og instrumenter langsomt bliver introduceret. For allerede her får den lånte forsanger lov til at vise sit værd. Og det er ikke hvem som helst, der har lånt sin vokal ud; næ, det er selveste Rocky Votolato (bror til Cody fra The Blood Brothers og til dagligt syngende i Waxwing og solo). Måske ikke det mest optimistiske valg i verden, men allerede når man hører de første linjer, er man ikke i tvivl om, at han er det rette: “The body’s been dead for years / But it just goes on using oxygen […] This is an invitation to a life worth living, erklærer han bittert. Og det beskriver sådan set pladens stemning ganske godt. Gang på gang bliver der fortalt om menneskeskæbner, der kunne have været mere lykkelige, og selv om Immenses musik er kold, er den bestemt ikke følelsesforladt.

Votolatos stemme kan virke en tand irriterende i starten, men hvis man tror, den bliver mindre besværlig at have med at gøre, når man har vænnet sig til den, tager man fejl. Så er den bare besværlig på en god måde. Man pines næsten ved hvert et ord, han synger, og man føler til tider, at man kommer uhyggeligt tæt ind på livet af personen bag mikrofonen, f.eks. i Skitty Piano hvor han tilsyneladende “œbare” beretter om en dagligdag i forfald: “œMay the dishes in the sink clank in your mind / May the bills on the corkboard laugh out your name.” Lidt senere har en lettere panisk tåge lagt sig over nummeret; man kan praktisk talt se Votolato for sig, stående på kanten af klippen, stirrende ned på jorden uendeligt langt nede, mens hans skriger: “œMay your soft hands turn to wood screws each time you wipe your eyes / May you live with only one wish / Because of nothing you did / May you never sleep again.”

I det store og hele er det lykkedes Immense at kæde to ellers lidt modstridende ting sammen, postrock og vokal, og som helhed fungerer pladen enormt godt. I forhold til at forsangeren bare er til låns, er det meget, at 5 ud af 9 numre indeholder vokal. De øvrige er helt instrumentale og langt mere postrock’ede, som man kender det fra orkestre som Mogwai, GYBE! og Tortoise. Når det kommer til stykket, er numrene med vokal slet ikke så postrockede, men bare lettere eksperimentelle forgreninger af rock. Det er slet ikke en dårlig ting – faktisk er det klart dem, der fungerer bedst. Og netop derfor er Hidden between Sleeves ikke helt oppe at ringe. Størstedelen af de instrumentale stykker er gode, man sidder bare med en fornemmelse af at have hørt det hele før.

I det afsluttende titelnummer skimter Immense lyset mellem al bitterheden i form af et afdæmpet, svagt dirrende, næsten nervøst arrangement. Votolato har også fundet fred til sidst; måske er han ikke lykkelig, men han tager i alt fald til takke med det, han fik: “œI remember the day you flipped off the sky / Like some untamed vagabond had finally returned / To take back what was his / To set things right […] Love at first sight, it was the perfect beginning / Everything comes to an end / That’s why they call it the end.” I løbet af pladen har man udviklet et lidt ambivalent forhold til ham. Man fascineres og væmmes næsten på samme tid af hans historier. Selv om han forlader én, føler man sig ikke alene, når man sidder og tænker på alle de skæbner, der er blevet fortalt om. Tværtimod. Man føler sig en smule lettet over at være sluppet af med de tragiske historier, mens pladens sidste sekunder fader ud. Og dog… man savner ham allerede lidt. Men så kan man heldigvis bare trykke på ’play’ og begynde forfra igen.

★★★★½☆

Deltag i debat